Vi havde kendt hinanden i tre måneder, da min kæreste blev gravid. Så sad vi pludselig der med et kolikramt barn

Hvad har været et vendepunkt i dit liv?

– Det største vendepunkt for mig har været at få børn. Jeg blev far for første gang i 2015. Jeg var 37 år, og jeg havde aldrig boet med en kvinde før, så jeg fik kæreste og barn i en sen alder. Jeg havde haft kærester tidligere, men det havde aldrig været i så lang tid ad gangen, og jeg havde indtil dette tidspunkt altid boet alene og kunnet gøre, hvad jeg havde lyst til. Derfor var mit liv, indtil jeg fik barn, meget præget af arbejde og karriere.

– Mange af de glæder, jeg havde inden, handlede om at spille teater og film og instruere og være skuespiller og herigennem fandt jeg også min omgangskreds. Jeg havde altid gerne ville have børn og familie, men jeg havde bare ikke mødt den rigtige. Da jeg nåede op i en vis alder, begyndte jeg at frygte, om det her med at slå sig ned og finde en at leve sammen med og få børn med overhovedet ville ske for mig. I midten af 30’erne var jeg måske lidt desperat efter at prøve at finde en. Jeg følte mig ensom, jeg var træt af at sidde alene i min lejlighed, og den frihed mit liv rummede havde ikke værdi længere.

– Jeg frygtede, at den tilstand ville vare resten af livet, for hvor fanden skulle jeg finde en kæreste? Da jeg så mødte min kæreste, blev hun gravid efter tre måneder. Jeg kendte hende ikke særligt godt, og hun flyttede ind i min lejlighed med det samme. Der kom et barn til verden, da vi havde etårsdag som kærester. Da vi ikke kendte hinanden så godt, blev det et enormt stort vendepunkt, fordi det var gået så stærkt.

– Selv om jeg var parat til familie og børn, vidste jeg ikke, hvordan den romantiske idé så ud i virkeligheden, men den var knapt så romantisk, skulle det vise sig. Pludselig sad vi en lille lejlighed med et kolikramt barn, der skreg seks måneder i træk. Den forelskelse, som vi stadigvæk havde, blev udfordret af praktik og planer. Jeg var glad, men jeg var også helt udmattet. Det med at vågne op i en lejlighed, hvor virkeligheden fra den ene dag til den anden, så helt anderledes ud, var et stort vendepunkt for mig.

Hvornår har livet været allerbedst?

– Det har været forbundet med nogle længere rejser. Jeg har haft to rejser i mit liv, som har været lidt længere: En rejse til Vietnam med min bror og en rejse til Californien med min kæreste og treårige datter, hvor vi var på roadtrip. Det husker jeg som nogle af de lykkeligste tidspunkter i mit liv. Det kan godt være, at de ikke altid var det, mens jeg rejste, men det er de i hvert fald i mindet om dem. Jeg kan godt lide at være på eventyr, jeg kan godt lide at være på roadtrip, hvor man er på vej et nyt sted hen: toppen af et bjerg, søer, byer. Det har jo selvfølgelig ikke meget med hverdagen at gøre, men som et afbræk fra hverdagen, er det fantastisk.

– Jeg kan specielt huske en oplevelse med min kæreste og min datter, hvor vi sov ude i en ørken i Californien. Vi havde lejet en lillebitte bus, som vi kunne sove i. Der var kun os, bussen, mørket og vinden, der blev koldt om aftenen. Jeg satte mig op på en lille forhøjning ude i ørkenen og kiggede ud i mørket og op på stjernerne. I horisonten kunne jeg skimte lys fra nogle fjerntliggende byer, civilisationen var langt væk. Det der med at være alene ude i ørkenen, men stadigvæk sådan, at vi havde bussen, så vi kunne køre tilbage til et mere normalt liv, gav mig et sus af at være til.

Hvornår har livet gjort allermest ondt?

– Jeg synes, at livet gjorde ondt, da jeg var teenager. Jeg følte for meget, og jeg lod mit selvværd bestemmes af, hvordan andre behandlede mig. Alle de gange jeg blev forladt af kærester, fyldte kærestesorg rigtigt meget. Jeg var ekstremt følsom og meget romantisk anlagt, og jeg havde en naiv forestilling om livet. Jeg gik ud i verden med åbne arme i forhold til at tro på kærligheden, og der måtte jeg erkende, at livet gjorde ondt, at det ikke er nemt, når nogen ikke altid vil det samme som en selv eller elsker en tilbage. Jeg oplevede følelsen af forladthed, og jeg erfarede igennem min ungdom, at verden var mere hård, end jeg troede, da jeg var barn.

– Den overgang fra barn til voksen var svær for mig. Mit knuste hjerte og mine oplevelser med ulykkelig kærlighed gjorde, at jeg sad og skrev meget dagbog og græd for mig selv. Når man som voksen kigger tilbage, kan man godt tænke “ah, herregud”, men det skal man passe på med, for man skal jo have lov til at opleve og føle livet, der hvor man nu en gang er. Dengang kunne jeg godt have brugt en, der havde holdt mig i hånden og sagt, “du skal nok blive glad igen”.

– Jeg havde en kæreste, fra da jeg var 13-15 år, og hun var to år ældre end mig. En dag blev hun for meget en kvinde til at være sammen med en to år yngre fyr. Hun skulle være au pair i USA, og hun fortalte mig, at vi ikke skulle være sammen mere. Det var hårdt at miste den kærlighed, jeg havde oplevet for første gang. Jeg var lang tid om at komme mig over bruddet.

Hvad er dit livs største udfordring?

– På nuværende tidspunkt er det at balancere privatliv og arbejdsliv. Jeg er et meget ambitiøst, passioneret og dedikeret menneske, når det kommer til mit arbejde. Jeg kunne sagtens leve alene, jeg ville helt sikkert blive ulykkelig, men jeg kunne sagtens få tiden til at gå og finde en glæde i det, jeg laver, men det ville også komme med en stor personlig pris. At balancere de forskellige områder i mit liv, som jeg har en kærlighed til, synes jeg er lidt som en linedans, hvor jeg ofte er lige ved at snuble.

– Da jeg ikke er specielt struktureret, kan det godt gå op i en spids at balancere de forskellige områder og skabe nogle store gnidninger blandt andet i parforholdet. Nogle gange kan jeg godt forsvinde ind i mig selv og mit arbejde, hvor jeg bliver totalt fraværende fra alt det andet, der ikke føles lige så vigtigt.

– Men når der er børn, familie, forældre og venner, der vil mig, og ens krop måske også siger, at du skal begynde at passe på, ved jeg, at jeg skal stoppe op og trække vejret og sige til mig selv, at det hele nok skal gå og så prøve at være mindre dedikeret i forhold til min passion. Men jeg arbejder stadigvæk på at finde den rette balance.

Hvornår har du sidst været misundelig?

– Jeg er meget misundelig hver eneste dag for tiden, fordi jeg har lavet filmen “Speak No Evil”, som har haft store udfordringer på grund af corona. Filmen har været med på Sundance Filmfestival, men kun online, fordi den fysiske festival blev aflyst. Det var en ekstrem stor skuffelse for mig ikke at kunne komme med til den. Jeg har vidst i et år, at jeg skulle til Sundance Festival, og jeg har drømt om det hele mit liv. I stedet har jeg været på onlinefestival i en måned.

– Nu har jeg lige set billeder af nogle af mine kollegaer på Instagram, der er til festivaler fysisk i hele verden. Det er jeg pissemisundelig over, altså at de får lov til at opleve den fysiske del af at være på filmfestival og fejre filmen sammen på holdet og møde forskellige mennesker. Jeg synes, at det er døduretfærdigt imod mig. De får lov til noget, som jeg har arbejdet på og drømt om, og jeg får kun lov til at opleve det i en pseudoverden. Det gør ondt. Men jeg er også glad på deres vegne.

Hvis dine venner skulle bagtale dig, hvad tror du så, at de ville sige?

– De vil sige noget, som jeg overhovedet ikke forstår, at de synes. De ville bagtale mig med, at jeg var nærig, fordi det driller de mig nogle gange med. Det provokerer mig, fordi det er jeg ikke. Jeg har prøvet at regne ud, hvorfor de synes, at jeg er nærig. Jeg snakkede med min kæreste om det, og vi kom frem til, at det hænger sammen med, at jeg bliver lidt overrasket over, hvad tingene koster. Jeg synes tit, at penge bare er noget, der bliver suget ned i et stort, sort hul, og jeg er også bevidst om, at jeg ikke tjener penge hver eneste dag.

– Vi har en drengeklub, som vi haft i tyve år. Her ser vi film og skiftes til at give middag. Når jeg så inviterer vennerne et sted hen at spise, og de tager det dyreste på kortet, og vi er seks mennesker, og det faktisk bliver 2.400 kr., som jeg skal betale alene, så kan jeg godt komme med en kommentar, som resulterer i, at de synes, at jeg er nærig. Eller når vi skal have julepakkeleg sammen, og gaverne minimum skal koste 300 kr., og jeg så siger, at det, synes jeg, er lidt dyrt, så kommer det ned i deres kasse med, at “Christian er nærig”.

– Men når jeg tænker på, at jeg har en familie, jeg skal forsørge, synes jeg faktisk, at det er meget at bruge så mange penge på pakkeleg. Nu er jeg holdt op med at sige noget, hvis vi er ude at spise, fordi jeg ved, at de andre vil drille mig eller tale bag min ryg.

Hvad kan du godt lide ved dig selv?

– Jeg synes, at jeg er et meget begejstret menneske. Jeg kan godt lide, at jeg holder meget af andre mennesker og at være sammen med dem lige meget, hvem de er. Jeg er god til at være øjenhøjde med andre og få dem til at føle sig godt tilpas. Jeg er ægte interesseret i folk lige meget, hvem jeg møder. Jeg ser ikke ned på nogen. Jeg er den perfekte bordherre. Jeg kan godt lidt at høre om folks liv i stedet for at få en sludder for en sladder.

Hvad kan du ikke lide ved dig selv?

– Der er rigtigt meget af den praktiske del af livet, jeg slet ikke har styr på. Jeg tror, at det bunder i en udpræget distræthed i mit privatliv. Jeg kan ikke engang finde ud af at tage tøj på, skjorten hænger halvt hen over skulderen, knapperne er aldrig lukkede ordentligt. Jeg kan ikke finde ud at rydde op, jeg kan ikke finde ud af at sætte et billede op, jeg er doven i alle henseender i forhold til almindelig praktik.

– Jeg kan godt lide at lave mad, men jeg kan ikke have to gryder i kog og have en samtale kørende samtidig, jeg kokser af stress oveni hovedet. Modsat forholder det sig, hvis jeg arbejder. Her kan jeg sagtens koncentrere mig og give det al min energi. Jeg er ikke stolt over min dovenskab og distræthed overfor praktik og evnen til at bare at lukke af for det. Jeg øver mig på at blive bedre, men det er op ad bakke.

– Måske skyldes min manglende koncentration, at alt det praktiske er kedeligt. Det giver også problemer i forhold til parforholdet. Hvem skal rydde op? Jeg gider ikke at lægge puslebrikkerne på plads eller tage fadene, der ikke kunne komme i opvaskeren, når jeg endelig har puttet mine børn, jeg vil bare se en serie.

Er du bange for at dø?

– Det er jeg nok. Jeg har forskellige fobier og tvangstanker om sygdom og pludselig død. Men jeg synes, at det er blevet bedre efter, at jeg har fået børn, hvor døden tidligere har fyldt meget i forhold til mit eget liv. Efter at jeg har fået børn, er jeg blevet mere kynisk i forhold til min egen død. Jeg er nu lidt mere ligeglad og afslappet i forhold til døden. Mit mareridt er, hvis der skulle ske mine børn noget.

– Jeg kan godt mærke, at jeg giver stafetten videre, og de har et liv foran sig. Det har hjulpet mig meget, det klarsyn, for mine børns liv er vigtigere end mit liv. Jeg har aldrig helt forstået, når forældre sagde til mig, at de ville gå i døden for deres eget barn, men det forstår jeg nu. Jeg ville stille mig ind foran en lastbil uden tøven og skubbe mine børn væk, hvis det kunne redde deres liv.

– Jeg synes, at det er godt, at jeg har selv fået et mere afslappet forhold til min egen død, fordi jeg har levet et halvt liv og været glad for mange af de ting, der har været i det. Jeg har en større accept af, at livet bevæger sig imod en afslutning. Tidligere synes jeg, at der var noget perverst over, at vi alle sammen skulle dø, men nu synes jeg, at der er noget smukt over, at vi skal dø, fordi det er med til at give livet mening. Tanken om et paradis, hvor vi skal leve for evigt, eller at vi bliver genfødte på Jorden i en uendelighed, synes jeg er meget mere skræmmende, end at vi dør.