Susanne er børnesygeplejerske i Gaza: ”Det er som at forlade én planet og komme over på en anden”

Mohammed var ni år. Han kom gående med sin mor lige ved felthospitalet i byen Rafah, da et droneangreb ramte en bil tæt på ham. Mohammed blev forbrændt på 40 procent af kroppen og havde enorme smerter. Hans forbindinger skulle skiftes dagligt, og han kunne knapt gå på grund af sårene.

Mohammed var bare et af de mange børn foruden kvinder, som 65-årige Susanne Norby Bojesen var med til at pleje, da hun var udsendt i seks uger på det felthospital, som Røde Kors satte op i maj 2024 i Rafah i Gaza.

I det daglige arbejder Susanne som klinisk sygeplejespecialist på socialpædiatrisk afsnit på Herlev Gentofte Hospitals Afdeling for Børn og Unge.

Hun er gift med Gert og bor i en villa tæt på Utterslev Mose på snart 40. år, så det var en skærende kontrast, der mødte hende, da hun 22. september sidste år rejste til Gaza.

To døgn senere ankom hun til felthospitalet, hvor koordinatpunkterne i hendes liv de næste seks uger hed hospitalet og den bygning, hun og de andre boede i lige over for hospitalet. Af sikkerhedshensyn måtte de ikke bevæge sig andre steder hen.

Susanne skulle tage sig af børn og kvinder og sikre, at de lokale sygeplejersker fulgte Røde Kors’ standarder og procedurer.

– Det er som at forlade én planet her i Danmark og komme over på en anden, fortæller Susanne, der af samme grund var glad for, at rejsen begge veje tog noget tid.

– Der flyver så mange tanker gennem hovedet og foregår så meget omstilling på den tur både frem og tilbage. Så forlader jeg alt her i Danmark og spekulerer ikke mere på, om Gert for eksempel husker at vande planterne og tage værtindegave med. Det er som at klippe en snor fra det ene sted til det andet, siger Susanne.

Susanne havde fået orlov til at blive udsendt af sin arbejdsplads og bliver aflønnet af Røde Kors, der forbereder hende på, hvilken kontekst hun skal ned i, men som hun siger:

– Jeg ved jo aldrig helt, hvad der venter dernede, eller hvad det gør ved mig, dét jeg møder.

Vil gøre en forskel

Hun har tidligere været udsendt også med Røde Kors til Sydsudan, Libanon og Al-Hol-lejren i Syrien. Drømmen om at prøve at rejse ud med sit fag og hjælpe i verdens brændpunkter har hun altid haft, men den var hun lidt alene om, viste det sig.

– Altså, jeg læste til sygeplejerske, Gert til ingeniør, så i min fantasi drog vi ud i verden, han byggede dæmninger og skoler, jeg var sygeplejerske, og når så vores børn var kommet i skolealderen, rejste vi hjem til Danmark. Men ak, Gert havde altså slet ikke lyst til at forlade Danmark, siger Susanne med et muntert blik.

– Da jeg fyldte 50, syntes jeg dog, at det var tid til at mærke efter, om der var noget, jeg ville fortryde, og så kom den tanke frem igen – som den eneste faktisk – hvilket jo er fantastisk. Men jeg savnede at have prøvet at rejse ud og hjælpe. Det var jo derfor, jeg blev sygeplejerske.

Hun tilføjer, at der heller ikke længere er nogen, der er afhængig af hende eller ikke kan klare sig uden hende.

– Altså, jeg ved da godt, at alle ville være voldsomt kede af det, hvis noget skulle ske mig, men jeg finder en ro i, at ingen ville være efterladt alene tilbage.

Familien er dog ikke udelt begejstret for, at deres respektive kone, mor, farmor og datter rejser af sted til nogle af klodens mest konfliktfyldte steder.

– Selvfølgelig er de bekymrede. Min gamle mor hader det, selv om hun også er stolt af mig. Mit barnebarn Molly på 11 år var også nervøs denne gang, så vi aftalte at prøve at skrive sammen hver aften og legede også en lille ”find katten-leg”, hvor hun skulle finde en af de mange katte, der løb rundt dernede, på de billeder, jeg sendte.

Diskokugler og sæbebobler

Susanne var også selv nervøs og havde mavepine, da hun satte sig i flyet, men den fortog sig, da hun endelig ankom.

Med i tasken havde hun alskens legetøj, der ville kunne opmuntre og distrahere små børn, når de skulle undersøges og behandles: Diskokugler, sæbebobler, tegnegrej og tryllestave lå pakket med mad, der kunne spises om morgenen, for de ansatte på hospitalet fik kun serveret frokost, men skulle selv sørge for de andre måltider.

Dog kunne de ansatte få feltrationer, så ingen gik sultne i seng, som Susanne siger.

Seng er dog så meget sagt, for Susanne og de andre udsendte for Røde Kors sov på gulvet. Susanne havde taget et lille telt med, så hun kunne signalere lidt privatliv, uden at det dog betød, at hun var alene på noget tidspunkt.

Hver sjette uge rejste og ankom nye folk i huset, hvilket betød, at dynamikken hele tiden ændrede sig.

– Så var der pludselig nogle, der snorkede eller talte meget – eller lidt – ikke efterlod wc’et pænt, og alle de andre ting, der sker i tæt samliv med andre, siger Susanne, der indimellem jokede med de andre om at tage en tur på stranden, ned til de lokkende bølger.

Men det var selvfølgelig strengt forbudt. Selv brød fra bageren måtte de betale sig fra at få leveret.

De blev ofte vækket ved fire-fem-tiden af forskellige kamphandlinger udenfor. Dagen på hospitalet startede med morgenmøde kl. 7.30 og så fri ved16-17-tiden.

Derefter kunne der ligge nogle team- eller sikkerhedsmøder, inden de udsendte skulle forberede mad og måske dyrke lidt motion mod betaling. Sådan forløb Susannes liv i store træk i de fem uger plus den ekstra uge, hun tilbød at blive der.

Det kan lyde som en straf for mange, men for Susanne giver det enorm mening.

– Jeg brænder for at være, hvor der er brug for det, og kan virkelig mærke, jeg gør en forskel. Det gør jeg også på Herlev, men her er det på en anden medmenneskelig måde. Mine kolleger nede i Gaza ved godt, hvad jeg kommer fra, at jeg siger farvel til familie og luksus, og de er så dybt taknemmelige, siger Susanne, mens hendes øjne bliver blanke.

– En af de lokale sygeplejersker havde en dag bagt to kager til hver af os udsendte fra Røde Kors, hvor der stod ”enjoy with taste, made with love”. Det er rørende, at vi har så meget, de har ingenting, alligevel var der overskud til at bage kage. Mange af de lokale ansatte havde to timers transport til felthospitalet og kom måske lige fra en 24-timers vagt på det lokale sygehus, fortæller hun.

På mange måder levede hun levede i en hospitalsboble, siger hun.

Hun kunne høre nogle glade lyde udefra som bølgernes skvulpen, børns leg og folk, der så en fodboldkamp i tv, men også konfliktens alvorlige lyde. De voldsomme historier blev bragt ind af kollegerne og patienterne.

– Deres oplevelser var ikke for sarte sjæle, og til sidst kunne jeg næsten ikke rumme at høre om flere grusomheder og anede ikke, hvad jeg skulle sige, andet end ”det gør mig ondt”. Når man spurgte dem, hvordan de dog klarede den, svarede de: ”Det skal vi, for vi har ikke flere tårer”.

I de seks uger, Susanne arbejdede på felthospitalet, mødte hun mere sorg, end hun har oplevet før.

– En dag var der en læge, der ikke mødte ind. Da vi så ham dagen efter, fortalte han, at det var, fordi 23 af hans familiemedlemmer var blevet dræbt dagen før. ”Men du er kommet i dag?”. ”Ja, hvad skal jeg ellers gøre?”, svarede han.

Man måtte heller ikke sige: ”Kom godt hjem” til de lokale ansatte, for de havde ikke længere et hjem.

– De boede i telte, og kontrasten blev særlig tydelig, da en af sygeplejerskerne viste mig et billede fra sin datters femårs-fødselsdag sidste år. En lille pige i fin festkjole i et farvestrålende rum med masser af pyntede cupcakes. Så viste hun mig billedet fra datterens seksårs-fødselsdag. Her holdt hun en lille, brun kage i hænderne i et mørkt telt. Deres liv er blevet så markant og forfærdeligt ændret på bare et år.

Grådkvalt farvel

Lille Mohammed endte det godt med. En ”bister lille mand”, husker Susanne ham.

– På et tidspunkt sad han og råbte lidt ad mig i sin seng bag et fluenet, og jeg fik en af sygeplejerskerne til at oversætte. Han ville så gerne have diskokuglen, så for at få ham lidt ud af sengen og gå, sagde jeg drillende: ”Så kommer du bare og henter den, Mohammed”. Det vrissede han over, men med møje og besvær og lidt hjælp fra sygeplejersken fik han hentet den.

Susanne tager sin mobil frem og viser et billede af Mohammed, som han så ud 11 dage efter dronebomben. Huden i trevler, slukkede øjne og forpint i en hospitalsseng.

– Men se så her …

Susanne scroller og viser endnu et billede af Mohammed taget nogle uger efter. En smilende, stolt dreng, der står med guldmedalje om halsen på vej ud af hospitalet. På andre billeder ses Susanne stå og danse lidt foran de lokale ansatte.

– Det er sådanne oplevelser, der giver så meget mening. Jeg var der jo også for at lave fis og ballade og sprede lidt god stemning, lyder det fra hende, mens endnu et billede af et lille barn dukker op på hendes skærm.

Sorgen lyser ud af de mørke øjne.

– Denne dreng havde mistet begge sine forældre, og jeg prøvede samme drilske metode som med Mohammed, men ham her havde slet ikke samme krudt. Han savnede sin mor så forfærdeligt og havde kun sin treårige lillebror tilbage.

På trods af al den menneskelige lidelse, Susanne mødte, kunne hun godt holde tårerne tilbage.

– Så længe det handlede om noget i forhold til min profession, vidste jeg jo, hvad jeg skulle, og hvad der forventedes af mig. Men da jeg skulle sige farvel til min kolleger dernede, græd jeg. Jeg vidste jo, hvilken livssituation jeg efterlod dem i. Det var hårdt ...

Bugnende butikker

Susanne bliver afbrudt, for Gert er kommet tilbage fra sit job for at hente noget mad, som Susanne skulle have haft i ovnen til hans frokost med kollegerne.

Det har hun glemt alt om, og panikken er ved at brede sig lidt, da hun foreslår, at hun lige får det fikset og kørt hen til ham lidt senere, hvilket Gert ikke tror, hun kan nå.

– Se … det er det, jeg mener! Det er sådan noget, jeg slipper for, når jeg er udsendt, så kan jeg koncentrere mig fuldt ud om det, jeg arbejder med. Derude ved jeg, hvad jeg skal. Det er næsten lige før, det her er mere stressende, griner hun og prøver at få maden gjort klar.

Hun kan sagtens adskille de to verdener og bliver ikke irritabel over, at nogle her i Danmark for eksempel brokker sig over småting. Det kan hun sagtens forstå, for alt er relativt. Dog kan hun godt blive ramt af de hårde kontraster, hun møder undervejs på rejsen.

– Da jeg landede i Amsterdam på vej hjem tæt på juletid, føltes det helt uvirkeligt at gå ind i den lysende, pyntede lufthavn, hvor man kunne få, lige hvad man ville, hvis man svang kortet i de bugnende butikker. Timer før havde jeg siddet i en armeret bus med skudsikker vest, siger hun og erkender, at hun var enormt mentalt træt, da hun kom hjem efter denne tur.

Heldigvis havde hun to en halv uges fri, før hun startede på job igen. Susanne svarer dog lynhurtigt på spørgsmålet, om hun vil af sted igen?

– Selvfølgelig! Hvis de vil have mig, og det tror jeg, for jeg er faktisk blevet spurgt, men måtte sige nej, da det ikke passede i kalenderen.

For Susannes mor fylder snart 90 år, hendes søn 40, og så er der også lige en skiferie med familien. Men en eller anden dag pakker hun sit legetøj og sine nødder, ingefærsaft og havregryn til endnu en tur ud for at gøre en forskel i et af verdens brændpunkter.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 12/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.