"Selv når mænd er allermest idiotiske, er det stadig dem, vi laver film om"

Ha! Du skal vide, at jeg er meget mindre intens nu, end jeg var for 20 år siden, griner Connie Nielsen, da jeg en times tid inde i vores samtale spørger hende, hvorfor hun egentlig blev skuespiller.

For med alt det, hun har på hjerte, alle de holdninger, den brændende interesse for politik og samfund, virker skuespillet ikke som det mest oplagte valg.

Foreløbig har vi været rundt om Trump, kvindekroppen, feminisme, #metoo, woke-bevægelsen, racisme og tykke, selvglade mænd.

Og vi er slet ikke færdige endnu.

Jeg møder Connie Nielsen i hendes hotellejlighed på Østerbro, hvor hun bor for en kort bemærkning, mens hun laver pr for tv-serien “Drømmeren”, hvor hun spiller Karen Blixen.

Hendes yngste søn, Bryce, er med i København, og han kommer indimellem ind til os for at spørge om noget i forbindelse med deres ophold.

Hvad han må og ikke må, hvordan tingene fungerer i Danmark.

Forleden kom han hjem til Connie og sagde: “Prøv lige at høre her, mor. Danskerne taler altså grimt om folk med andre hudfarver!”

Helt utænkeligt i det område af San Francisco, hvor familien bor, og som er det “wokeste af woke”, som Connie siger.

– Jeg kan huske, dengang min far sagde: “Nu kommer muslimerne og overtager det hele, og pludselig er der flere muslimer end danskere!”

“Jamen, muslimerne ER jo danskere”, svarede jeg.

“Er du ikke klar over, at der er en årsag til, at en procentdel af befolkningen på mindre end fem gør dig bange?”

Magthaverne bruger angst og opfinder problemer, som gør folk reaktive.

Ca. 30 procent af befolkningen har en overaktiv “insula”, som er det område i hjernen, hvor ængstelse og bekymring sidder, og det passer meget godt med den del af befolkningen i USA, som vil have geværer og pistoler, er racistiske og bange for kvinder.

Det er så LET for politikerne at få fat i dem, og min far var helt sikkert en af dem, der var letpåvirkelige, fortæller skuespilleren, der er født og opvokset i Danmark, men har levet det meste af sit liv uden for landets grænser.

Faste og dvaskhed

Ideen om en serie om Karen Blixen opstod på Rungstedlund for tre år siden.

– Jeg var på museet for at lave presse for serien “Liberty”, og museumsdirektøren prøvede at gør mig interesseret, men jeg havde virkelig travlt.

På vej ud ad døren fangede mit øje et billede af en klassisk buste, som jeg var nødt til at gå tilbage og kigge på.

Det var et utroligt smukt billede, som nærmest lyste, og museumsdirektøren fortalte, at det var Karen, der havde malet det, da hun var 17 år.

Hun fortalte også, at Karen kom tilbage til Rungstedlund, da hun var 46-47 år og havde mistet alt.

Hun flyttede ind hos sin mor og tante og var nærmest tigger i familien, og hun var så dybt deprimeret, at hun ville begå selvmord.

Det var først da, hun blev forfatter, siger Connie Nielsen og fortsætter:

– Dén historie kender folk ikke, og jeg tænkte på, hvor mange kvinder der står i den situation: De er midt i livet, har taget sig af hus og hjem og mand og børn – i Karens tilfælde en farm – og føler, at nu er løbet kørt.

Måske føler de også, at de ikke længere har nogen værdi, fordi de har givet alting til andre hele deres liv.

Det er der så mange kvinder, der gør. Så jeg tænkte: “Denne her historie skal kvinder kende!” For jeg synes, at jeg som kvinde ofte leder efter rollemodeller.

Du fastede op til rollen for at blive lige så tynd som Blixen, har jeg læst?

– Ja, jeg tabte seks kilo, og det meste var muskler.

I min forrige film skulle jeg spille kriger, så jeg havde kæmpestore armmuskler og stor overkrop, og de muskler skulle pines væk, der var ikke andet at gøre.

Så jeg gik fra at træne fire-fem gange om ugen til ikke at lave noget som helst i seks måneder.

Det lyder som en hård behandling af din krop ...

– Ja, jeg faldt også fuldstændig sammen og så virkelig hærget ud, så det passede godt til Karen.

Jeg havde håbet, at vi kunne bruge proteser til mit ansigt, men det gav ikke noget til karakteren, tværtimod.

Så jeg brugte min krop til at give hende den dér krogede holdning, hun havde, og fik lag på lag af hvid og grå makeup i ansigtet.

Tænk, hun havde jo taget arsenik i årevis for at blive helbredt for syfilis, det ætsede hele hendes krop væk.

Grimme mænd på film

Connie Nielsen er ikke i tvivl om, at det her er en af hendes vigtigste roller – og hun mener også, at det havde været umuligt at rejse penge til sådan en serie inden #MeToo.

– Før #MeToo var det helt okay at sige, at den slags tv-serier ikke sælger.

I dag er der en forståelse i alle hjørner for, at du er NØDT til at have kvinderne med.

Vi har jo hele tiden vidst, at 65 procent af alle valg bliver foretaget af kvinder – det er kvinder, der vælger, hvilke film folk ser, og kvinder, der køber billetter til biografen – og alligevel laver man den ene film om mænd efter den anden, fordi en mandlig instruktør ikke nødvendigvis er interesseret i kvindehistorier.

Hvor mange flop har Schwarzenegger lige lavet? Har det ændret noget? Nej.

Det har det ikke, fordi der eksisterer et magtsystem og en “bro-ism” i filmbranchen. Tænk på alle de film, der er “bromances”.

Det er en del af en giftig kultur, der dikterer, at selv når mænd er mest fjollede, mest idiotiske, mindst dygtige, mindst intelligente og mindst pæne, er det stadig dem, vi laver film om.

Tror du, at #MeToo-bølgen er nok til ændre det?

– Jeg tror, at det er vigtigt, at kvinder bliver bevidste og står frem. Lige nu har vi en stor generation af unge kvinder, som er fuldstændig apolitiske.

I de sidste 20 år har mange kvinder sagt: Jeg er ikke feminist. Som om der er noget forkert i at være feminist.

Der er et skønt udtryk, der lyder, at det kun er dem, der ikke har noget på spil, som siger, at de ikke er politiske.

Men det er lige netop dem, der har et problem, for det er dem, der bliver undertrykt.

De unge i woke-bevægelsen er til gengæld enormt politiske, og det kan godt virke lidt overdrevet i starten, når man skal prøve at forandre noget.

Så kommer der en modreaktion, der sker en justering, og lidt efter lidt lander den det rigtige sted.

Magt er ulækker

Selv om Connie Nielsen har boet i USA i næsten 40 år, blev hun først amerikansk statsborger, da Donald Trump blev præsident.

– Trump kom lige efter Obama, og under Obama havde vi det så godt som aldrig før.

På otte år reddede han os ud af den mest forfærdelige økonomiske krise og fik det hele vendt, og så kom Trump og sagde “let’s make America great again”.

Again?! Amerika VAR great! Trump brugte bare den frase for at få folk til at tro, at det ikke var.

Det var ren manipulation, og det er det stadig, siger Connie Nielsen, der er meget interesseret i politik og samfundsforhold.

– Mine børn siger, at jeg har et ekstra gen dér, men jeg kunne aldrig drømme om at blive politiker, for jeg er slet ikke interesseret i magt.

Jeg synes, at magt er ulækker.

Der er undersøgelser, der viser, hvor meget magt laver om på vores hjerner, og det er bare ikke sundt. Men jeg tror på historier.

Det er vigtigt, at folk i alle aldre, racer og identiteter har adgang til at fortælle deres historie, for dét skaber empati og kan være med til at ændre verden.

Det er i virkeligheden nok derfor, at jeg er skuespiller, siger hun.

Connies egen historie er en af de mere barske.

Hendes mor var psykisk syg, og faren, der var opvokset på børnehjem og aldrig selv havde fået kærlighed som barn, var en hård mand, der brugte fysisk afstraffelse i sin opdragelse.

Forældrene var tilknyttet Mormonkirken, som Connie brød med, da hun var 15 år.

Hvad har du med fra din barndom – positivt og negativt?

– Jeg har jo boet mange forskellige steder: Jeg er født på Rigshospitalet, vokset op i Helsingør, flyttede som niårig til Frederikshavn, og da jeg var 18, rejste jeg til Paris og derefter til Milano og New York.

Så jeg har lært at observere forskellene de steder, jeg bor.

Prøvet at forstå, hvorfor folk er så forskellige, og forklare for mig selv, hvorfor folk handler, som de gør, og finde empati for det.

Det er en stor kunst ...

– Ja, jeg prøver at huske det hver dag.

Da jeg gik i gymnasiet, havde jeg en fantastisk dansklærer, som lærte os kritisk tænkning, og det var en af de mest øjenåbnende oplevelser, jeg har haft.

Var det hende, der åbnede dine øjne for, at du skulle forlade Mormonkirken?

– Nej, det var jeg allerede i gang med. For jeg havde set den grundlæggende racisme, der er i kirken.

Det var vildt at se, at hverken kvinder eller sorte mænd måtte få en position i kirken, og det var helt klart for mig, at hvis der fandtes en gud, så kunne det ikke være en gud, der gjorde forskel på den måde.

Vendte dine forældre dig ryggen, da du meldte dig ud?

– Nej, men de blev også begge to smidt ud et par år efter, fordi de blev skilt og begge to levede “i synd”.

De blev dog ved med at være troende til deres død.

Forældrenes smerte

Connies farfar og farmor var ikke gift, da de fik hendes far, og ville ikke leve med skammen over at have fået et barn uden for ægteskab, så de anbragte den lille Bent på et børnehjem og kom kun og besøgte ham én gang om året til jul.

Selv om de med tiden fik flere børn, tog de ham aldrig med hjem til familien.

– Begge mine forældre havde et enormt følelsesmæssigt læs at slæbe rundt på, en smerte over at være blevet massivt omsorgssvigtede som børn.

Tænk at aflevere sin baby til fremmede mennesker og kun komme og besøge ham én gang om året til jul, kan du forestille dig det?

Børn blev jo behandlet forfærdeligt i institutionslivet dengang i 1950’erne, min far blev sendt ud som gratis arbejdskraft på gårdene allerede som 14-årig, og der var aldrig nogen, der tog sig af ham.

Aldrig nogen, der gav ham kærlighed og et kram.

Da jeg sad ved hans dødsleje for to år siden, blev jeg SÅ overvældet af, hvor uretfærdigt, det var. At ingen var der for ham, fortæller Connie.

Hendes mors historie var ikke mere glædesfyldt.

– Min mor havde en bipolar lidelse og kæmpede med dyb depression og en følelse af aldrig at være accepteret.

Hun var rædselsslagen bare for at gå ned til slagteren, fordi hun følte, at han dømte hende.

Hun troede, at hvis folk ikke var vildt omfavnende over for hende, så var de imod hende, så så de ned på hende.

Indimellem havde hun de dér øjeblikke, hvor hun gjorde rent og bagte 15 forskellige slags småkager til jul og købte tøj til os, fordi vi gik rundt i laser, men ellers blev der overhovedet ikke gjort noget, fordi hun ikke magtede det.

Du taler meget om deres smerte, ikke om din egen?

Connie Nielsen synker noget. Skal lige samle sig, siger hun. Det påvirker hende stadig at tale om forældrene.

– Det er du ikke den første, der har sagt. Men jeg har gået i terapi og arbejdet rigtigt meget med mig selv, og jeg er nok også blevet skuespiller for at bearbejde mine følelser.

Hver gang, jeg går ind i en sorg i en rolle, bliver der brændt noget af min egen sorg af. Der sker en form for renselse.

Hvis ikke, jeg var skuespiller, ved jeg faktisk ikke, om jeg ville være i stand til at helbrede alle de ting i mig selv, jeg har helbredt gennem årene.

Jeg er meget påpasselig med ikke at udlevere min mor, for der er ingen anklager mod hende fra mig.

Men ved at dele min mors enorme smerte og den umulige rejse, hendes liv var, føler jeg, at jeg skaber en åbenhed, en samtale om psykisk skrøbelighed.

Min mor stod selv frem og talte om det, det var meget vigtigt for hende. Og det er også vigtigt for mig.

Morgengrim

Efter bruddet med Metallica-trommeslager Lars Ulrich i 2012 har Connie Nielsen ikke talt offentligt om en ny mand i sit liv.

Og det er med vilje – den del af sit liv taler hun ikke om, siger hun, da jeg spørger.

Hun bor lidt uden for San Francisco sammen med sin og Lars Ulrichs søn Bryce på 15, derudover har hun Sebastian på 32 med en tidligere italiensk kæreste, er bonusmor til Lars Ulrichs to voksne sønner Myles og Layne, og har også sin kenyanske plejesøn Yema Khalif og hans kone boende i et hus på grunden.

Hun har stadig nok at lave, selv om kvindelige skuespilleres værdi pr. definition er faldende, efter de fylder 50, og hun sparker da også selv døre ind, som hun siger.

– Det er fandme ikke for sissies (tøsedrenge, red.) at blive 50!

Der er dage, hvor jeg vågner og tænker: “Okay, jeg er på vej mod døden!”

I den første del af mit liv følte jeg hele tiden, at jeg var på vej et sted hen, nu er jeg bare på vej mod døden, siger Connie Nielsen og griner højt af sig selv.

– Når jeg har det sådan, skal jeg ud og gå en tur.

Ud og mærke naturen eller meditere og føle, at “okay, mit hjerte banker lige nu”. Det er dét, der betyder noget. Alt er godt.

Jeg har aldrig følt, at jeg var en smuk kvinde. Aldrig. Jeg har altid tænkt på mit udseende som noget meget teknisk, der skulle passe til den rolle, jeg spillede.

Der er SÅ mange gange, jeg vågner klokken fire om morgenen og skal ind og gøres grim til rollen, hvor jeg ser ud ad helvede til helt af mig selv.

Og det gør jeg med glæde for at fortælle den historie.

Hun griner igen.

– Tænk på alle de mænd, der sidder og hagler kvinder ned – hvordan ser de lige selv ud?

Der er så mange virkelig tykke mænd, som elsker livet. Som elsker sig selv og dem, de er, fordi de ikke dømmer sig selv.

De kender deres kraft og deres værd, og det skal vi også lære, formaner hun.