Stinne fik uhelbredelig kræft som 28-årig: “Jeg sad med åben mund. Hvad er det, du siger?"

Hun er kun 32 år. Alligevel er hun allerede erfaren i at være uhelbredeligt syg af kræft. Dén besked fik hun nemlig som 28-årig.

Der er fire år siden. Men der var også voldsomme beskeder inden da. Man kan næsten sige, at de kom som perler på en snor. Drypvis. Og blev værre og værre.

Derfor har Stinne Leth ikke kun én dag, hun kan tænke tilbage som "chokKET". Der er flere. Af den slags, man aldrig glemmer. Og som markerer, at livet aldrig bliver det samme igen. På godt og på ondt.

Men først det sidste. Stinne Leth arbejdede i mode- og tekstilbranchen. Hun havde et godt liv med sin kæreste, og som 19-årige flyttede de sammen fra Jylland til København.

Ingen børn og stor kærlighed til alt, hvad byen byder på, bandt dem tæt sammen. En god kop kaffe på Nørrebros caféer og altid nysgerrig på de nyeste spisesteder. Sådan forløb kæresteparrets dagligdag.

Indtil den blev ændret for altid.

Optakten var ikke på nogen måde alarmerende. Stinne Leth trænede meget i den periode af sit liv. Derfor tabte hun sig også en del – tænkte hun. Hun var hverken sløj eller træt, faktisk nærmere det modsatte.

– Jeg var ret aktiv, trænede og havde gang i mange ting. Jeg tabte mig nogle kilo, men fordi jeg gik all in på træning og også ændrede min kost, tænkte jeg, at det bare var det. Jeg var 27 år. Det var slet ikke i mine tanker, fortæller hun.

Med "det" mener hun kræft. Der har ellers været en hel del kræft tæt inde på hende. Hendes mor døde af brystkræft, og hendes farmor af tyktarmskræft. Der har også været andre.

– Der har virkelig været meget kræft i min familie på begge sider. Vi har mistet mange. Men som 27-årig skænker man det ikke en tanke. Man er udødelig, fortæller Stinne Leth om sin tankegang, selv om kroppen gav hende nogle signaler.

Faktisk også ét, som hun bare skubbede væk.

Blod i afføringen

Det hele startede i november 2016, da hun og kæresten tog tre uger til USA. Inden da havde hun et par gange oplevet blod i afføringen derhjemme.

Det studsede hun over.

Men hun slog det væk som hæmorider eller hård mave, eller at kvinder kan bøvle med maven pga. hormonelle ting.

I USA skete det også, og blev faktisk værre, så der nævnte hun det for kæresten. Hans reaktion var, at det jo nok ikke var noget, men at hun skulle til lægen, så snart de kom hjem.

Men ellers parkerede kæresteparret det og nød deres ferie, hvilket måske er et godt billede på en fælles evne, de har, og som også skulle vise sig at komme dem til gode senere hen: At de er gode til at leve deres liv.

Hjemme tog Stinne Leth kontakt til sin egen læge, som undersøgte hende, men ikke kunne finde noget unormalt.

Lægen ræsonnerede, at hun var en sund, slank og rask 27-årig, så mon ikke det var en hæmoride, der sad lidt langt oppe og derfor ikke kunne mærkes.

– Min læge, som er rigtig dygtig, skal det lige siges, er lige kort inde på, at symptomerne også passer på tarmkræft, men det slår hun meget hurtigt ned. Fordi jeg stikker så meget ud fra statistikken, siger Stinne Leth.

Netop statistikken viser ganske rigtigt, at tyktarmskræft meget sjældent ses inden 40-års-alderen. Ifølge Lægehåndbogen på Sundhed.dk er det kun én procent under 40 år, der rammes af tarmkræft.

– Så den slog min læge ned. Alligevel sendte hun mig videre til undersøgelse hos en mave-tarm-kirurg. Det var ikke noget, jeg tænkte videre over. Måske skulle jeg have fjernet en hæmoride.

Mandag morgen fik Stinne foretaget en kikkertundersøgelse af tarmen. Lægen fortalte hende, at han havde fundet en polyp i tarmen.

Han kunne ikke sige, om den var godartet eller ondartet. Han syntes godt nok, at den var stor, og hvis det var kræft, skulle den opereres væk, måske ville hun i så fald få stomi, og også kemoterapi kunne komme på tale.

– Lægen kørte derudad. Jeg sad med åben mund. Hvad er det, du siger? Jeg var helt i chok, fortæller Stinne, der fik at vide, at hun skulle gå hjem og vente på en indkaldelse fra Bispebjerg Hospital.

En kræftpakke var blevet sat gang.

Ude i venteværelset gik hun helt i stå med sin overfrakke på. Hun stod bare midt på gulvet og tænkte: Hvad foregår der her? Så meget, at lægesekretæren måtte spørge hende, om hun var okay.

"Ja ja, det er fint," svarede Stinne Leth og gik ned i baggården, hvor hun brød sammen og ringede til sin kæreste.

Vågnede op med stomi

Der var stadig mulighed for, at det ikke rigtig var noget, for lægen havde jo kaldt det en polyp, mindede kæresten hende om.

Dagen efter skulle hun til endnu en undersøgelse, og her sagde den pågældende læge, at han var 99 procent sikker på, at det var en cancersvulst og ikke en polyp. Det kunne han se på størrelsen og på udformningen af den.

– Inden da, mens jeg får tøj på efter undersøgelsen, hører jeg ham sige til sygeplejersken, om jeg har min kæreste siddende ude i venteværelset. Ham ville han gerne have med ind. Dér vidste jeg, at det ikke var så godt, fortæller Stinne Leth.

Samtalen virkede meget uvirkelig på hende. Hun var i chok. Men undervejs i den indfandt der sig noget andet i hende. Noget velkendt.

– Jeg er sådan et menneske, der er meget struktureret og ret godt kan lide at være i kontrol. Så mit sind siger: Okay, Stinne, nu skal du bare finde ud af, hvad du skal gøre. Hvad gør vi herfra? Hvor skal jeg møde op? Jeg fik et mødetidskort med et hav af scanninger, og så gik hele den mølle i gang.

Det sværeste efter den samtale var, at Stinne Leth skulle ringe til sin far og fortælle, at hans datter havde fået kræft. Hans kone, Stinnes mor, var død syv år tidligere af kræft, og han var stadig i sorgproces.

– Dér blev jeg rørt. Det var virkelig ubærligt at skulle fortælle ham det, siger hun.

Det næste store, der skete, var, at hun skulle opereres. Lægerne ville fjerne 50 cm tyktarm, og hun fik at vide, at når hun vågnede fra operationen, ville der være en risiko for, at hun også vågnede op med stomi.

Med andre ord: Man går i narkose uden at vide, hvilken krop man vågner op til, som Stinne udtrykker det.

Det første hun siger, da hun vågner er da også: Har jeg fået posen?

Og det havde hun.

"Åh nej, åh nej, hvordan skal dét liv blive" var det eneste, der fyldte i hendes tanker.

Stomi-posen viste det sig, at hun beholdt de næste otte måneder. Hun nåede også at blive en slags venner med den, fordi hun egentlig blev imponeret over, hvad hendes krop kunne klare at gå igennem. I dag har hun ikke stomi længere.

Til gengæld var der flere dårlige nyheder på vej.

Lever med at håbe

Efter operationen, hvor tumoren i tarmen blev fjernet, skulle hun til en lægesamtale om det, de havde fundet i hende. Dér fik hun at vide, at det var kræft i stadie 4 – den værste slags.

Det var det både på grund af størrelsen på tumoren, men også, fordi den var vokset igennem tarmvæggen, så kræftceller havde spredt sig til lymferne.

Under operationen havde lægerne fjernet 53 af hendes lymfer, og der viste sig at være kræft i 17 af dem. Senere fandt man også ud, at det havde spredt sig til leveren.

Nu skulle hun både igennem en operation af leveren og et forebyggende kemoforløb på et halvt år. Jævnlige kontroller skulle herefter afsløre, at al kræften forhåbentlig var væk.

Hun nåede faktisk til, lægerne kunne fortælle hende, at der ingen kræft længere var at se på scanningerne.

– Det var superdejligt at nå dertil. Jeg er sådan et menneske, at så tror jeg på, at nu er alt godt, fortæller hun.

Men i 2018 vendte kræften tilbage. Lægerne fandt ved en af kontrollerne metastaser på hendes lunger. Dem lever Stinne Leth med i dag.

Kemoterapien, der fulgte, viste sig ikke at kunne fjerne tumorerne i lungerne, og fra da af blev hun erklæret "uhelbredelig".

– Min eneste mulighed er derfor at holde dem nede, fortæller hun.

Siden da er hun fra tid til anden blevet behandlet med kemo. Nogle gange nye kemo’er, andre gange går man tilbage til typer, man har brugt før, fordi de efter noget tid kan få effekt på kræften igen.

Den behandling, Stinne Leth i dag får, er derfor livsforlængende, men altså ikke helbredende. Indimellem deltager hun også i forsøg med nye eksperimentelle behandlinger, hvis lægerne vurderer, at hun er en god kandidat til det. På den måde er der også grund til håb, trods alt.

– Det er jo blevet mit lod: At håbe på, hvad der sker med forskningen på den front fremover, som hun udtrykker det.

Ingen målstreg

Lige præcis dét er nok det sværeste for hende. For hun er et menneske, der trives rigtig godt med at sætte sig et mål og gå benhårdt efter at nå målstregen. Men med den uhelbredelige kræft er der ingen veldefineret målstreg.

– Når jeg brænder for noget, går jeg hele vejen. Når jeg har et mål, når jeg det. Der var et mål med operationerne. Væk med kræften i tarmen. Væk med kræften på leveren. Nu er det fjernet. Og så seks måneders forbyggende kemobehandling. Bum. Jeg har besteget mange bjerge, men nu har jeg ikke længere den der finishline at gå efter. Det er den allersværeste del af det og stadig den del af mit sygdomsforløb, jeg arbejder med, fortæller hun.

Når det er sagt, er der også sket meget godt. For eksempel har hun ikke mistet håret på noget tidspunkt. Og lungemetastaserne mærker hun faktisk ikke noget til.

Hun oplever også, at hun det seneste år er nået milevidt mentalt.

– Jeg er landet i at finde ud af og definere og håndtere min egen lykke. Der er noget fandenivoldsk i mig, der siger: Fandeme nej, det her skal ikke styre mig eller hvordan, jeg lever mit liv og hvad, jeg fylder i det, siger hun.

Og derfor tøver hun heller ikke, hvis man spørger hende lidt klichéagtigt, om der også er en gave i at blive uhelbredeligt syg.

– Jamen, det har du så ret i. Min kæreste og jeg taler om, at der også er en gave i det. Det lyder måske som en kliché, men nu lever jeg faktisk livet endnu mere.

Jeg føler, at mit liv er rigt. Lige først var det supernederen og pissehårdt at være fuldtidssygemeldt og skulle have sygedagpenge. Og det her må ikke lyde forkert, og forstå mig ret, men der er også en gave i ikke at skulle møde på kontoret hver dag mere.

Jeg har heldigvis en forsikring og en pension, som jeg kan leve af nu. Jeg ville ønske, tingene var anderledes, men når det er sagt, så har jeg nu muligheden for at tage cyklen nordpå og morgenbade, når det passer mig, siger hun.

Store spørgsmål

Ingen ved, hvor længe Stinne Leth lever med kræften. Men når man taler med hende, falder snakken både på overvejelser omkring børn og også en større lejlighed. Det er opløftende tanker, men det fremgår også, at de er svære.

For kan man overhovedet tillade sig at sætte et barn i verden, når man er uhelbredeligt syg? Og er det risikoen værd at sætte den livsforlængende behandling på pause under en graviditet? Store spørgsmål blandt et hav af andre, som fylder på hver sin tid i en lang sygdomsproces som Stinnes.

Netop fordi der er så mange spørgsmål og ikke helt så mange svar, særligt når man er ung og slet ikke ifølge statistikkerne burde have kræft, har Stinne Leth lavet en podcastserie.

Den hedder "Venner med kræft" og havde premiere i juli. Hun laver den sammen med en jævnaldrende ven, Christian Holmsberg, som hun mødte på Center for Kræft og Sundhed, som er et rehabiliteringscenter for folk, som er i kræftbehandling eller har været det. Her går de til træning sammen.

– Christian og jeg har samme kræftform med spredning, og vi er begge uhelbredeligt syge. Da jeg første gang så ham til træningen, tænkte jeg: Hold da op, hvor fedt. Her er et menneske som mig. En, jeg kan snakke tingene igennem med, fordi han er igennem præcis det samme som mig, og en, der er positivt indstillet og har samme syn på vores situation.

– Indtil da havde jeg ikke mødt nogen, jeg kunne spejle mig i, da de fleste med tarmkræft er ældre mennesker i pensionsalderen og op. Vi klikkede bare, fortæller Stinne, som på det tidspunkt allerede gik med tanker om at lave en podcast for yngre mennesker med kræft og deres pårørende. Christian ville gerne være med, og sammen har de indtil videre lavet seks afsnit, og flere er på vej.

Hvert afsnit tager fat i et nyt emne omkring at have kræft i en ung alder. De har også gæster med som f.eks. den ligeledes uhelbredeligt kræftsyge skuespiller Esben Dahlgaard, der har to døtre.

– Hvordan indvier man sine børn i det? Det er den slags spørgsmål, vi stiller, fortæller Stinne Leth og nævner også en fast brevkasse og et såkaldt kræft’o’meter, som de to værter for hver afsnit placerer sig selv på, alt efter hvordan de har det lige nu både fysisk og psykisk.

– Ved at dele vores liv og tanker håber vi, at vi kan inspirere andre i samme situation til at være ærlige og åbne omkring de svære spørgsmål. Vi vil gerne aftabuisere det at være kræftsyg, også for de pårørende, fortæller Stinne Leth.