Vi sidder på en bænk udenfor en ølbar, da hun fortæller mig det. Så begynder sveden at pible frem i mine håndflader

Kathrine Hinge er redaktionschef på Ally og vært på podcasten "Stadig single". Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Hun når næsten ikke at færdiggøre sætningen, før jeg kan mærke fugten pible frem i mine håndflader.

Mit hjerte slår nogle ekstra slag, og jeg forsøger febrilsk at skjule mine bekymringer med et stort smil og udbryder begejstret, at det da “er fuldkommen fantastisk”.

Vi sidder på en bænk udenfor en københavnsk ølbar, og min fellow evighedssingle og gode veninde har lige fortalt mig, at hun har fået en kæreste – og det er virkelig fuldkommen fantastisk – men hun kunne ligeså godt også have fortalt mig, at vi nu fremover kun ville ses på tirsdage mellem 16.30 og 18 til en lynkaffe og let livsopdatering.

At vi ikke længere skal rejse sammen, og at den næste bytur er udskudt til 2025.

Ikke af ond vilje og fordi, hun ikke længere vil være min ven – men fordi, hun har fået en kæreste.

Misforstå mig ikke – jeg elsker mine veninder, og jeg forstår virkelig godt, at der er rift om dem. Jeg ønsker for alt i verden, at de får sig en dejlig kæreste – men samtidig er jeg vildt bange for, at de allesammen forlader mig til fordel for kærligheden, og jeg ender som den sidste single i venneflokken.

For hvad skal der så blive af mig? Og af os?

Det kan nogle gange føles som om, vi alle er deltagere i et kapløb, og at det gælder om at komme først over på den anden side – over til kærlighedens land – for ingen har lyst til at komme sidst over målstregen.

Og det er også derfor, jeg bliver ramt af dén følelse på ølbaren. For jeg ved, at det her bliver den sidste fredagsøl i meget lang tid.

Jeg ved, at når vi siger farvel om et par timer, så siger jeg farvel til en del af vores liv, der ikke kommer tilbage.

Den del af vores liv, hvor vi er hinandens livspartnere. Hvor vi tager i byen sammen og fester hele natten for så at mødes igen næste dag til brunch med dødstømmermænd og moralske skrupler – men vi har hinanden, og det er alt, der betyder noget.

Hvor vi ikke har ondt i maven over, at sommerferien står for døren, for vi ved, at vi tager til Rom sammen i uge 30.

Hvor vi ikke frygter fødselsdage, fordi vi ved, at vi altid bliver grebet, før livskrisen får fat.

Jeg er heldigvis så privilegeret, at jeg stadig har flere af den slags veninde-livspartnere i mit liv, men jeg er også meget bevidst om, at det måske en dag er slut.

At jeg måske ender som den sidste deltager i kapløbet – og det er dén følelse, der giver mig fugtige håndflader og ekstra hjerteslag, når jeg egentlig bare har allermest lyst til at være lykkelig på min vens vegne.

Det er ikke sikkert, det her overhovedet giver mening for dig, hvis du har været i et fast forhold de sidste mange år, eller hvis du aldrig har været single i længere tid end et år.

Men for alle os evighedssingler så er der ikke noget mere angstprovokerende end tanken om at ende helt alene.

Det er ikke kun fiktion, når Miranda i Sex and the city får et angstanfald ved tanken om at blive kvalt i sin aftensmad og derefter fortæret af sin kat.

Eller når Carrie får et sammenbrud over at blive efterladt alene på sin 35 års fødselsdag med en gigantisk kage men ingen gæster.

The loneyness is palpable, siger hun efterfølgende. Og det er den. Tydelig – i de situationer, hvor alle andre kommer i par.

Hvor man har allermest brug for en partner, der altid har ens ryg – og som kan banke dig på ryggen, når livet er på vej i den gale hals.

Som single kommer man let til at stikke ud i et samfund, hvor alt er bygget til to.

Hvor banken kigger mærkeligt på dig, når du beder om et lån til en lejlighed i København – for som single kan du jo kun låne til en etværelses i Hvidovre.

Hvor måltidskasserne som regel ikke findes til én person. Hvor prisen på et hotelværelse er den samme, uanset om du er single eller et par. Eller hvor brudeparret får sved på læben over, hvor de dog skal placere deres eneste singleven, når nu de kun kan leje ottemands-borde.

Jeg er med på, at der findes værre ting i verden end at skulle spise lasagne to dage i streg, fordi Hello Fresh insisterer på at pakke til minimum to personer, men hver gang, jeg bliver mindet om, at jeg stikker ud som single, så prikker det til min grundfølelse af at være forkert.

At være mindre vellykket end mine venner der lykkedes med kærligheden.

Så derfor har jeg en bøn til dig, der læser det her: Husk, dine singlevenner. Spørg dem, hvordan de har det – og ikke om de ser nogen. Og overvej – bare en gang imellem – om tirsdagskaffen ikke kunne blive til en øl en fredag aften i stedet.

Jeg tror egentlig, at alle kan forstå, at man har lyst til at lade sig svøbe i en pubbe-agtig symbiose med sin nye kæreste den første tid, så tag dig bare god tid til at være nyforelsket.

Men når de vildeste amoriner har lagt sig, så husk på, at din ven stadig lunter rundt langt væk fra målstregen – og måske har h*n brug for et kram.

Og så et tip til single-dig, der af og til bliver ramt på grundfølelsen af at være forkert – ring til én af dine livspartnere.

Inviter dem på øl.

Og bed til guderne om, at du ikke pludselig bliver ramt af ambivalente følelser, fugtige håndflader og hjertebanken, fordi din livspartner har fundet en anden.