For tre år siden tog hun den beslutning, der blev et vendepunkt: “Før følte jeg, at jeg bare skulle tage mig sammen”

Tvangstankerne og angsten var ved at æde forfatter Cecilie Grønlund.

De blev altoverskyggende og fik hende til at trække sig fra både familie, venner og sin uddannelse.

Hun forstod ikke, hvad der var galt, og til sidst var de insisterende tankespor så invaliderende, at hun havde svært ved at se for sig, hvordan hendes liv skulle fortsætte.

Med hjælp fra sin mor tog hun ind på psykiatrisk skadestue for omkring tre år siden, og det blev et vendepunkt for den unge forfatter. Hun blev tilset af en læge og fik en henvisning til behandling, og det resulterede alt sammen i, at hun i dag ved, at hun lider af OCD og angst.

“Jeg var startet på universitetet og fik det virkelig dårligt. Måske, fordi der lige pludselig var et pres. Egentlig havde jeg haft det dårligt i lang tid, men jeg havde lige haft sommerferie, hvor jeg ikke rigtig havde taget stilling til, hvordan jeg havde det. Og så knækkede studiestarten mig fuldstændig,” fortæller Cecilie Grønlund, der i samme periode også var debuteret som forfatter med romanen ‘Døgnåben’.

På denne dag sidder hun flankeret af en danskvand og et sæt krykker, resultatet af en nylig knæoperation, udsigten fra Kaffesalonen strækker sig over Søerne i København, og caféen sitrer på den gode måde.

Folk mødes, kindkysser og drikker en øl med sænkede fredags-skuldre. Det er fyraften, det er sensommer, det er weekend.

Midt i virvaret fremstår Cecilie Grønlund helt rolig. Hun er veltalende og reflekteret langt ud over det sædvanlige, og det er sådan set det, der altid har været ‘problemet’.

Man kunne ikke umiddelbart se på hende, at der var noget helt galt indeni.

“Jeg var god til at ‘fake’, til at sige, hvad de voksne gerne ville høre,” siger Cecilie Grønlund, der også var bange for at gøre sine forældre kede af det. Bange for at lægge dem til last med sine svære tanker. For hun kunne godt se, at de i længden var udmattende at lægge øre til.

Men følelsen af, at hun var lidt anderledes end de andre, har nok altid boet i hende. Hun kan i hvert fald huske, at hun døjede med udefinerbar ondt i maven, da hun var helt lille. At hun var meget nervøs og græd meget, og sammen med sine forældre besøgte hun både læger og psykologer. Men her gentog mønstret sig. De professionelle slog det hen, og Cecilie Grønlund forsøgte at gøre dem glade.

Da hun ramte sine 20’ere, gik hun på universitetet og var vellidt af sine venner. Så hvad var problemet egentlig?

Skammen

Vi spoler lige tilbage til den dag for tre år siden igen, hvor Cecilie Grønlund tog ind på psykiatrisk skadestue. For det var her, at det mentale korthus for alvor ramlede sammen, men det var også begyndelsen på et vendepunkt. Det var nemlig her, at der for første gang var forståelse at hente. Hun blev taget alvorligt.

“Jeg tror, det har forandret mig meget, at jeg endte på psykiatrisk skadestue. Det er jo ikke, fordi det er en identitetsmarkør, men besøget gav mig medhold i, at der altså er noget galt. Det er selvfølgelig lidt skrækkeligt, at det skulle komme så langt ud, før der var nogen, der kiggede lidt dybere ind i det, jeg sagde,” siger Cecilie Grønlund.

Hendes øjne er lysende blå og kigger direkte ind i mine med opmærksomhed og alvor. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg synes, hun er meget modig. At hun åbner op for mig, en fremmed, på en café midt i fredags-mylderet, og fortæller om noget af det allersværeste, hun nogensinde har prøvet.

“De så mig som syg, som en, der havde det svært, og de var meget omsorgsfulde. De dømte mig ikke, og de havde ligesom accepteret, at der var noget ‘galt med mig’, også selvom de ikke kendte diagnosen endnu,” forklarer hun om den hjælp og behandling, som hun efterfølgende fik.

Efter turen på psykiatrisk skadestue, var Cecilie Grønlund selvfølgelig også ked af det.

Hun boede hos sine forældre, mens hun ventede på at starte i behandling. Men hvorfor skulle det være sådan her?

Til tider skammede hun sig ligefrem over at ‘tage pladsen’ i det psykiatriske system fra en, der måske havde det meget værre end hende.

Hun kendte endnu ikke sin diagnose og tanken om, at det måske bare var ingenting, noget, hun kørte op, rumsterede stadig. Derfor hjalp anerkendelsen, som hun have fået fra sundhedspersonalet, rigtig meget.

“Det, der hjalp mig med at få det bedre, var, at der var nogen, der sagde, at det ikke bare var almindelige ungdomsproblemer, som jeg kæmpede med. At det ikke var noget, hvor jeg ‘bare skulle tage mig sammen’. Det havde jeg tidligere tænkt, at jeg skulle, så for mig var der meget skam forbundet med mine følelser,” siger hun.

I perioden mellem besøget på psykiatrisk skadestue og behandlingen dukkede hun ikke op på universitetet.

I stedet begyndte hun at skrive sporadiske noter ned. Hun følte, at det var nødvendigt at skrive om hendes oplevelser og tanker, både for hendes egen skyld, men også som et vidnesbyrd, der måske kunne være en hjælp for andre i samme situation.

Hun smiler halvvejs forlegent, da hun siger det, fordi det hurtigt kommer til at lyde, som om ‘alting har et purpose’ og en dybere mening.

Ikke desto mindre blev noterne rent faktisk til en roman. ‘Jeg kunne flå noget levende’ udkom i august i år.

Her følger vi fortælleren Anna, der bærer på en dyb og selvdestruerende hemmelighed. Hun har tvangstanker, der som en invasiv parasit langsomt overtager hendes hverdag.

For Anna er det forbundet med en stor skam.

Hvorfor kan hun ikke finde ud af bare at være ung og flyve med 20’ernes lette brise af fester, studier og fritidsjob? Hvad er der galt med hende? Hvorfor er det så svært for hende at holde relationen til sin mor ved lige? Hvorfor kan hun ikke finde ud af at have en kæreste?

Med nøgternhed, elegance og lethed skriver Cecilie Grønlund om de mørkeste perioder i sit liv.

Hun skriver om det, så man som læser kan holde smerten ud. I fortællingen er der lagt perler af lys ud, der alle sammen bidrager til et håb. Et stærkt venskab til en veninde, en mor, der griber Anna, da hun falder tungest.

Karakteren Anna er ikke grebet ud af den blå luft. Tværtimod har den altså rødder i Cecilie Grønlunds egne oplevelser.

“Du har nok bare kærestesorger”

I mange år havde Cecilie Grønlund været syg, men uden at vide det med sikkerhed. Når tankerne filtrede sig ind i en gordisk knude, prøvede hun at sige til sig selv, at det var ‘sådan nogle problemer, som alle har’.

For de gange, hun tidligere havde samlet modet til at tale om de svære følelser indeni, blev hun mødt af konklusioner fra professionelle som: “Det er nok kærestesorger,” eller: “Du reagerer nok bare på dine forældres skilsmisse.” Hun følte sig ikke set.

“Det er jo normalt, at folk har det lidt svært, når de er unge. Så jeg tænkte meget, at jeg måske var meget følsom, og at jeg ikke kunne finde ud af at være i verden, som man burde i andres øjne. Jeg havde nok følelsen af, at jeg var for syg til at være i hverdagen, men at jeg var for rask til at være i det psykiatriske system,” siger Cecilie Grønlund og forklarer, at det var dén følelse, hun gerne ville skrive frem i bogen.

De noter, hun løbende tog, mens hun ventede på at blive udredt, dannede grobunden, men i bogens videre tilblivelse opdigtede hun en fiktiv hovedkarakter og historie, der er blevet lagt ovenpå noterne.

“Det har været mega svært for mig at skrive Anna frem, fordi jeg ikke ville bruge mine personlige tanker en til en. Mine tvangstanker var knyttet op på meget specifikke sociale relationer. Så jeg skulle opfinde hendes tanker, så de passede på min sygdom, men alligevel ikke mindede for meget om mig. Det lyder meget kliché-agtigt, men det var selvfølgelig ret forløsende og terapeutisk at skrive det frem. Det fik mig til at forstå mig selv bedre,” siger forfatteren.

I den psykiatriske forskning har man de senere år talt om ‘de oversete kvinder’, fordi mange kvinder først diagnosticeres i en sen alder med eksempelvis ADHD. Ofte bliver de rubricerede som ‘generte piger’.

Det har Cecilie Grønlund selv erfaret.

Og hun forklarer, at det kan være svært at blive taget alvorligt i ‘systemet’, hvis ikke der er nogen synlige tegn på en eller anden form for mislighold eller udadreagerende adfærd.

“Der står mange steder i min journal, at jeg er ‘en meget velsoigneret ung kvinde’,” fortæller hun.

“Selvfølgelig kan dét godt være relevant. Men jeg synes, det var så underligt at læse, for det er lidt farligt at sige, at folk kun kan have det dårligt, hvis de ser ud på en bestemt måde.”

Drømmen for den unge forfatter er, at bogen kan hjælpe med at sætte fokus på de lidt mere introverte, mentale lidelser, der er svære at få øje på.

“Jeg har oplevet, at det har været meget usynligt, fordi jeg har gået og gemt på angsten. Det var nemt nok for mig, fordi jeg bare valgte at være en stille mus,” siger hun.

‘Pure O’ – en anden slags OCD

En tid med behandlinger fulgte efter besøget på psykiatrisk skadestue. Cecilie Grønlund begyndte i gruppeterapi på Stolpegården, et psykoterapeutisk center i Region Hovedstaden, og langsomt, men sikkert begyndte hun at få det bedre.

De fleste kender måske OCD som noget, hvor man er styret af en række ritualer.

En ‘tjekke-adfærd’, hvor man måske vasker minutiøst hænder på den helt samme måde et utal af gange hver dag, måske skal man handle et ulige antal varer, hver gang man er i supermarkedet, eller også skal man tjekke, at døren virkelig er låst 12 gange, inden man kan gå i seng. Man er nødt til det, selvom man godt ved, at det udefra set virker fjollet og decideret unødvendigt.

Men tankerne overtager, og de bliver handlingslammende, også selvom ens fornuft pipper noget andet fra et sted i hjernen.

Cecilie Grønlund er ikke 100 procent diagnosticeret endnu, men en psykolog mente, at hun led af ‘Pure O’, en gren af OCD’en, hvor tvangshandlingerne udelukkende foregår oppe i hovedet. På behandlingsstedet Stolpegården mente de også, at hendes tankemåde var meget tvangspræget.

“Det var bare virkelig rart at få sat ord på. Det er jo et eller andet sted bare min tankemåde, og jeg havde aldrig prøvet at få den forklaret af andre før,” siger Cecilie Grønlund.

Hendes ‘tjekke-adfærd’ kom til udtryk ved, at hun eksempelvis efter en fest havde et stort behov for at gennemgå sin adfærd fra festen fra start til slut med sine venner.

OCD’en kunne opdigte en historie om, at hun havde sagt eller gjort noget, der ville gøre uoprettelig skade. Derfor havde hun brug for sine venner til at forsikre sig om, hvad der i virkeligheden var sket. Og hun kunne spørge om det mange gange.

“Nogle gange har jeg stadigvæk et spor kørende med en tvangstanke hele tiden. Jeg får en idé om noget, jeg har gjort forkert, og så kører den helt ud i hampen. Jeg kan ikke sove, og der kører hele tiden sådan en film om, hvad der kommer til at ske,” siger Cecilie Grønlund.

Hun forklarer, at det kan være svært at forklare tvangstankerne til udenforstående, for de kan jo gang på gang bekræfte, at det tænkte katastrofescenarie ikke er virkeligt.

“Det var svært for mine forældre og mine pårørende, at jeg ikke kunne lade det ligge, når de havde bekræftet, at der ikke var nogen, der hadede mig, fordi jeg havde kigget på dem på en bestemt måde. Eller hvis de sagde: “Der er ikke nogen, der giver en fuck – du kan sagtens gå på gaden.” Men jeg kunne ikke lægge det væk,” siger Cecilie Grønlund, der delte sine tanker særligt med sin mor, men også sine venner.

Senere har hun fundet ud af, at det med at føle, at hun skulle tilstå en masse ting – selvom hun ikke havde gjort noget – er en del af sygdommen.

Vennerne var nøglen

Venskaber har været hovedpulsåren i Cecilie Grønlunds heling. Det har været sammen med sine venner, at hun har følt sig mindst syg og mest fri. I Grønlunds roman er det faktum rørende personificeret gennem karakteren Barbara, som er Annas bedste veninde.

Barbaras kærlighed er ubetinget, og hun synes, at det er frygteligt at se, at hendes veninde saboterer sig selv. Ikke desto mindre bliver hun i relationen med en stor omsorgsfuldhed. De to veninder kan tale om Annas svære tanker og formørkede sind på en umærkelig, næsten hverdagsagtig måde, hvor det tunge væver sig ind og ud af almindelige ungdoms-skærmydsler. Forelskelser, studiejob og udveksling.

“Det har jeg også virkelig selv oplevet,” siger Cecilie Grønlund.

“Det var mine venner, der holdt mig oppe. Og dem, der gjorde, at jeg kunne føle, at jeg var noget værd. De så mig på en anden måde, og det gjorde, at jeg også kunne se mig selv gennem deres øjne. Det var sammen med dem, jeg følte mig mest normal.”

Vennerne så hende hverken som syg eller underlig. Heller ikke selvom, der var perioder, hvor Cecilie Grønlund var rigtig meget derhjemme og ikke kunne overkomme at gå i skole.

“Hvis ikke mine venner havde været der, så ved jeg ikke rigtig, hvad der ville være sket,” siger hun.

I dag bliver hun stadigvæk af og til ramt af angst og tvangstanker. Men hun har lært at håndtere dem. Hun er begyndt at læse dansk igen på universitetet, er omgivet af gode venner og har fået en kæreste. Selvom hun er nået dertil, synes hun stadigvæk, at det er svært at give andre gode råd. Mest af alt, fordi det er så forskelligt og individuelt, hvad folk med psykiske lidelser slås med.

Alligevel er der særligt én refleksion, som hun gerne vil give videre.

“Hvis du kan mærke, at der er noget, der virkelig føles mærkeligt, så er det nok rigtigt. Også selvom der ikke er nogen, der lige umiddelbart ser det. Jeg har virkelig mistet min dømmekraft af, at der ikke var nogen, der tog det, jeg sagde, alvorligt,” siger hun.

“Jeg tror i hvert fald, jeg ville have haft godt af, at der var nogen, der sagde til mig, at det, jeg mærkede, var rigtigt.”

Denne artikel blev første gang bragt af Heartbeats.dk, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.