Viralt fænomen fik hende til at spærre øjnene op. Nu har hun skrevet en bog om børnene foran kameraet

– Har De nogensinde set videoer på YouTube med “the cheese challenge”?

Det er et globalt fænomen, der går ud på, at forældre smider et stykke orange grillost i ansigtet på deres baby, mens de filmer babyens reaktion.

Nogle babyer bliver overraskede, andre skriger, fordi de får et kæmpe chok – og så gælder det om at få flest visninger, flest likes på sin video.

Første gang, jeg så en video med “the cheese challenge”, troede jeg ikke mine egne øjne.

Som vi siger på fransk: Il faut le voir pour le croire – man skal se det, før man tror det.

Delphine de Vigan har sat sig i en antik velourstol på Den Franske Ambassade i København.

Solen rammer væggenes gyldne tapet, og vi er omgivet af gobeliner, lysekroner og dyrebare malerier. Der er noget majestætisk over rummet her, som passer godt til titlen på hendes seneste roman, “Børnene er konger”.

I romanen er børnene dog ikke konger i et fransk palads – men på YouTube, hvor de skovler penge ind til deres forældre ved at blive filmet fra morgen til aften.

– Ja, og hvilket kongerige er det? Under arbejdet med min bog har jeg opdaget en verden, som jeg ikke anede eksisterede.

Men hvad sker der med de børn, der lever deres barndom som stjerner på de sociale medier? lyder det fra den franske stjerneforfatter.

Ikke interesseret i berømthed

Delphine de Vigan er klædt i afslappet tøj, men hun signalerer alligevel, at der skal holdes på formerne – så på ægte fransk manér er vi ikke dus, men des.

I Frankrig er Delphine de Vigan en af de helt store stjerner på den litterære himmel: Hendes gennembrudsroman “Alt må vige for natten” er blevet solgt i over 1,5 millioner eksemplarer i hjemlandet, og siden da er forfatterskabet blevet fulgt op med flere bestsellere og hæderfulde priser.

I disse dage er Delphine de Vigan er på fransk visit i Danmark i anledning af, at hendes nye roman udkommer på dansk.

Programmet er stramt, og en træthed anes i forfatterindens øjne. Hun lyser op, da ambassadens medarbejder kommer med en to go-kaffe til hende.

Hvordan er det for Dem at være så berømt?

– Det er ikke vigtigt for mig at være berømt.

For mig er det vigtigt, at mine bøger bliver læst. Min læserskare er meget bred – jeg har mange helt unge læsere, fordi flere af mine bøger bliver brugt som en del af undervisningen på de franske gymnasier.

Jeg har også ældre læsere, og mine bøger bliver både læst af mennesker, der læser meget – og af mennesker, der ikke læser særlig meget. Det gør mig virkelig glad, smiler Delphine de Vigan.

Deres nye roman handler om de sociale medier og om længslen efter at blive set, at blive en stjerne. Hvordan er Deres eget forhold til de sociale medier?

– Jeg er ikke til stede på de sociale medier. Ikke på Instagram, ikke på Facebook. Ingenting.

Jeg har taget et valg om at forblive “skjult” – jeg har en Instagram-konto, som jeg bruger til at observere, hvad der foregår.

Men jeg har ikke selv lyst til at pleje mit image på de sociale medier.

Er det ikke svært at tage sådan et valg – som kendt forfatterinde?

– Nej, siger Delphine de Vigan, men trækker alligevel lidt på det.

– For nogle år siden var der mange, der sagde til mig: Du bliver NØDT til at være på Facebook og Instagram, for ellers er der ingen, der elsker dig mere eller læser dine bøger.

Mais finalement, ça va – det er lykkedes mig at overleve.

Jeg er et levende bevis på, at man godt kan eksistere på andre måder end gennem de sociale medier.

Barnestjerner på YouTube

I Delphine de Vigans nye roman møder vi Kimmy og Sammy, der bliver iscenesat af deres mor, Mélanie, på YouTube-kanalen Happy Play.

Mélanie ser sig selv som en eventyragtig “fe-mor”, der styrer sine børns lykkelige liv med videokameraet i hånden.

Mélanie sender stjernekys ud til Happy Plays fem millioner følgere, mens hun filmer sine børn dagen lang.

Kimmy er to et halvt år gammel, da hun lærer at kigge ind i kameralinsen og smile, mens hun pakker gaver ud på YouTube eller danser rundt i prinsessekjoler.

Men en dag forsvinder Kimmy på mystisk vis.

Hun leger dåseskjul i gården ved det lejlighedskompleks, hvor familien bor – og pludselig er hun væk.

Eksisterer Kimmy og Sammy i virkeligheden?

– Nej, jeg har opfundet dem til min roman, men de er inspireret af alt det, jeg har observeret på YouTube – og på en måde har jeg intet opfundet.

Efter at jeg havde skrevet min roman, viste det sig, at en af de mest kendte og velhavende YouTube-familier i Frankrig for nogle år siden havde modtaget et trusselsbrev om, at deres børn ville blive bortført.

Det vidste jeg ikke, da jeg skrev romanen – men det satte mange tanker i gang, fortæller Delphine de Vigan.

Hvordan blev De inspireret til romanens tema?

– Det var lidt af et tilfælde. Jeg sad derhjemme en aften og så en tv-reportage om influencerbørn – det havde jeg aldrig hørt om tidligere, så det fangede min interesse.

Jeg vidste ikke engang, at fænomenet eksisterede, siger Delphine de Vigan og ryster lidt på hovedet.

– Men jeg så denne her reportage om nogle børn, der blev modtaget som rockstjerner i et fransk storcenter, og jeg spurgte mig selv:

Hvem ER de her børn?

Langsomt begyndte jeg at forstå, at der findes en verden, hvor forældre laver reality-tv i deres eget hjem og iscenesætter deres børn på de sociale medier – med det formål at blive berømte og tjene penge.

Gaveregn til små reality-stjerner

Samtalen drejer ind på YouTube-fænomenet “unboxing”. Det går ud på, at barnestjernerne modtager bjerge af gaver, som de så åbner foran kameraet.

Delphine de Vigan kigger lidt opgivende ud i luften og siger så:

– Da jeg var en lille pige, drømte jeg om at blive lukket inde i en legetøjsbutik og få lov til at prøve ALT legetøjet.

Men man kan ikke få alting her i verden, og det er vigtigt at lære, at frustration, længsler, drømme – det at ønske sig noget – er en del af livet.

De små YouTube-stjerner venter ikke på noget, de drømmer ikke om noget – for de har alting.

Så der er et behov for at ønske sig noget, der undslipper de her børn, der jo – uden selv at være bevidste om det – optræder som reklamesøjler.

I romanen bliver politikommissæren Clara sat på sagen, da Kimmy forsvinder.

– Clara og Mélanie er jævnaldrende, men er to modsætninger: Mélanie er en kvinde, der søger lyset.

Hun har brug for at blive set, at blive bekræftet, fortæller Delphine de Vigan.

– Politikommissæren Clara vil hellere være i mørket, og hun søger på en måde at forsvinde. Både af temperament, men også fordi hendes arbejde handler om diskretion og hemmeligheder.

Repræsenterer de to kvinder to tendenser i vores tid?

– Ja, jeg ser det sådan, at Mélanie har tilpasset sig fuldstændig til den tid, hun lever i, mens Clara er en kvinde, der er modvillig over for sin tid.

Heldigvis findes der mange nuancer mellem de to kvinder, og den gode vej er nok midt imellem, smiler Delphine de Vigan.

Hun fortsætter:

– Som person ligger jeg nok tættest på Clara, men som romanforfatter har jeg også lyst til, at man prøver at forstå Mélanie.

I romanen spørger Clara sig selv: Er Mélanie et monster, der vil tjene penge på sine børn – eller er hun bare en kvinde af sin tid?

Det spørgsmål stiller jeg også mig selv – og jeg har ikke svaret. Men jeg tror ikke, at Mélanie er bevidst om, at hun risikerer at skade sine børn ved at filme dem til YouTube dagen lang.

Hun har overbevist sig selv om, at alt er formidable – og hun kan ikke lade tvivlen komme ind i sit system.

Så på den måde er Mélanie også et offer for sin tid, fortæller Delphine de Vigan.

De store fælder

Mélanie er drevet af et behov for at blive set, fulgt og elsket. Den indre tomhed skal udfyldes med laviner af hjerteemojis fra de mange følgere på Happy Play.

– Mélanie lever højt på den kærlighed, hun får fra sine følgere:

Du er magnifique, du er smuk. Hun lever i en parallel virkelighed, hvor hun forveksler den virtuelle kærlighed med ÆGTE kærlighed. Og det er jo en af de store “fælder”, der ligger i vores tid.

Er Deres bog så også en kritik af vores tid?

– Jeg har ikke lyst til at kritisere – jeg vil hellere anspore læseren til at reflektere.

Mange læsere har fortalt mig, at min roman har fået dem til at tænke over, hvordan de selv bruger de sociale medier.

At min bog har sat tanker i gang: “Jeg har 1.000 følgere, men hvem ER mine følgere – og har jeg virkelig lyst til, at de skal se billeder af mine børn?”

Men kan man bare lukke døren til de sociale medier?

– Nej, og selv om jeg ikke er aktiv på sociale medier, så er jeg stadig interesseret i at følge med.

Det er vigtigt at være i kontakt med vores tid – at prøve at forstå den og fortælle om den.

YouTube og Instagram er formidable, når man skal observere vores tid, og heldigvis ser der også mange spændende ting.

Så jeg har ikke et ærinde om at dæmonisere de sociale medier, smiler Delphine de Vigan og tilføjer:

– Og jeg er altid klar, når mine læsere spørger, om de må tage en selfie med mig.

Det er ikke sådan, at jeg har en fobi over for de sociale medier, men jeg har ikke lyst til at promovere mig selv.

For at sige det ligeud, har jeg ikke behov for at blive set – jeg har behov for, at mine bøger bliver læst.