Liv
15. december 2023

Slettede sin facebook og missede vild nominering

Man kan gå glip af ganske vigtige beskeder, når man pludseligt ikke benytter sig af sociale medier længere. Det har det unge danske stjernefrø i hvert fald fundet ud af.
Af: Oliver Preben Jørgensen
Julie_S

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Hun er bare 19 år og har her i december fået slutrundedebut på hjemmebane ved VM i kvindehåndbold.

Oveni hatten er Julie Scaglione blevet nomineret til prisen som turneringens bedste unge spiller.

Noget, der gik lidt tid før, hun selv opdagede, og det er der en særlig årsag til.

– Jeg har slettet min Facebook, så jeg havde ikke opdaget det, før jeg blev gjort opmærksom på det, fortæller hun inden det store semifinaleopgør mod Norge.

Nomineringen er den hårdtskydende bagspiller stolt over, men hun ved godt, hvor hendes prioriteter ligger henne.

– Jeg tager det som en kæmpe cadeau, og så er det bare om at arbejde hårdt videre, men jeg tager helt sikkert en medalje med holdet frem for en personlig sejr, det er helt sikkert.

Og så tilbage til den deaktiverede Facebook-profil, for netop den beslutning blev affødt af gode råd fra holdkammeraterne på landsholdet, der selv har prøvet at blive bombarderet med beskeder og indtryk på sociale medier under en slutrunde

Derfor tog Scaglione et valg om at deaktivere sin profil og i stedet fokusere på at være til stede i nuet og suge alle indtryk til sig.

– Jeg slettede den inden slutrunden. Pigerne fortalte om deres erfaringer, og hvordan det har fungeret for dem. Det har også fungeret fint for mig og holdt nogle ting på afstand.

– Så har jeg modsat kunne prioritere nogle andre ting som for eksempel at være lidt mere social i fællesrummet i stedet for at sidde på min mobil.

Når slutrunden er ovre, så kan det være, at teenageren igen vil være at finde på Facebook.

– Jeg tænker at åbne profilen igen efter slutrunden. Jeg er trods alt vokset op med mobilen i hånden, så jeg ved, at der er nogle ting man glipper, hvis man ikke har sociale medier, så det bliver også dejligt at få den åbnet igen.

Julie Scaglione skal sammen med resten af holdet møde Norge i semifinalen fredag aften.

Denne artikel blev første gang bragt af Se og Hør. Dette er en redigeret version.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs mere om:

Læs også