Mathilde Falch: "Jeg har mange taberdage, som jeg kalder det. Hvor det kan være anstrengende bare at gå i Føtex"

Sidste sommer var Mathilde Falch ude at gå en tur med sin lille søn, Leo, i deres nye by, Birkerød.

Solen bagte, og bytorvet var fuldt af mennesker. På en af bænkene lå en kvinde og sov. Mathilde undrede sig og gik hen imod kvinden.

– Hun var tydeligvis blackoutet og lå dér i bagende sol, mens folk bare sad ved siden af og spiste is. Jeg havde Leo med, men jeg tænkte: ’Okay, det må han være med til, det her.’ Så jeg spurgte dem, der sad ved siden af, hvor længe hun havde ligget der. ’I hvert fald en times tid. Men hun har øl i tasken’, svarede de.

– Ja, og? tænkte jeg. Så er det måske okay, at hun ligger og dør? Jeg fik ringet til en ambulance, som kom og hentede hende. Hun var helt dehydreret og i fare, og redderne fortalte, at man faktisk har pligt til at yde førstehjælp, hvis man oplever sådan noget. Corona eller ej.

– Det kunne jeg godt lide. Men folk glemmer det åbenbart, fordi vi efterhånden er så lidt forbundne. Leo blev ikke forskrækket. Han kunne godt mærke, at damen skulle hjælpes. Selv om han kun var to et halvt år dengang.

Episoden indkapsler fint essensen af Mathilde Falch: Hun er der for andre mennesker. Om det er hendes nærmeste eller nogen, hun slet ikke kender.

Og hun har antennerne ude – indimellem lidt for langt ude – for hun går op i at føle sig forbundet.

Til sin familie, til sine medmennesker, til verden omkring sig. En smuk egenskab, som kan tippe over og blive farlig, hvis man ikke passer på sig selv.

Og det er dét, Mathilde Falch forsøger at balancere i sit – forholdsvist – nye liv, som er langt fra anoreksi-pigen og misbrugeren Mathilde.

Den historie er hun selv færdig med, men hun bliver nok aldrig færdig med at tale om den. For andres skyld.

I dag tager hun imod i sit og gemalen Jespers nye hus i Birkerød.

Den spæde forårssol har held med at fortrænge den sidste vinterkulde, så vi sætter os på terrassen med hver sin kop kaffe. Mathilde har svigerfamilien fra Jylland på besøg, og mens vi taler, tikker beskederne ind om de drinks, de skal lave i aften.

Det nyder hun at være en del af. Selv har hun tænkt sig at kaste sig over den meget dyre æske chokolade, Jesper har fået i gave.

Jeg har mange taber-dage

Mathilde taler hurtigt. Hun har så meget på hjerte.

Lige så meget, som da jeg mødte hende første gang for seks år siden, hvor hun kun havde været ædru i 10 dage. Dengang misbruget stadig sad i kroppen på hende, og det ikke var så længe siden, at hun var så syg af anoreksi, at hendes organer var ved at sætte ud.

Og ligesom fire år senere, hvor hun efter en svær graviditet og en fødsel, hvor både mor og barn var ved at dø, havde fået lille Leo, som viste sig at være refluksbarn og levede sine første år i smertehelvede.

Det, Mathilde selv kalder sin største smerte til dato.

Livet har ikke sparet Mathilde Falch, men hvor mange andre ville have knækket halsen op til flere gange, har hun en forunderlig evne til at favne det hele.

Lyset og mørket, glæden og smerten, misbruget og ædrueligheden. Hendes kampe er gaver, og dem er hun taknemmelig for. Ellers var hun jo aldrig blevet til Mathilde.

– Bare det at kunne sidde her i haven uden andre, jeg skal tænke på – åh, hvor jeg nyder det!

– Jeg er på mange måder en bonderøv, men jeg kan også mærke, at jeg trives meget bedre her end inde i byen, for jeg havde det sådan, at bare jeg gik ned i min gård, følte jeg et ansvar for, at alle dernede havde det godt, og bekymrede mig om, hvad de tænkte om mig. De der antenner, jeg har lidt for langt ude indimellem. Det er noget, der har fulgt mig.

Hvorfor tror du, at du har det sådan?

– Jeg ved det ikke. Måske fordi alle vidste, hvem min far var, da jeg var lille, og de måtte endelig ikke tro, at vi troede, at vi var noget, bare fordi han var kendt. At vi var snobbede og arrogante.

– Jeg husker især, da vi flyttede fra Søborg til Gammel Kalvehave, en lille by kun med 700 indbyggere. Dér skulle man virkelig ikke tro, at man var noget, bare fordi man kom fra København. Jeg har det stadig sådan, at jeg ikke tager stiletter på, fordi jeg ville få en følelse af at være for meget.

Kan det hænge sammen med, at du selv er barn af en misbruger? Det kalder man jo antenne-børn.

– Ja, det kan godt have noget med det at gøre. Men nok også, at det har været vigtigt for min far, at folk godt kunne lide ham. Det ansvar følte jeg allerede som barn. Men de ting, der er besværlige for mig, er også dem, jeg er glad for ved mig selv.

– Min mand driller mig med, at jeg tror, jeg kan se, hvad alle tænker og føler, og det kan jeg selvfølgelig ikke altid, men jeg synes, jeg rammer plet rimelig tit. Og det er ikke bare en dårlig ting. Det kan være en rigtig god ting.

– Jeg kan også mærke en ny modenhed, hvor det ikke betyder lige så meget, og hvor jeg øver mig i at kunne være ude i offentligheden uden at fokusere på, hvordan alle har det. Men jeg har mange taberdage, som jeg kalder det, hvor det kan være anstrengende bare at gå i Føtex.

– Til gengæld har jeg også dage, hvor jeg laver rigtig mange ting og ser mange mennesker, uden at det går mig på. Hvor det ikke tager min energi. Hvis jeg har en fuld kalender, kan det godt blive hårdt, så jeg er ret bevidst om, at jeg har brug for de der dage, hvor jeg ikke skal forholde mig til andre.

Jeg kan aldrig blive det, jeg var

Grunden til, at Mathilde og jeg mødes i dag, er, at hendes femte album, ’Solen Brænder’, er lige på trapperne.

Som altid synger Mathilde om det, der ligger hende på sinde, og sangen ’Suk’ er en poetisk fortælling om, hvad der sker, når livet bliver revet midt over, som hun følte det, da hun fik Leo.

– Leo var så dårlig i de første år, og indimellem var jeg bange for, at Jesper og jeg ikke kunne komme tilbage til os selv igen. Den dér frygt for at miste hinanden på grund af noget udefrakommende.

– Jesper sagde det faktisk på et tidspunkt: ’Jeg tror aldrig, at jeg bliver mig selv igen’, og jeg syntes, det var så vild en sætning. Virkelig smuk.

– Jeg havde den samme følelse. Jeg kan aldrig blive det, jeg var. Men så må vi prøve at blive noget nyt sammen, og i sommer valgte vi hinanden på ny, fortæller Mathilde og stopper den tåre, der er på vej ned over kinden.

– Jeg bliver helt rørt, når jeg taler om det, undskyld. Det har været nogle hårde år, og vi sover stadig ikke særligt meget, men vi kunne mærke, at vi stadig havde lyst til at være der for hinanden, og jeg ved ærligt, at jeg ikke har bedre selskab end ham.

– Vi har bare ikke kunnet være dét for hinanden, vi gerne ville, i årene hvor Leo havde det så forfærdeligt, så vi skulle prioritere det igen. Og bare dét, at vi sagde det til hinanden, var nok.

– Jesper har sagt en masse lort, jeg har sagt en masse lort, vi har været kedelige og nederen og i dyb sorg, men der er ingen andre, der kender den sorg, så ingen kan trøste os bedre end hinanden. Og den måde, Jesper har klaret det på, den kærlighed, han har til Leo, det er en kærlighed, jeg virkelig vil værne om.

– Vi har været klistret sammen i symbiose for at kunne klare det rent fysisk, men da Leo begyndte at få det bedre, havde Jesper og jeg lyst til at gøre forskellige ting.

– Jeg gik helt ind i sundhedsverdenen og har uddannet mig til zoneterapeut og børnesundhedsvejleder, mens Jesper havde mere lyst til at drikke gin med vennerne og lave et firma med ure.

– Vi havde bare brug for at gøre noget. Men vi var også nødt til at putte energien ind i hinanden, for at det skulle blive rart, for vi kunne godt se, at det ville være let at gøre noget andet.

– Lige pludselig er man jo blevet sådan en, der er træt og sur og vågen kl. 3 om natten, og der er tis ud over det hele – den kedelige udgave, som ens partner ser hele tiden. Så er det meget nemmere at gå ud med nogle andre, som bare synes man er fed, og ikke ser den kedelige udgave.

Det hele kommer fra det samme sted

Leo var fem uger gammel, da hans refluks brød ud, og den var så smertefuld, at han skreg 10-20 timer i døgnet.

Selv sygeplejersken begyndte at græde over at se et lille væsen have så mange smerter, og medicinen, han fik, gjorde ham ikke rask, men gav ham bare bivirkninger oveni.

Leo skulle vugges og holdes 24 timer i døgnet, og Mathilde og Jesper skulle selv finde ud af, hvad de gjorde ved det, for der var ingen hjælp at hente i det etablerede system.

Indtil for et halvt år siden var han for dårlig til at gå i vuggestue, men nu har han det bedre.

– Det går godt nu og har gjort det et halvt år. Jeg lærte virkelig meget på mine uddannelser, så jeg gav ham alle mulige kosttilskud og behandlinger, og lige så stille vendte det.

– Hans mave er stadig vildt sart, men så længe han får sine kosttilskud og det mad, han kan tåle, så har han det godt. Og er verdens gladeste fyr.

–Nu går han i en dejlig Steinerbørnehave med de sødeste voksne lige hernede i Birkerød, og man kan slet ikke mærke på ham, hvor syg han har været.

– Resten af hans udviklingsmønster er helt normalt, hvilket er ret vildt, og jeg er så stolt af ham, for han er så sej. Han vil bare livet virkelig meget – det kunne jeg mærke fra starten. Og det er det, der har holdt mig kørende.

Så nu er der plads til Mathildes andre gøremål – vi nævner i flæng: Lave album, spille koncerter, holde foredrag, have åben rådgivning, være zoneterapeut, ambassadør for SIND, Red Barnet og Projekt Hjemløs og nå ja, så er hun også ved at forberede sig til ’Toppen af Poppen’, som hun skal deltage i sammen med en håndfuld andre på toppen af poppen lige om lidt.

Pyyyh!

– Ja, det ER meget, det ved jeg. Men det hele kommer fra det samme sted. Det hele er mig. Set udefra kan jeg godt se, at det ligner forskellige ting, og det kan folk måske synes er lidt mærkeligt, men det er det ikke for mig. Det kan godt konflikte lidt indeni mig, hvordan det hele skal hænge sammen, men sådan har mit liv altid været.

– Jeg har altid interesseret mig for mange ting og har let ved at navigere i dem. Det eneste problem er, at jeg ikke sover så meget om natten, for da kører min hjerne også.

– Men jeg føler ikke, at jeg kan sidde inde med en viden uden at dele ud af den. Måske ville det være smart at skrive det hele i en bog, så jeg ikke behøver at stille op til det flere gange om ugen, he he...

De fleste af os har lyst til at være noget for hinanden

Du taler meget om misbrugeren Mathilde og psykisk sårbare Mathilde i dine foredrag og i interviews. Er du selv færdig med den fortælling?

– Det er også nogle tanker, jeg gør mig. Jeg taler om det, fordi jeg ved, at det betyder noget for andre, at der bliver sat fokus på det, men det er ikke noget, der fylder i mit eget liv, ikke noget, der definerer mig mere.

– Jeg har været rask fra anoreksien og cuttingen i 13 år og ædru i seks år, og jeg er sindssygt glad for mit ’nye’ liv. Så jeg går og prøver at finde ud af, hvordan den fortælling skal fylde fremover.

Føler du, at det holder dig fast i fortiden at blive konfronteret med den hele tiden?

– Det gør det, ja, for det er noget, jeg bliver spurgt om hver uge – blandt andet fordi jeg er så aktiv i SIND. Men hvordan laver man et interview, hvor man ikke giver af sig selv?

– Jeg kan ikke finde ud af det. Og jeg ville også synes, at det var mærkeligt at sidde og tale overfladisk, for hvem kan bruge det til noget? Jeg forbereder mig heller ikke, når jeg skal tale om emnet i foredrag eller til en af mine fortællekoncerter. Det er nødt til at være umiddelbart, for at det ikke dræner mig.

– Når jeg holder foredrag, taler jeg tit om, hvor meget identitet der ligger i at være misbruger eller psykisk syg, hvis ens omgivelser kun fokuserer på det. Hvordan man kan miste det ægte menneske, fordi folk har svært ved at se det.

– Det er en uværdig følelse, og det er dén, jeg mærker så meget, når jeg er ude, og det, der gør, at jeg har lyst til at blive ved med at snakke om det. For det er bare ikke i orden at man ser ned på folk, fordi de er psykisk syge eller misbrugere, og at de ikke får ordentlig hjælp.

– Det er meget udpræget i de små byer, som jeg kommer meget i. De synes, det er ubehageligt at tale om, men alligevel kan det gennemsyre en hel by. I 10 år har jeg hver måned været rundt i små byer på bosteder og lokalforeninger osv., og hver eneste uge ligger beskeder i min indbakke fra folk, der siger, at det har gjort en stor forskel i deres liv.

– Det er ret vildt. Og det er ikke popstjerne-beskederne. Det er det, at jeg er ude hos dem at tale om det.

Giver det dig en forpligtelse til at fortsætte med at tale om det?

– Ja. Det ville virkelig gøre mange kede af det, hvis jeg stoppede, for jeg er deres ambassadør, og det er nok dét, jeg føler mig allermest som: Ambassadør for livet.

– Jeg vil gerne inspirere dem, som er der, hvor jeg var, til at tro på, at de kan blive raske. Og glade igen. Jeg bliver meget involveret i mange menneskers liv, og det er dét, der er mit arbejde, egentlig. Det er den følelse, jeg har.

– For når jeg kan se, at jeg rent faktisk kan gøre en forskel, så føles det vildt ikke at gøre det. Og det der med at være stjerne… det handler nul procent af mit liv om. Du bliver ikke glad af at være en stjerne.

– Det handler om at få en hverdag til at køre, siger jeg til de piger, som tror det. Du skal bygge en hverdag op, hvor du ved, hvad du skal om morgenen, når du står op. En hverdag med alt det kedelige, men også en, du har lyst til at være i, for det er dét, livet er. Så kan det andet være et lille kirsebær på toppen.

– De fleste af de piger, jeg taler med, bliver meget lidt rustet til en almindelig hverdag, hvis de har været i systemet. De får ingen hjælp til at bygge den op, og det er lige præcis dér, mange af dem falder i.

– Det er unødvendigt, for jeg tror, at de fleste af os har lyst til at være noget for hinanden – det kan faktisk være virkelig rart. Man kan mærke, at man får det bedre af det selv. Det er den måde, man føler sig forbundet til verden på.

Den kedelige kærlighed

En af de ting, der fylder i Mathilde Falchs liv i dag, er det dér med at blive rigtigt voksen.

Pludselig at stå der og have 10 års parforhold bag sig og være midt i den hverdag, som de færreste skriver sange eller laver film om, men som er livet for langt de fleste.

– Jeg synes, at den modne kærlighed er underrepræsenteret i musik. Det handler meget om den nye kærlighed, forelskelsen, og når man går fra hinanden.

– Så jeg har et kærlighedstema på min plade, som jeg lidt selv har manglet. Den type kærlighed, der er, når man bliver ved – den kedelige kærlighed. For den er også vigtig. Måske vigtigst.

– Jeg kan mærke nu, at ungdommen forsvinder. Jeg ved ikke, hvad der sker derude længere, og jeg har det sådan: ’Okay, det er det her, livet er.’ Der er nok mange, der troede, at livet ville være noget andet. At det blev ved med at være svært og dramatisk og op og ned, eller at hver dag ville være et eventyr.

– Så kan jeg godt tænke: ’Hold nu kæft med gamle dage! Livet kan ikke knække mig mere på samme måde, som da jeg var ung.’

Er du selv blevet glad eller skuffet over, at livet ikke viste sig at være det, du forestillede dig, da du var yngre?

– Jeg er blevet rigtigt glad! Der er mange i min omgangskreds, der bliver skilt nu, eller oplever en form for identitetskrise, hvor de tænker: ’Fuck, var det dét, livet var?’ Sådan har jeg det ikke, og det er jeg virkelig taknemmelig for.

– Jeg tror, at det hænger sammen med, at jeg har mødt så meget modstand, hvor jeg har været tvunget til at forholde mig til mig selv og til livet og til relationer, og været enormt bevidst om at kæmpe for at have det godt med det hele.

– Så når man siger, at misbrugere og psykisk sårbare er svage, så passer det ikke. Tværtimod. Man bliver så fucking stærk.