“Vi er her på jorden i så sindssygt kort tid, at man skal huske at nyde det”

Hun har netop været til morgendans, og lidt senere skal hun til koreanskundervisning. Ved et langbord i Folkehuset Absalon på Vesterbro i København sidder forfatter Eva Tind, omgivet af andre morgendansere, der damper af med kaffe og morgenmad.

Afslappet runder hun af med sine venner og hengiver sig til dette interview. Vi flytter os til et andet af salens mange langborde, hvor der denne morgen er fuld smæk på leben i alle aldre.

For nylig blev Eva Tinds roman ‘Min Kim’, der udkom i 2024, nomineret til Læsernes Bogpris 2025, en personlig roman, der undersøger de menneskelige konsekvenser af adoption. Noget, hun selv har været udsat for.

Som etårig blev Eva Tind nemlig sat på et fly fra Korea til Danmark, hvor hendes nye danske forældre ventede på hende i lufthavnen for at tage hende med sig hjem til parcelhuset i Låsby i Østjylland.

Således voksede Eva Tind op med en masse spørgsmål om sit biologiske ophav og det mytiske land Korea, hendes fødeland, som lå på den anden side af jorden.

I dag har forfatteren kontakt til både sin danske såvel som sin koreanske familie. Det har hun faktisk haft, siden hun var 14 år, hvor hun gennem adoptionsbureauet fik en adresse til sine biologiske forældre, som hun kunne skrive til.

I årevis har hun utrætteligt taget del i adoptionsdebatten, og i marts i år blev det slået fast, at der er sket brud på menneskerettighederne i forbindelse med adoption af børn fra Sydkorea til en række vestlige lande, heriblandt Danmark.

Her deler Eva Tind foruden en opsang om menneskerettigheder blandt andet også sin eneste craving og sin forkærlighed for Den Blå Avis og Bolig. Vi byder hende hjerteligt velkommen.

Hvad er det første, du læser hver dag?
Jeg griber min telefon og læser mine beskeder. Jeg kender folk i mange forskellige dele af verden, og der er tit nogle af dem, der har skrevet i nattens løb. Mit arbejde flyder ind og ud af mine vågne timer.

Hvad er din favorit-avis?
Jeg er simpelthen holdt op med at læse avis. Jeg har forsøgt med dem alle, og jeg har også lidt modstand mod dem, fordi jeg ikke synes, de dækker verdensnyhederne ordentligt. Den sidste avis, jeg holdt, var The Guardian, men det var simpelthen for svært engelsk for mig. Nu kommer mine nyheder primært fra P1, og så scroller jeg også dr.dk.

Hvad er den vigtigste bog, du har læst?
‘In Memory’s Kitchen – A Legacy from the Women of Terezin’, en kogebog skrevet af kvinder i KZ-lejren Theresienstadt. Kvinderne, der sultede og spiste kartoffelskræller, nedskrev opskrifter på chokoladetærter, blommestrudel og andre traditionelle retter, som de huskede dem. Opskrifterne skrev de ned på stumper af fundet papir, en måde at overleve på gennem erindring og fællesskab. Bogen er et vildt og rørende vidnesbyrd om, at overlevelsen ikke kun handler om fysisk styrke, men også om evnen til at drømme og leve gennem fælles hukommelse.

Hvad gør du for at finde ro?
Hvis jeg er virkelig stresset, mediterer jeg, går jeg ture eller tager i mit sommerhus på Sejerø. Det ligger meget smukt tæt på havet og ud til nogle åbne marker, hvor der er masser af dyr og fugle. Den anden dag var vi vidner til en vanvittig parringsdans mellem to påfugle. Der er også store mågekolonier og kæmpestore ravne. Det er ret sjovt at følge deres rutiner.

Hvad er din største last?
At løse problemer for andre, uden at de beder om det. Det kan jo godt være lidt grænseoverskridende. Og at jeg spiser kage hver dag.

Hvad spiser du, når ingen kigger?
Alt. Jeg har ikke noget, jeg skammer mig over at spise. Overhovedet.

Hvad spiser du rigtig tit?
Det eneste, jeg kan få en craving på, er kimchi. Det minder mig om mit fødeland.

Hvad er din underlige besættelse?
Boligmarkedet. Jeg er arkitekt af uddannelse, og jeg synes, det er virkelig skægt at følge med i, hvordan det går med priserne i forskellige områder. Så sidder jeg og kigger på specifikke huse og får en masse tanker om, hvad man kunne gøre ved det, hvis man købte det, jeg sætter en masse søgekriterier op og trawler igennem det hele. Nu er jeg jo fra Jylland, så der er også noget med genet for at gøre en god handel, der spiller ind her, haha.

Hvilken kunstner har du senest lyttet til?
Ryong – som også er mit ældste barn – og jeg er vild med de mange lag i musikken. Det er en ret speciel genre, fordi den er meget eksperimenterende. Det er som at gå rundt i et landskab, der er altid en busk, som man ikke lige har kigget bag. Eller man tænker: Gud, er der også fugle her? Man skal lytte til det mere som en oplevelse end som et stykke musik med en bestemt rytme.

Hvilken film/serie kan du se igen og igen?
Jeg har set ‘Forår, sommer, efterår, vinter… og forår’ af den koreanske filminstruktør Kim, Ki-Duk to gange. Ellers ser jeg faktisk sjældent film og serier flere gange. Jeg elsker overraskelsen.

Hvilken ting gør dit liv lettere?
Min bil gør helt klart mit liv nemmere. Hvis vi taler mennesker, er det min kæreste og mine børn. De giver mig kærlighed, tryghed og omsorg. Og så gør de, at det er lettere for mig ikke at ende i faldgruber, fordi de giver et andet blik på tingene.

Hvem inspirerer dig indenfor dit felt?
Den tyske forfatter Herta Müller, den iranskfødte forfatter Shahrnush Parsipur, som skrev ‘Kvinder uden mænd’, den ungarske forfatter Agota Kristof og den sydkoreanske forfatter Han Kang. Jeg bliver inspireret af andre kvinder, der udfordrer sproget og virkelighedsopfattelsen, og som udvider vores forståelse af, hvad et menneske er.

Hvor får man det bedste måltid i København?
Bulko, en koreansk restaurant, der ligger på Ny Carlsberg Vej på Vesterbro. Det er ikke super dyrt, og der er meget mad. I forbindelse med litteraturfestivalen Ordkraft i Aalborg spiste jeg på en meget fin restaurant, hvor der lå en masse små ting på forskellige tallerkener. Det smagte super godt, men jeg slapper mere af i en anden form for mad. På Bulko er maden mere omsorgsfuld på en måde.

Hvor er dit yndlingssted i byen?
Badestedet ved havnen foran Fisketorvet og de hvide huse. Det er lidt som at være i Grækenland. Der er også en ret fin bakke i Søndermarken på Frederiksberg, hvor der står kæmpestore træer hele vejen rundt. Der dansede vi fridans under corona.

Hvad gør du for lidt?
Spiser grøntsager, vinterbader, mediterer og løber.Tidligere ville jeg have sagt at holde pauser, men det synes jeg faktisk, at jeg er blevet virkelig god til. Jeg har forstået, hvad pausen betyder. Det kan simpelthen ikke betale sig at overstrække elastikken for mange gange, for det ender bare med, at den sprænger. Når man husker at holde pauser, bliver man også mere nærværende, og de ting, man laver, bliver bedre.

Hvad er dit motto?
Grib dagen, for om lidt er vi alle sammen døde og glemte, så vi kan ligeså godt være modige og få det allerbedste ud af det med os selv og hinanden, mens vi er her. Vi er her på jorden i så sindssygt kort tid, hvis man kigger på den store cyklus, så man skal huske at nyde det, mens man er her, så alting ikke bare bliver noget, der skal overstås.

Hvilken podcast lytter du til?
Den seneste podcast, jeg har lyttet til, er ‘Parnasset’ på DR Lyd, hvor jeg også selv har medvirket i to afsnit, men jeg er netop gået i gang med podcastserien ‘Falske minder’ om adoptionerne fra Libanon. Jeg har simpelthen ikke kunnet lytte til den før nu, selvom jeg gerne har villet, fordi jeg har været fyldt op af mine egne adoptions-minder og problematikker fra arbejdet med min roman ‘Min Kim’. Nu har jeg rum og overskud igen til at tage andres arbejde med adoption ind.

Hvor er dit “happy place” på internettet?
Dba.dk. Der findes så mange underlige genstande fra hele verden og ufrivilligt sjove beskrivelser af ting.

Hvem ville du ikke kunne modstå at tage en selfie med?
Den japanske forfatter Sayaka Murata og jeg har taget selfier i både København og Seoul. Ellers har jeg virkelig sjældent et selfie-behov.

Hvad var din seneste søgning på Google?
Jeg søgte efter en teplantage i Sydkorea, som min kæreste og jeg skal besøge om et par uger.

Hvad ville du ønske, flere kendte til?
At krænkelser af menneskerettigheder foregår i Danmark, fordi mange donor-undfangede personer og adopterede stadig får slettet en del af deres identitet med fuldt overlæg af staten.

Hvad er det sidste, du gør hver dag?
Hører ‘Natsværmeren’ på P2 og spiller Thai Rommy, læser romaner eller får læst højt af min kæreste. Endelig lukker jeg øjnene og glæder mig over, at søvnen er et mirakel.