Vi hylder den gravide krop, men glemmer at tale om efterfødselskroppen. Det vil to kvinder ændre på

Strækmærker, spændte bryster, store maver, mindre maver, blød hud, trætte øjne, der vidner om livet med et lille barn.

Efter fødslen af sit første barn i 2017, begyndte Signe Øllgaard at lægge mærke til, hvordan ikke kun sin egen krop, men også kvindekroppene i hendes mødregruppe havde ændret sig siden deres fødsler.

Hvor forskelligt deres kroppe havde ændret sig, og hvor forskelligt de havde det med de forandringer, som deres kroppe havde undergået og fortsat gennemgik.

Det var ikke fordi, det overraskede hende, at kroppen ændrede sig.

Men hun manglede andre fortællinger om efterfødselskroppen i medierne, der ikke kun handlede om hollywoodstjerner i bikini, der "kom af med ’babyvægten’ på fire uger".

Sådan opstod idéen til projektet "My Postpartum Self".

Her ønsker 34-årige fotograf Signe Øllgaard sammen med 33-årige doula og jordemoderstuderende Kristiane Waldhausen at skildre efterfødselskroppen og alle de oplevelser, følelser og tanker, der følger med selve moderskabet og tiden efter en fødsel. De er hver mor til to børn.

– Jeg savnede nuance i, hvad moderskabet også kan indeholde. Hvordan kroppen efter et barn også kan se ud, hvis ikke mit alternativ er, at jeg skal være super fit, super hurtigt. Hvis jeg bare vil være her, hvor jeg er, og finde ro i, hvordan jeg ser ud, fortæller Kristiane Waldhausen.

Fri for "momshaming"

I naturligt lys, fri for filtre og retouchering fotograferer Signe de i projektet medvirkende, mens Kristiane taler med mødrene om deres oplevelser, følelser og tanker, der følger med efterfødselskroppen og moderskabet.

Dele af fortællingerne deler de på instagramprofilen @mypostpartumself, mens de i fuld længde findes på projektets hjemmeside.

Signe fortæller, at ønsket også er at give folk noget at spejle sig i. Uanset hvordan man som mor ser ud eller har det med moderskabet.

– Vi ville gerne skabe et trygt og frit rum, hvor mødre kan tale åbent om alle aspekter af efterfødselskroppen og moderskabet, uden at de skal være bange for at blive momshamet, siger Signe.

Da de startede projektet, frygtede de, at de medvirkende mødre kunne blive mødt af udskamning. At nogle ville kommentere negativt og nedladende på kvindernes billeder.

De troede også, at det muligvis ville blive svært at finde mødre, der havde lyst til at være sårbare, stille op, vise deres krop frem og fortælle om deres forhold til den. Men det har vist sig helt modsat.

– Det vildeste er, at vi aldrig har fået en negativ kommentar derinde. Det er primært kvinder, der kommenterer, "Shit, hvor er du lækker at se på!", "Dejligt at se en krop, der ligner min" og "Tak, for at du deler din historie", fortæller Kristiane.

Hun ser de mange positive tilbagemeldinger og opbakningen som et udtryk for en bekræftelse af projektets berettigelse.

Der er andre end bare Signe og Kristiane selv, der har lysten til at være en del af et rum, hvor det er okay, at være lige som man er.

En morkrop er bare en krop

Signe og Kristiane har ikke et mål om at alle partout skal elske deres efterfødselskrop. I projektet er der også plads til dem, der har ambitionen eller lysten til komme tættere på, hvordan deres krop så ud og føltes, før de blev gravide.

Men de håber, at deres projekt kan hjælpe til at mødre finder ro i, at det er helt okay at have det på lige den måde, som de har det med både krop og moderskab efter fødslen.

For der er ikke en rigtig eller forkert måde at have en "morkrop". I det hele taget er de trætte af, at ordet morkrop ofte bliver brugt på en negativ måde.

– En morkrop er jo bare en krop. Når vi bruger ordet morkrop, er det i den mest positive forstand. For os er en morkrop en krop, der har gjort noget helt vildt. Og hvor ville det være fedt, hvis vi begyndte at tænke og tale om, at det at have en morkrop handler om, at man har været virkelig sej, fortæller Kristiane, mens Signe fortsætter:

– En morkrop ser heller ikke ud på en bestemt måde. Den kan se ud på mange forskellige måder, ligesom en kvindekrop kan.

Derfor er det eneste krav for at være med i projektet, at man har født et barn, for det er en morkrop.

En øvelse i eget selvbillede

Både Signe og Kristiane har haft en oplevelse af at være glade for, hvordan deres kroppe så ud under deres graviditeter.

Kristiane havde inden sin første graviditet brugt år på at undskylde for måden, hun så ud på, og konstant have fokus på ikke at være "slank nok".

Men under graviditeten kunne hun anerkende sin krop for at være "megalækker og sej".

Selv om Signe ikke brød sig om at være gravid første gang, hun var det, fordi det var forbundet med fysisk ubehag, elskede hun, hvordan det så ud. Hun følte sig godt tilpas i at gå i stramme kjoler og kunne slippe tanken om at suge maven ind.

Selv om hun havde det bedre med sin krop efter hun fødte, end hvad hun havde forventet, kæmper hun stadig med at acceptere den.

– Jeg synes det var træls, at min mave hang og stadig gør det, for det gjorde den ikke før. Men selv om jeg gerne ville se ud på en anden måde, er jeg ikke sur på min krop, fortæller Signe.

For Kristiane var det positive forhold til sin gravide krop starten på en rejse til at blive mere tilpas med sig selv og sin krop. Også efter fødslen.

For dem begge har arbejdet med projektet haft en positiv indflydelse på deres eget selvbillede.

At være tæt på andre mødres kroppe, at få lov til at fortælle deres historier gennem billeder og tekst og høre andre tale positivt om deres kroppe har også hjulpet dem selv.

– Hver gang vi kigger billederne af kvinderne igennem, er vi altid helt draget af, hvor smukke og stærke de er. At se på deres kroppe og høre deres fortællinger er også en øvelse ind i eget selvbillede, for vi ligner altså nogle af de kvinder. Når vi synes de er gudinde lækre, skulle vi så ikke også synes det om os selv? Spørger Kristiane.

Efterfødselskroppen bliver glemt

Signe og Kristiane har begge oplevet, hvordan den gravide krop bliver badet i kommentarer og komplimenter om, hvor flot den gravide mave er.

– Når man så ikke er gravid længere, bliver der dødstille, siger Signe.

De mener, at efterfødselskroppen er underrepræsenteret i forhold til mængden af billeder af gravide maver. For når kroppen har født, bliver den normalt gemt væk.

Ifølge dem handler det om, at der er alt for meget skam forbundet med efterfødselskroppen. De tror skammen kommer af, at vi ikke taler nok om, hvordan kroppen forandres efter fødslen.

– Når vi ikke taler om tingene, kan der opstå en enorm ensomhed. Hvis vi ikke ser nogle, vi kan spejle os i, kan vi let komme til at føle, at vi er de eneste, der oplever efterfødselskroppen og moderskabet på den måde, man gør, siger Kristiane.

Signe og Kristiane vil fortsætte med projektet, så længe det giver mening og der er et behov.

– Jo mere vi taler om det og viser efterfødselskroppen, kan vi måske nå et punkt, hvor det bliver en del af normen, i stedet for at være skjult eller skamfuldt, mener Signe.