Pia fik et opkald fra blodbanken: "Du skal komme med det samme"

Det er cirka 40 år siden, verden første gang stiftede bekendtskab med hiv og aids. Efter fire årtier skulle man tro, at tabuet, skammen og fordømmelsen af den seksuelt overførte sygdom var manet godt til jorden. Men nej.

– Netop fordi vi har kendt den i så mange år, mødes mange nysmittede med: “Helt ærligt, kunne du ikke have tænkt dig om? Du vidste jo godt, at sygdommen findes”. Det, synes jeg, er unfair. Du kan jo heller ikke gøre for, at du får alle mulige andre sygdomme. Derfor har jeg ondt af dem, der bliver smittet i dag, lyder det fra den nu 57-årige Pia Laursen Vognsen, der selv blev smittet for 35 år siden, dengang sygdommen stadig var en sikker dødsdom.

Faktisk var hun kun nummer otte kvinde i Danmark med hiv. Et tabu i sig selv, fordi ingen rigtig kunne forstå, hvordan en ung, heteroseksuel kvinde kunne blive smittet med det, der dengang blev opfattet som en “bøssesygdom”.

Året var 1987. Pia var en ung kvinde, hvis arbejdsplads fik besøg af blodbanken. Pia sagde ja til at donere blod. Bagefter tog hun på sommerferie, og tre uger efter ringede de fra blodbanken:

“Der noget galt med dit blod. Du skal komme med det samme”.

– På hospitalet kom en læge ind til mig, og jeg kunne se, han så helt chokeret ud over, at der sad en helt almindelig ung kvinde. Han fortalte mig så, at jeg havde forstadier til aids. På det tidspunkt vidste man godt, hvad aids var. Så jeg blev dybt chokeret, fortæller Pia Laursen Vognsen.

Lægen spurgte også, hvor hun mon havde fået det fra. Havde hun været i Afrika? Men hun havde ingen anelse om, hvordan hun var blevet smittet.

Pia ringede til sin kæreste Jens gennem to år for at fortælle den chokerende besked. Hans reaktion var overraskende.

– Han var 100 procent sikker på, at han også var smittet. Selv om han ikke var testet endnu.

Og til en fælles lægesamtale kort tid derefter kom spørgsmålet igen: Hvor kommer smitten fra?

– Og dér siger Jens: “Jeg tror, det kommer fra mig”. Jeg blev bare sådan: “Hvordan kan du vide det?”. Jamen, han havde været sammen med en mand en enkelt gang, bare som et forsøg. Jeg blev virkelig chokeret. Resten af samtalen foregik i en osteklokke, mens lægen sagde, der ikke var noget, de kunne gøre for os, fortæller Pia.

14 dage senere fik Jens også et positivt svar sin hiv-test.

Alle var berøringsangste

Herfra startede to vidt forskellige forløb for kæresteparret. Han ville holde diagnosen hemmelig, mens Pia ønskede at være 100 procent åben. Så de valgte at holde det skjult de første mange år. Men det var ikke muligt for Pia slet ikke at betro sig til nogle få. Men:

– Der var ikke rigtig nogen, der snakkede med os om det. Alle var kede af det og berøringsangste. Hver gang, de så os, tænke de jo på, at vi skulle dø.

Fem år levede de med hemmeligheden, indtil Jens blev syg af aids i 1992 og døde af det. Mens Pia havde valgt at sige ja til al den medicin, lægerne med tiden kunne tilbyde hende, valgte Jens, at han ikke ville modtage behandling, så længe det var eksperimentelt. Til sidst var det for sent.

– I dag ved jeg godt, hvorfor han tog de valg. Han holdt det hemmeligt, fordi han ikke ville svare på spørgsmålet: “Hvor har du fået det fra?”. Det var jo både tabubelagt at være smittet og at være til mænd. Og grunden til, at han ikke ville tage medicin var, at han ville være sikker på at dø før mig, fortæller Pia Laursen Vognsen.

Kort før sin død valgte han dog alligevel at fortælle alle om sin diagnose. Og Pia valgte at tage revanche for hemmelighedskræmmeriet ved at begynde at holde foredrag om sin historie.

Pia var nemlig ikke bange for spørgsmål, for hun var jo “offeret”’ i historien, og det gjorde hendes situation langt mindre skamfuld end hans.

Efter hans død fandt Pia ud af, at han var biseksuel og tidligere havde haft en mandlig kæreste. Men han elskede Pia, og de nåede også at blive gift.

Det er over 30 år siden nu, og Pia lever stadig takket være medicin og kampgejst, som hun selv udtrykker det. Hun har også haft 25-års bryllupsdag med sin nuværende mand René.

Åbenhed er stadig hendes mantra. Hun oplever, at hiv og aids er mindre tabuiseret i dag, men fordømmelserne er ikke helt væk.

– Måske kan der også stadig være noget tabu omkring mænd og homoseksualitet, men jeg håber og tror, at vi er kommet væk fra den del af det, siger hun.