”At tabe håret har været et stort kontroltab for mig”

Skype-forbindelsen hakker lidt, mens billedet af en solbrændt ung kvinde toner frem på skærmen. Hun har store øreringe, piercing i næsen og en mørkegrå kasket på hovedet.

22-årige Rosa Birkelund er lige nu på en måneds rundrejse i Grækenland sammen med nogle venner, men hun har alligevel sagt ja til at forlade campinglejren og tage ind til en lille græsk landsby for at finde en café med internetforbindelse.

– Jeg kan mærke på mig selv, at jeg har brug for at komme ud med min historie. Både for at sætte nogle ord på det hele over for mig selv, men også så jeg forhåbentlig kan inspirere andre, der står i en lignende situation, siger Rosa.

Hendes stemme bliver lidt grødet, da hun tager kasketten af og vender ansigtet lidt væk fra skærmen.

– Når man ikke har noget hår, er man et lærred – og man kan male sig selv i alle mulige retninger. Men det er jo ikke fedt at være et blankt lærred, når man er 22 år gammel. Og særligt, når man føler, at man allerede har bygget sig selv og sin identitet op.

Tabte alt håret på et år

Rosa Birkelund har i løbet af blot ét år mistet alt sit hår på hovedet.

– Det har været en surrealistisk oplevelse og et stort kontroltab. Andre ting kan du gå med lidt for dig selv, men et hårtab kan du ikke skjule. Og du kan ikke styre, hvad andre mennesker tænker om dig, siger Rosa.

De første spæde tegn på hårtabet kom i starten af 2020, hvor Rosa holdt sabbatår hos familien i Odense.

– En aften, hvor jeg lod fingrene glide igennem mit hår, kunne jeg mærke, at noget føltes anderledes i baghovedet. Jeg fik min mor til at kigge på det, og hun kunne se, at der var kommet en skaldet plet på størrelse med en femkrone. Men sådan noget kan jo skyldes rigtig mange ting, så jeg tænkte ikke videre over det, fortæller Rosa.

I det tidlige forår 2020 rejste Rosa afsted til det nordlige Grækenland for at arbejde som frivillig i et hjælpecenter for flygtninge.

– En dag kom én af de andre frivillige hen til mig og spurgte, om jeg havde fået lavet et undercut omkring ørerne. Jeg havde faktisk haft sådan en frisure på et tidspunkt, så jeg smilede bare og sagde ”ja” – men jeg kiggede alligevel lidt ekstra grundigt i spejlet om aftenen, siger Rosa.

– Og så opdagede jeg, at min hårgrænse omkring ørerne var helt forsvundet. Jeg er ikke typen, der går så meget op i mit hår – det har været noget med lige at rede det hurtigt igennem og samle det i en hestehale, så jeg havde slet ikke lagt mærke til, at alle de små hår, man normalt har omkring ørerne, var faldet af.

Men så lukkede alting ned på grund af corona, og Rosa måtte rejse hjem fra Grækenland.

– Og så kom der en lang periode, hvor jeg havde masser af tid til at kigge mig selv i spejlet og tænke: ”Hvad ER det egentlig, der foregår?”

En daglig udtynding af håret

I løbet af foråret 2020 oplevede Rosa det, hun kalder en ”uendelig, daglig udtynding” af sit hår.

– Kæmpestore totter røg af i badet, og når jeg skulle rede mit hår, sad der masser af hår fast på børsten. Jeg blev ked af det, men jeg tror også, det skyldes, at mit hårtab flød sammen med coronakrisen. Jeg er meget udadvendt og kan godt lide at rejse, så for mig var det rigtig trist, at hele verden lukkede ned. Verden omkring mig ændrede sig, og min egen indre verden ændrede sig også, fortæller Rosa. Og tilføjer:

– Det er ubehageligt, når ens krop pludselig ændrer kurs, og man ikke aner, hvad der foregår.

Rosa gik til hudlægen og fik at vide, at hun var blevet ramt af den autoimmune sygdom alopecia, der også kaldes pletskaldethed, hvor immunforsvaret af uforklarlige grunde begynder at reagere ulogisk. Nogle taber alt håret, mens andre får nogle få skaldede pletter i hovedbunden.

– Hudlægen forsikrede mig om, at mit hårtab nok skulle stoppe af sig selv igen. I en periode gik det også lidt frem og tilbage: Jeg tabte halvdelen af mit øjenbryn, men det kom igen, og min hårgrænse omkring ørerne kom også tilbage, fortæller Rosa.

Håret dryssede ned på bøgerne

I september 2020 startede Rosa på statskundskabsstudiet på Aarhus Universitet.

– Og da jeg skulle til eksamen efter første semester, var mit hårtab blevet så voldsomt, at mit hår dryssede ned på bøgerne. Hver gang jeg lænede hovedet forover, røg der noget af mit hår af, fortæller Rosa.

Til sidst var der så lidt hår tilbage på Rosas hoved, at hun tog sagen i egen hånd og barberede de sidste totter af.

– Lige dér følte jeg, at jeg tog kontrollen tilbage – for nu var det MIG, der bestemte, at jeg lige så godt kunne være helt skaldet.

Rosa har nu været skaldet i over et halvt år, og hun ved ikke, om hun nogensinde får håret tilbage.

– At miste håret har forandret ALT for mig – og med det mener jeg, at hele min verden, hele min personlighed, har ændret sig, siger hun.

En palet af halvdårlige løsninger

Rosa drejer hovedet lidt, så de store øreringe dingler foran skærmen.

– Førhen gik jeg ikke med store smykker, men nu føler jeg mig nøgen uden øreringe. Det er virkelig gået op for mig, hvor meget femininitet der ligger i håret. Jeg SAVNER at have mit hår hængende løst eller at sætte det op i en flot hestehale. For mig er hver morgen en palet af halvdårlige løsninger, siger Rosa med et suk.

– Jeg har ikke nogen paryk endnu, så jeg står dér foran spejlet og tænker: ”Hvilken hat eller hvilket tørklæde går godt til det her outfit?” Uanset hvad, så skal jeg forholde mig til mit hårtab. Min gamle komfortzone er blevet slettet, og jeg er blevet nødt til at finde en ny. Og det kræver noget rygrad at vide, at andre mennesker tænker alt muligt om mig, siger Rosa stille. Og fortsætter:

– Jeg er hele tiden bevidst om, at folk tænker, at jeg er syg. Faktisk har jeg selv kæmpet meget med tanken: ”Fejler jeg noget, der ikke er blevet opdaget?” Så jeg har været til lægen mange gange og har spurgt: ”Vil I ikke nok tage en blodprøve mere?”

At tage kontrollen tilbage

Alt ser heldigvis fint ud, men hårtabet har sat mange tanker i gang, fortæller Rosa.

– Mens man er ung, vil man jo gerne udstråle sundhed og ”frodighed”, og jeg har da tænkt på, om jeg stadig gør det nu, hvor jeg ikke har hår på hovedet.

– At tabe håret har været et stort tab for mig, og jeg kan godt føle mig utaknemmelig og privilegeret over at tænke sådan, for det er jo ”bare” mit hår, jeg har tabt – men jeg synes også, det er i orden at være ked af det. For jeg har jo tabt noget i mit liv, der ikke er der mere.

Rosa rører ved sin piercing i næsen.

– Men jeg er i gang med at tage kontrollen tilbage – og jeg tror også, at det har givet mig en styrke at få hevet tæppet væk under mig så tidligt i livet.

– Jeg er blevet presset ud i en situation, hvor jeg har været nødt til at eksperimentere for at genfinde mig selv. Og nu, hvor jeg alligevel ser anderledes ud, kan jeg lige så godt prøve nogle ting af – så denne her piercing havde jeg nok aldrig fået, hvis jeg ikke var blevet skaldet.