På skadestuen fik hun bare plaster på, men noget var forandret for altid

Det skete midt i travlheden på Ekstra Bladets nyhedsredaktion. Paula Larrain var blevet hyret som vært og redaktør på avisens nye tv-satsning, og nu var der gang i ombygningen, og det hele rodede.

Paula kom løbende med sin telefon i hånden og så ikke det enorme hæve-sænkebord, der stod med benene udad, så hun bragede ind i et af benene med hovedet først og flækkede panden.

– Det var den 15. december 2015, og fra den dag ændrede mit arbejdsliv sig totalt. På skadestuen fik jeg bare et plaster på, men da jeg kom hjem, fik jeg det gradvist dårligere og dårligere. Det startede med, at jeg ikke kunne smage og lugte – jeg kunne ikke forstå, at julemaden ikke smagte af noget.

– Jeg var forvirret og træt, men havde samtidig en fuldstændig manglende accept af, at jeg skulle ligge stille, så jeg tog på arbejde to uger efter og forsøgte at gennemføre en debat med Lars Løkke Rasmussen og Poul Madsen i studiet.

– Jeg var helt kulret og havde den sygeste hovedpine, men jeg fortsatte bare. Og jeg blev ved med at arbejde, for jeg ville bare ikke give op. Selv om alle sagde til mig, at det var det dummeste i verden at gøre.”’Hold nu kæft, jeg kan godt! Jeg skal i studiet”, sagde jeg bare.

Først da hun senere i forløbet var til samtale med en neurokirurg, fattede Paula Larrain alvoren.

– Grunden til, at jeg var så kulret, var, at jeg havde slået hul lige dér, hvor hjernen styrer den slags. Frontallapperne, som er dem, der gør, at du f.eks. ikke springer ud foran en bil, havde været sat ud af spillet, så jeg kunne ikke vurdere risiko.

– Jeg tog også på skiferie, selv om jeg var hamrende svimmel – min hjerne fortalte mig hele tiden, at jeg bare skulle køre på. Det bedste billede er nok, at jeg var en raket uden retning, og det var først flere måneder efter, da jeg havde det SÅ dårligt og var SÅ svimmel, at jeg ikke kunne sidde foran en skærm uden at blive køresyg, at jeg blev indlagt og fik konstateret PCS (senfølger efter hjernerystelse).

Efterfølgende fik Paula den besked, at hendes skade var permanent, og at det var hendes arbejdshukommelse, det var gået ud over.

– “Men jeg er tv-vært, jeg LEVER af at have tusinde bolde i luften! Hvad skal jeg gøre?” spurgte jeg helt desperat. Den gode nyhed var så, at min hjerne er plastisk, sagde lægen. Så hvis ét område er ødelagt, kan hjernen finde et andet sted at lave de samme ting. Jeg skulle bare finde nye måder at arbejde på, fortæller Paula.

Fyret midt i sygdommen

“Danske Bank fyrer medarbejder efter to års sygdom”, kunne man læse på forsiden af Ekstra Bladet den dag, avisen selv fyrede Paula Larrain midt i hendes sygdomsforløb.

– På det tidspunkt kunne jeg ikke søge et andet job, jeg kunne næsten ingenting. Hvis jeg havde været i selskab med andre mennesker i bare en time, skulle jeg hjem og lægge mig. Jeg kunne ikke sidde foran en skærm – alt det, jeg skulle kunne for at være journalist, magtede jeg ikke. Og jeg var rædselsslagen for ikke at få arbejde igen.

– Jobcentret hev mig til møder konstant, hvor jeg skulle sidde med lysstofrør ned i hovedet og koncentrere mig om en powerpoint, selv om jeg var svimmel og havde sindssygt ondt i hovedet. Det var et sygt cirkus, hvor jeg til sidst måtte sige til dem, at jeg ikke ville have deres penge. Jeg kunne simpelt hen ikke klare det, de krævede, i min tilstand, fortæller Paula, som skrev et minimum af artikler for at slippe for jobcentret og holde skindet nogenlunde på næsen.

– Men det var en markant anden udgave af mig nu. Hvor jeg før havde en rigtig fin kognition og var ekstraordinært god til at jonglere med bolde oppe i hovedet, skulle jeg nu skrive alting ned, fordi jeg ikke kunne stole på min hukommelse.

– Med tiden har jeg lært mig selv andre måder at arbejde på, men jeg bruger mange flere timer på tingene. Jeg laver hele manuskripter for min arbejdsgang nu, hvis jeg f.eks. skal ud som ordstyrer, og kan så hente ned fra dem i situationen, smiler Paula.

Lige her spiller hendes tro en vigtig rolle. For hvis Paula Larrain ikke når at bede sit fadervor, inden hun optræder, “forbinder” hun sig, når hun står midt i det, fortæller hun.

– Og på magisk vis kommer tingene så til mig. Det er dér, Helligånden kommer ind i billedet.

Helligånden?

– Ja. Jeg trækker på en ydre kraft, når jeg står i en situation, hvor jeg har brug for hjælp. Mange professionelle musikere gør det også. De slipper sig selv, når de går på scenen, og forbinder sig og tager imod det, der kommer. Det er det samme, jeg gør. Jeg hengiver mig til nærværet i øjeblikket, åbner for sluserne og stoler på, at det kommer til mig.

Behøver det at have noget at gøre med Helligånden – kan det ikke komme fra dig selv?

– Jo, det er bare det religiøse sprog for det, andre måske kalder en spirituel oplevelse af at trække på universet. Det dybe nærvær, man tuner ind i, lidt ligesom når man mediterer. Man kan så diskutere, om det kommer indefra eller udefra – det afhænger af sprog, og hvordan man oplever verden.

Det slutter ikke bare her

For Paula Larrain er det Gud, hun trækker på i den slags situationer. Men selv om hun er erklæret kristen, er hun åben for andre trosretninger. Hun lytter gerne til Østens mystik og mediterer også. Det er bare forskellige metoder til at opnå det samme, mener hun.

– Jeg har bevæget mig fra at være ateist til at være kulturkristen og gå i kirke og kaste mig ud i en søgen, som tog rigtigt lang tid. Men så en dag, palmesøndag 2003, da jeg sad i Gilleleje Kirke, fik jeg pludselig en fornemmelse af at være hjemme.

Følelsen kom til hende gennem ordene i en af Grundtvigs salmer, kort tid efter en skelsættende hændelse i Paula Larrains familie: Hendes lille nevø på seks måneder fik pludselig hjertestop.

– Han var død i 13 minutter, men blev genoplivet. Jeg var fløjet over til London, hvor lægerne havde forberedt min søster og hendes mand på, at han nok ikke ville vågne, og hvis han gjorde, ville han være så medtaget, at der ikke ville være meget liv tilbage. Så vi forberedte os på det værste.

– Men han vågnede efter en uge. I dag sidder han i kørestol og skal have hjælp døgnet rundt, fordi han er spastisk lammet, men han er fuldstændig klar i hovedet. Han har gået i almindelig skole og gymnasium og læser nu kriminologi og får topkarakterer. Han er meget socialt bevidst og politisk aktiv. Det er så sejt. Hvis ikke det er et mirakel, så ved jeg ikke, hvad er.

– Hans opvågnen var en øjenåbner på mange planer for mig – dels i forhold til, hvad der er vigtigt her i livet, men også dét at være vidne til et mirakel, som gør dig ydmyg over for livet. Så jeg startede med at gå i kirke af ren og skær taknemmelighed, fortæller Paula, som ikke tror på det dér med, at der er en mening med alting.

– Der er kun én mening med livet, og det er at elske hinanden. Det er det, vi er her for. Livet er jo erfaret en milliard gange før os, så den første erkendelse er, at du ikke et unikt menneske, der oplever alt for første gang. Vi er mange, der har gået denne her vej, og vi mennesker lever jo lineært. Vi bliver født et sted, og vi dør et sted.

– Det, vi så undervejs finder ud af, er, at hov! Det slutter ikke bare her. Jeg kan f.eks. trække på min farmor, selv om hun døde for 20 år siden. Så kan du sige: “Ja ja, hun er inde i dig”. Men du kan også sige, at hun faktisk står lige her sammen med mig.

Kærlighed større end døden

– Min farmors aftryk er her stadig. Det er sjovt at spekulere over, hvor hendes energi er blevet af. Jeg kan jo mærke, at den lever videre i mig, og vi ved fra fysikkens love, at al energi er konstant. Det vil sige, at selv om et menneske dør, så fortsætter vedkommendes energi.

– Den lineære er én måde at betragte livet på, men hvis du hæver dig op i et andet perspektiv og ser den store tidslinje, så står min farmor lige her, for tiden er relativ. Hun har lige levet, og alt, hvad hun har skabt af kærlighed og musik og humor, det lever videre i mig. Det er bare set fra et andet perspektiv. Så dér har du et uendeligt liv. Når først du er skabt og født, når dit lys er tændt, så er du her.

Men vores kroppe og vores evne til at opleve holder jo op med at eksistere – er vi her så?

– Det ved vi jo ikke noget om. I den kristne tro siger vi, at Gud er kærlighed, og det er det fænomen, der har besejret døden. Kærligheden er større end døden, det er helt logisk.

– Jeg holder jo ikke op med at elske min farmor, selv om hun ikke er her rent fysisk mere. Det er skidesvært at sige til mennesker, der lige har mistet, men der er ingen tvivl om, at dem, du har mistet, lever videre i dig. Og muligvis også et andet sted.

– Den smukkeste begravelse, jeg har været til, var for en lille pige på otte år. Moderen havde også mistet sin mand, og nu var der kun hende og det andet barn tilbage, og præsten sagde: “I er stadig en familie, to her på jorden og to i himlen.” Det var så rigtigt sagt.

Livskrise på den gode måde

Efter at have været tilknyttet DR i nogle år, hvor hun lavede programmer som “De højere magter”, “Tidsånd” og “Til gudstjeneste med Paula Larrain”, har Paula nu fået nyt job som redaktør af Altingets portal “Tro og Etik”.

Et job, hun er så glad for, at hun ligefrem kalder sig ”forelsket” i sit arbejde. Hun er stadig gift med advokat Frederik Bjørn, som er hendes bedste ven og far til hendes yngste søn, Andreas på 12 år.

Sidste år udgav hun bogen “Midt i livet”, hvor hun stiller en række eksistentielle spørgsmål til mennesker midt i livet: Hvad har du lært om dig selv? Hvad vil du lære på den sidste tur gennem livet på jorden? Hvor er du på din åndelige rejse? Alle de spørgsmål, mange af os stiller os selv, når vi er nået halvvejs gennem livet.

– Jeg er selv midt i overgangsalderen, som er en livskrise på den gode måde. Som Kierkegaard sagde, kommer vi jo igennem flere kriser i livet: Første gang, når du er 18-20 år og skal vælge din retning, og du mærker den dér grundangst, som vi alle sammen kender: Hvad skal jeg? Hvilken vej skal jeg gå i livet?

– Så kommer du i en midtvejskrise, når børnene forlader reden, og tænker: Hov! Hvilken retning skal jeg nu vælge? Hver gang, du står ved de dér korsveje, tænker du: “Shit, jeg kan vælge forkert!” Og jo flere valg, vi har i vores moderne liv, jo værre bliver det.

– Før i tiden blev du sat på livets hamster­hjul et sted og så gik du måske i dine forældres fodspor, du blev gift med den, dine forældre valgte, og så levede du i livets hjul, som man skulle.

– Jo friere, vi er til at træffe de valg selv, jo mere angste bliver vi. Så midt i livet kan vi igen blive fanget af angsten for, hvad der skal ske nu, hvor vi ikke længere har den samme fysik, hvor vi ikke ser lige så godt ud, som da vi var 25, hvor børnene ikke er der mere, hvor vi ikke længere kan få børn.

– Naturen er jo nærmest indrettet til at slå os kvinder ihjel i overgangsalderen, vores kroppe er slet ikke skabt til at blive så gamle, som vi gør i dag. Men vi VIL have et liv, som er meget længere end dertil, hvor naturen ikke kan bruge os længere. Det kan være vildt angstprovokerende, især som kvinde. Vi har et fuldt stop, der hedder 50 år, derefter kan du vælge, om du bare vil være et påhæng til andres liv, eller om du vil definere dit eget.

– Når vi forlænger livet, får vi ikke bare en tredje, men også en fjerde alder, og skal hele tiden finde ud af, hvad vi skal stille op med de mange år. Jeg tror, at det er 24 år, folk lever efter pensionsalderen nu, det er sgu lang tid at spille golf eller bridge i, ha ha.

Tidens fylde

Hvad stiller man så op med sig selv?

– Man går ud i verden og elsker den! Man lader være med at sidde og pille i egen navle og have ondt af sig selv, og så går man ud og spreder kærlighed og lys i verden. For det kan man!

– Vi bruger en enormt stor del af vores liv på at ordne, søge mageligheden, få tingene til at hænge sammen og børnene godt i vej, og når vi så får den frihed sidst i livet, ved mange ikke, hvad de skal bruge al den tid på. Så kan man bruge den på andre, der har brug for selskab. Der er masser af mennesker, som kaster sig over frivilligt arbejde i den tredje alder, og det har jeg stor beundring for. Jeg tror, det er meget bedre end at gå på opdagelse i sig selv.

Selv om Paula Larrain endnu ikke selv er i den tredje alder, men stadig har travlt med mand og hus og et hjemmeboende barn, så ved hun godt, hvad hun blandt andet kommer til at fylde tiden med, når hun bliver ældre.

– Jeg strikker! Jeg glæder mig altid til, jeg skal hjem og strikke, og når der ikke er mere plads i mine skabe, strikker jeg til andre. Tidens fylde, du ved. Det er så fedt et udtryk. Man fylder tiden, hvor man er lige nu. Og nyder at være i det, man er i.

– Hvis man er filosofisk anlagt, kan man anse nuet for at være helligt. Det kan jeg, når jeg ikke er en hovedløs raket, der kører derudad, siger Paula Larrain efterfulgt af et selvironisk ”ha”.

– Det fede ved at blive ældre er, at du har erfaret, at ting går over. Du har prøvet at elske betingelsesløst, du har mærket på egen krop, hvad det vil sige at miste, hvordan ulykker kan ramme, og man alligevel kommer videre. Alt det er erfaringer, og når du har levet en stor del af livet, ved du, at du selv kan vælge, hvordan du forholder dig til dem.

– Du kan vælge, om du vil lade ulykker ødelægge dit liv, og du kan vælge at sige okay, men jeg skal jo videre. Du kan vælge at elske igen, selv om du har fået knust dit hjerte, du kan vælge at stoppe op og snuse til blomsterne i vejkanten, du har hele tiden et valg om at fokusere på det, der er godt, frem for det, der er mindre godt.

– Nogle gange tror folk ikke, at de kan vælge, fordi de har det dårligt, og det forstår jeg godt. Jeg har prøvet at have det så dårligt, at det var meget svært at tænde et lys, men min overbevisning er, at du altid har et valg. Du kan vælge, hvilken retning, du vil gå, når du står op om morgenen. Og det handler ikke om at tage sig sammen på kommando. Det handler om ikke at lade smerten og mørket overtage dit liv.