OL-vinder Anne-Marie Rindom sejlede alene, fra hun var 7 år: "Jeg har altid tænkt, jeg var anderledes"

Full disclosure: Jeg ved absolut intet om sejlsport.

Alligevel har jeg glædet mig mere end almindeligt meget til at møde den danske OL-sensation Anne-Marie Rindom, som efter stor dramatik hev en guldmedalje hjem i Tokyo i sommeren sidste år.

For er der noget, OL kan, er det at skabe fortjent opmærksomhed på de sportsgrene, som ellers ikke rydder sendefladen.

Og når man som Anne-Marie Rindom er blevet kåret som både verdens bedste sejler i 2019 – som den første dansker nogensinde – hædret for Årets Sejlsportspræstation i 2021 for at vinde OL-guld i bådklassen Laser Radial og har vundet et væld af medaljer, er der grund til at hæve øjenbrynene.

Inden vores møde har jeg googlet alt fra "optimistjolle" til "laser radial", og hvorfor man kan få et gult kort, hvis ens båd strejfer håret på en anden sejler.

Alligevel stødte jeg panden mod en mur, da jeg forsøgte at forstå, hvad der egentlig skete for Anne-Marie Rindom under OL.

Så det er det første, vi må tale om. Det hele begyndte med et såkaldt gult flag.

– Når man bryder en regel, får man et gult flag. Det sker ofte, når man er under pres. Det er ikke bevidst, men handler mere om kroppens bevægelser. Jeg "pumpede" lidt for meget med min krop, og det betyder ulovlig fremdrift af båden.

– Det kan man f.eks. gøre, hvis man laver to ryk per bølge, forklarer Anne-Marie Rindom langsomt og pædagogisk, fordi hun nok har set, at jeg stadig ligner ét stort spørgsmålstegn.

Hun tilføjer, at sejlsport er en af de sportsgrene, som har flest regler overhovedet, og at det i øvrigt slet ikke er unormalt at få et gult flag – eller to.

Når man som sejler er afhængig af vejr- og vindforhold i så høj grad, skal der nemlig ikke meget til at lave fejl.

Det er også derfor, at man i bådkategorien Laser Radial, som Anne-Marie Rindom sejler i, sejler i seks dage med i alt 11 sejladser.

Først på femtedagen gik det galt for danskeren. Man må nemlig kun lave ét "ryk" per bølge, forklarer hun. Ellers holder juryen øje med en, og gør man det gentagne gange, får man et gult flag.

Derfor måtte Anne-Marie Rindom sejle ude af sejladsen, som reglerne foreskriver. Men tvistet var, at der blev annonceret en omstart, hvilket i sig selv er ikke er ualmindeligt.

Normalt må man ikke sejle med igen, når man er sendt ud efter to gule flag. Hvad den erfarne sejler ikke vidste var, at man ved OL gerne må sejle med ved en omstart, selv om man har fået to gule flag.

Det kostede hende adskillige af de point, hun var foran med på det tidspunkt.

Hvordan havde du det lige der?

– Jeg havde det forfærdeligt. Jeg græd i rigtig lang tid og havde en følelse af, at hele min drøm var fuldstændig smadret. Jeg var jo kommet for at få en medalje, helst guld, og jeg havde en stor føring inden femtedagen, men lige dér var jeg helt overbevist om, at medaljerne var uden for rækkevidde.

Det hele ramlede

Anne-Marie Rindom deltog i sit første OL i 2012, da hun var 20 år. Dengang var det en overraskelse både for omverdenen og hende selv, at hun overhovedet var med, og det var en succes, da hun blev nummer 13.

I 2021 var der anderledes meget på spil. Anne-Marie Rindom havde allerede en bunke medaljer derhjemme, og hun var ikke kommet for at tage hjem uden endnu én om halsen. Den fineste af slagsen.

– Det var helt klart et mål, at jeg skulle hjem med en medalje. OL er jo sindssygt stort. Det er verdens største sportskonkurrence, og modsat VM, som er hvert år, er OL kun hvert fjerde år.

– Derudover er det særligt, fordi der kun er én sejler med i hver bådklasse fra de kvalificerede nominerede lande, siger hun.

Anne-Marie Rindom var denne ene i Laser Radial, som siden har skiftet navn til det mindre mundrette ILCA 6.

Det var mildest talt en kæmpe skuffelse, at hverken Anne-Marie Rindom selv eller hendes træner havde været opmærksom på fejlen.

Samtidig var det ikke udelukket, at Anne-Marie Rindom kunne nå at vinde alligevel. For godt nok var hendes forspring svundet fra 22 til 7 point, men slaget var ikke tabt.

– Senere på dagen fik vi talt det hele godt igennem og blev enige om, at det var utrolig vigtigt at komme videre. Det var ikke ovre endnu, og der var stadig noget at kæmpe for.

– Men det stadie var virkelig svært at nå til. Jeg følte virkelig, at jeg var blevet slået den dag, siger Anne-Marie Rindom.

Derfor var det heller ikke oplagt, at hun netop denne dag ville spise sammen med de andre sejlere om aftenen. Det er der ellers er tradition for, fordi atleterne fra forskellige lande bor sammen under OL.

Hendes polske træner mente da også, at hun burde få maden op på værelset, men hendes mentaltræner opfordrede hende til at konfrontere de andre sejlere.

– Han mente, at jeg skulle vise, at jeg ikke var færdig med at kæmpe, og at selv om jeg havde lavet fejl, kunne jeg stadig rejse mig igen. Så det gjorde jeg.

Hvordan var det?

– Det var virkelig svært, for det var vildt ubehageligt at se mine konkurrenter i øjnene. Men de var faktisk rigtig søde, og jeg havde nok brug for at vise både for dem og for mig selv, at jeg var stærk nok til at se dem i øjnene, og at jeg var klar til at kæmpe for medaljer om søndagen.

Er det atypisk i sportens verden at vise følelser på den måde?

– Jeg synes, der er blevet mere plads til at vise følelser i sport. Der har jo ellers været en om ikke militæragtig machokultur, så i hvert fald en kultur, hvor det handlede om ikke at vise sine svagheder, men kun sine styrker.

Men den aften var det godt for mig at vise sårbarhed, for så kunne jeg bedre lægge oplevelsen bag mig.

Den aften sov hun tungt. Hun havde været hele følelsesregistret igennem og var gået fra at tro, at hun kunne vinde OL en dag tidligere, hvilket ville have været historisk, og til at risikere at tabe det hele på jorden.

To dage efter stod hun som bekendt med en guldmedalje om halsen.

– Det var så vildt at vinde, når det hele havde været ved at ramle for øjnene af mig. Dagen efter havde jeg den der følelse af at vågne fra en drøm og være i tvivl, om det var sket. Sådan har jeg det faktisk stadig.

Kvoter eller kvalifikationer?

Anne-Marie Rindom sejler ikke kun i kategorien Laser Radial. Siden januar 2021 har hun også været en del af det danske hold i SailGP.

Det er sejlsportens svar på Formel 1, hvis nogen – som jeg – skulle spørge. Der er, forklarer Rindom, fire grene inden for sejlsport: Olympisk sejlsport, Americas Cup, Ocean Race og Grand Prix-serien SailGP, som er de fire største events inden for sejlsport.

Der er bare det, at meget få kvinder nogensinde når til at sejle en af de såkaldte F50-katamaran-både i SailGP, som sejler svimlende 95 kilometer i timen – det hurtigste, man kan sejle i sejlsport.

Indtil for nylig. For i 2021 besluttede SailGP, at der skulle være mindst én kvinde på hver båd. I Danmark er der to.

Anne-Marie Rindom og Katja Salskov-Iversen. Sejlsporten har med andre ord gjort, hvad man i andre brancher har diskuteret i årevis, men ikke har indført: Kvoter. Og det er nødvendigt, mener Anne-Marie Rindom.

– Kvinder har kræfterne til at sejle denne type båd, men det er nok sådan i mange sportsgrene – som det også er på arbejdsmarkedet – at den er mandsdomineret.

– Som i mange virksomheder ansætter man jo typisk dem, som ligner en selv, og når der traditionelt primært har været mænd i sejlsport, bliver det ved med at være på den måde, siger hun.

Anne-Marie Rindom håber, at hun kan være den rollemodel, hun selv har savnet i sin opvækst og karriere. For hvis der for alvor skal flere kvinder ind i den professionelle sejlsport, skal pigerne hjælpes frem i en tidlig alder.

Ellers er der en tendens til, at pigerne kun "skoles" til at blive dygtige sejlere i den olympiske liga, men ikke der, hvor man kan få en langvarig karriere inden for sejlsport.

Dermed ikke sagt at man ikke kan have en langvarig karriere inden for olympisk sejlsport, for det kan man, fortæller sejleren. Det er bare meget svært at få det til at løbe rundt økonomisk.

– Jeg tror, at det er vigtigt at vise unge kvinder, at de kan gå denne vej. Det er klart, at det i starten vil skabe en del udfordringer, fordi vi som kvinder skal arbejde i et meget mandsdomineret miljø og skal finde vores rolle i det, men jeg tror ikke, at det er det, de unge piger ser.

– De ser, at fordi Anne-Marie er der, er det muligt at være en pige på et sejlerhold. Det tror jeg er vigtigt.

Og det vil ikke skabe dårligere resultater – tværtimod, mener hun.

– Det kan skabe en helt anden dynamik, at man ansætter kvinder. Der er brug for forskellige egenskaber og kvalifikationer. Jeg synes, der kommer nogle interessante konflikter, som skaber bedre løsninger, når begge køn er repræsenteret. Jeg synes, det gør samarbejdet på holdet bedre.

Egentlig kan Anne-Marie Rindom godt forstå, hvis de mandlige sejlere har været skeptiske. Det ville hun også selv have været i deres position, siger hun, fordi hun ville frygte for sin egen rolle.

Men hun kan alligevel ikke lade være med at tænke over kønsforskellene.

– Jeg vil ikke træde nogen over tæerne, men jeg har nogle gange tænkt over, om jeg ville have haft en større stemme, hvis jeg havde været mand og vundet OL-guld.

– Omvendt vil nogen måske mene, at jeg kun har fået en plads i SailGP, fordi jeg er er kvindelig OL-vinder. Det kan godt gøre mig ked at det, hvis andre tror, jeg ikke er her på grund af mine kvalifikationer, siger hun.

Alene på havet som syvårig

Allerede da Anne-Marie Rindom var fem år, tog hun med sin far, storebror og storesøster ned på havnen i hjembyen Horsens.

Her prøvede hun for første gang at sejle sammen med en mere erfaren sejler. Som syvårig tog hun alene på vandet i en såkaldt optimistjolle, som er den klassiske og mest udbredte enmandsjolle.

Det er fra farens familie, at interessen for sejlsport stammer. Anne-Marie Rindom var første gang på havet, da hun var 14 dage gammel, og hun lærte tidligt at svømme.

Alligevel var det ikke uden skepsis, at hun som syvårig satte sig ved roret alene.

– Det var helt klart ikke sådan, at jeg med det samme vidste, at jeg ville være sejler.

– Jeg husker virkelig mange eftermiddage, hvor jeg kiggede efter det mindste tegn på, at det blæste, for jeg syntes, det var virkelig skræmmende at skulle sejle alene, når der var meget vind.

– Ofte sagde jeg: "Jeg skal ikke på havnen i dag, for det blæser for meget."

I hvor høj grad var det dit eget ønske at begynde til sejlsport?

– Min far har helt klart presset mig, men han har ikke presset mig for meget. Han pressede mig lige præcis nok til, at jeg blev i sporten, blev god til det og fik nogle muligheder senere i livet, som jeg ellers ikke havde fået.

– Men han tvang mig ikke ud på båden. Han opfordrede mig bare til at komme med ned på havnen og lege med de andre sejlerbørn, og når jeg først var der, ville jeg som regel gerne ud alligevel. Det var altid det sociale, der trak.

Anne-Marie Rindoms to ældre søskende sejlede også, og senere begyndte lillesøsteren, som var efternøler, også.

Hendes far kørte børnene til stævner i Holland, Frankrig, Belgien og Tyskland i familiens minibus, en gammel Peugeot-taxa, som de købte brugt i 1997.

Først for et par år siden blev den skrottet efter at have kørt over en million kilometer med sejlerbørn og udstyr.

– Vores hjem var ret kaotisk, der var ikke altid styr på oprydning, og det bugnede med beskidt sejlertøj i entreen. Til gengæld prioriterede de os børn virkelig meget, siger Anne-Marie Rindom.

Det var især sommerferierne, som stod i sejlsportens – og familiesammenholdets – tegn.

– Det kan godt være, at vi som teenagere syntes, at det ville have været sjovere at være på charterferie med pool og afslapning end at skulle på sejlertur til Norge i en lille båd med vindjakker på, men det var godt for vores søskenderelation, siger Anne-Marie Rindom, som lige er flyttet sammen med sin otte år yngre lillesøster i Aarhus.

Anne-Marie Rindom er ikke i tvivl om, at det var krævende for hendes forældre at have sejlerbørn.

– Vi er ovre i en helt anden liga end at sætte sine børn af til fodbold. Der er rigtig mange ting, man ikke kan gøre inden for sejlsport, hvis man ikke har sine forældre involveret.

– Man er ikke mindst nødt til at have en båd, og hvis den skal køres rundt til stævner, er man jo nødt til at have en forælder, der kan transportere båden. Derfor tager man også ofte af sted som familie og ikke som et hold, og ofte er man væk en hel weekend.

Og selv om hendes far var ham, der motiverede hende til sejlsport, undervurderer hun langtfra sin mors rolle i hendes opvækst.

– Min mor stod nok mere for de bløde værdier og var hende, der sørgede for, at jeg havde nok tøj på, og hende, der vaskede mit våde sejlertøj. Jeg har ofte tænkt på, at hun godt nok har fundet sig i meget som mor i en sejlerfamilie, siger Anne-Marie.

Fester og ambitioner

Da Anne-Marie Rindom var 11 år, blev hun udtaget til at medvirke i EM i optimistjolle. Og hvis hun indtil da ikke var klar over, hvor krævende sportsgrenen var, blev hun det her.

Det var nemlig første gang, hun ikke havde sin erfarne sejlerfar med til et stævne.

– Jeg kunne knap nok rigge min båd til selv. Til gengæld var det en oplevelse, der gjorde mig meget selvstændig. Det var også her, jeg fandt ud af, at jeg var rigtig god til det.

– Det gjorde en stor forskel for min motivation. Jeg havde allerede en masse gode venner fra havnen, men at jeg samtidig fandt ud af, at jeg havde evner for at sejle, var en ekstra bonus, siger hun.

Anne-Marie Rindom har aldrig tænkt, at hun kun blev sejler, fordi hendes far ønskede det.

Sport fyldte generelt meget, og hun gik også til håndbold, fodbold og svømning som barn. Først i gymnasietiden begyndte hun at overveje, om det var alt arbejde værd.

– Der kom fester og fyre ind i billedet, og jeg oplevede, at der var andet i livet end sejlsport. Jeg var nødt til at tage nogle svære valg i den periode – bl.a. om jeg ville tage gymnasiet på fire år med Team Danmark og dermed ikke kunne blive student sammen med mine klassekammerater.

– Jeg var altid den, der var lidt anderledes. Der var ikke rigtig nogen, der kunne sætte sig ind i det, jeg brugte så meget af min tid på. Når vi mødtes efter weekenden, kunne jeg sagtens sætte mig ind i, hvad de havde lavet, men ingen var rigtig interesseret i at høre om mine sejlerstævner, siger hun.

Har du nogensinde tænkt, om prisen var for høj for dig?

– Jeg overvejede virkelig, om det var det værd at miste alle de her ting. Det var jo ikke kun fester – der opstår jo også en masse relationer i den alder, som for mange holder resten af livet.

– Jeg har kun kontakt til en enkelt fra gymnasietiden. Det er lidt mærkeligt. Men jeg ville ikke gøre noget anderledes. Der er jo så mange andre ting, som sporten har givet mig, siger hun.

De relationer, hun ikke fik som barn og teenager, har hun siden fået i sejlsporten og ikke mindst på sit studie. Anne-Marie Rindom har siden 2013 været i gang med at læse idræt på Aarhus Universitet.

Som atlet under Team Danmark har hun dispensation til at tage uddannelsen over flere år end normalt. Og her har hun omsider fundet “hjem”.

– Jeg har aldrig nogensinde været et sted, hvor jeg har følt, at jeg passede så godt ind. Gennem hele min opvækst har jeg følt, at jeg var anderledes, og at folk ikke forstod, hvad det sejlads gik ud på, men fra den dag, jeg begyndte at læse idræt, har alle virket virkelig interesserede i, hvad jeg laver. Det er en helt ny oplevelse.

O.k. at blive presset

Hvis Anne-Marie Rindom en dag får børn, vil hun ikke udelukke, at sejlsport kan komme på listen over forslag til fritidsaktiviteter. Men samtidig har det gjort indtryk på hende, at hendes forældre i dag er skilt.

– Jeg tænker da indimellem på, at de ofrede sindssygt meget for, at vi kunne udleve vores drømme. Jeg synes bestemt, man skal bakke sine børn op, og det vil jeg også gøre, men måske det også er en god idé at pleje parforholdet. Jeg synes ikke, at man som forælder skal opgive sig selv fuldstændigt, fordi man får børn.

Noget, hun til gengæld har sat pris på, var, at hun blev presset lidt ud af sin comfort zone i sin barndom.

– Jeg ser det ikke som en dårlig ting, at man presser sine børn lidt for at opnå nogle ting. Så længe man også bakker dem op, hvis de vil noget andet.

Hun har derfor også accepteret, at der med den succes, hun har opnået, er fulgt en del opmærksomhed. Også selv om det ikke falder hende naturligt hverken at give live-interview på tv eller tale i telefon med et medlem af kongehuset – som hun gjorde, da kronprins Frederik ringede for at lykønske hende med det dramatiske OL-guld.

– Jeg har ikke behov for at være på, selv om jeg ved, at det rent forretningsmæssigt er en fordel. Men det handler også om, at jeg gerne vil være den rollemodel, jeg selv har savnet, da jeg var yngre.

– At have en at se op til. Det kunne jeg selv godt have brugt. Jeg tænker ofte på, hvad jeg kan være for andre, siger hun.

Anne-Marie Rindom understreger – ikke at nogen har antydet det, men alligevel – at hun ikke gør det, hun gør, for at være i medierne.

– Jeg gør det, fordi jeg brænder for min sport og synes, den er det fedeste i verden. Så følger der en opmærksomhed, og som medier er i dag, er eksponeringen større. Det er en del af det, og det må jeg tage med. Den er mindre end andre sportsgrene, thank god.