Pil står på kanten af sit gennembrud: “Mine fjender ville sige om mig, at jeg taler for meget om mine problemer”

At være en musiker som mig lige nu…

“… det er stille før stormen. Jeg føler, stormen bliver større og større. Men det er meget spændende. Jeg har gerne villet udvikle min musik og komme dybere ned i emnerne, så det er også mere intenst for mig at dele den, fordi den er blevet mere personlig. Nogle gange bryder jeg mig ikke om, at jeg skal tale om min musik, fordi jeg føler, at jeg kommer til at overshare, men så prøver jeg at huske mig selv på, at det også er derfor jeg har skrevet den. Jeg er bare lidt dårlig til at konsekvensberegne, hvad det angår.”

Når jeg arbejder, er jeg altid…

“… fokuseret og målrettet. Jeg kan godt blive opslugt til et punkt, hvor jeg lige skal huske at holde lidt fri engang i mellem. Men det er, fordi jeg bliver så utålmodig og gerne vil være færdig, så jeg kan godt blive frustreret, når en studiesession er slut.”

Min største drøm…

“… er at kunne blive ved med at lave det her. Jeg er bange for at vågne op en dag, og så er der pludselig ikke flere sange. Det har været en utopi for mig at leve af musikken og bestemme over min tid, men jeg har også altid haft det svært med tanken om at have en chef, der bestemte over mig. Da det gik op for mig, at jeg måske godt kunne leve af det alligevel, var jeg ude og gå en tur på Nørrebro, og dér fik jeg en slags åbenbaring. Det gav mig en lykkefølelse i kroppen, og så tænkte jeg: “Okay, jeg gør det sgu!””

Jeg er allermest tilfreds med mig selv…

“… når jeg har gjort min lejlighed ren og løbet en tur. Så er livet skønt, for så føler jeg mig nulstillet. Det er vigtigt for mig at have en base, hvor der er roligt at være, ellers bliver jeg floppy oven i hovedet. Ikke fordi jeg er et rodehoved, men meget af det jeg laver, er baseret på følelser og store, vigtige ting, og så er det godt at have ro på basen.”

Det mest afgørende øjeblik i min barndom…

“… var da jeg fik et klaver. Jeg tror, det var min mormor, der gav mig det, da jeg var omkring 16. Dér blev jeg bare helt opslugt af det her møbel, selvom det var ustemt. Jeg havde mange moments, når jeg var alene, og mine forældre var på arbejde, hvor jeg sad og gik i et med klangene. Jeg elskede lyden og den måde den fyldte rummet i stuen. Jeg tror, det var afgørende for mig at opdage det der rum, jeg kunne gå ind i og blive tryllebundet – nærmest hypnotiseret.”

“Mine forældre spillede lidt guitar og trommer, og der blev lyttet til meget musik i mit barndomshjem, TV-2 og meget jazz. Jeg gik lidt til klassisk klaver, men blev aldrig rigtig god til det. Det var først, da jeg fandt ud af, at der var noget, der hed rytmisk musik, at jeg blev ramt. Jeg fandt stille og roligt ud af at spille akkorder, og så kunne jeg pludselig ikke kun synge, men også akkompagnere mig selv. Det var en frihed. Som barn er man bare vred eller mega glad, men det var ved klaveret, at jeg opdagede de der blå følelser, som var meget dragende og føltes som en selvomsorg.”

Det største kompliment, jeg har fået…

“… var, da jeg havde skrevet sangen ‘Nattely’ og spillede den for nogle veninder, mens vi var i sommerhus, og så kunne min ene veninde ikke stoppe med at høre den. Hun satte den hele tiden på på den der laptop, vi havde med, så der var dårlig lyd, men jeg husker bare den der umiddelbare accept af noget, jeg havde lavet. Femte gang hun satte den på, var jeg bare sådan, stop, nu er det for meget, haha.”

Mine fjender ville sige om mig, at…

“… jeg snakker meget om mine problemer. Jeg har nogle gange tænkt, nu skal du lige pakke det der lidt sammen, for nu har du snakket længe, og folk ser trætte ud.”

Det bedste valg, jeg har truffet…

“… var at lade være med at studere og lave musik i stedet. Det var en meget svær beslutning, fordi jeg havde en idé om, at jeg skulle have en videregående uddannelse. Jeg boede også i Aarhus og studerede psykologi – sammen med Glenn Bech faktisk, som også droppede ud for at gå på forfatterskolen – men jeg havde det svært og var ufattelig ensom dér. Jeg kom også ind på fysioterapi og skulle lige til at starte, før det gik op for mig, at så ville jeg slet ikke have tid til at lave det, jeg ville allermest. Jeg ventede til det allerseneste med at tage beslutningen endegyldigt, fordi jeg ikke turde. Det føltes heller ikke godt med det samme, men mere som en nødvendig beslutning. Nogle gange så er de der dårlige valg bare noget af det, der gør, at man finder ud af, hvad man skal.”

Hvis jeg kunne give mit unge jeg et godt råd…

“… ville jeg meget enkelt sige, “du er altså god nok.” Da jeg var teenager, ville jeg enormt gerne passe ind og finde alliancer. Jeg var tit bange for ting, og bare det at få en sms fra en, som jeg syntes var sød, var meget overvældende. Jeg ville næsten hellere have, at han lod være, fordi det var for meget. Men det var jo ikke så farligt, som jeg gik og troede.”

Artiklen blev første gang bragt af Heartbeats, som også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.