Selvudvikling
4. oktober 2012

Har du overhovedet tid til at blive lykkelig?

Recepten på lykken lyder så simpel. Vær sød, smil, glem pengene og nyd de små øjeblikke. Men er det virkelig så simpelt? Hør psykologens bud på, hvorfor vi ikke alle danser lykkelige rundt i stedet for at læse dette…
Af: Malene Fich Weischer
https://imgix.femina.dk/media/billeder/2012/oktober/tidlykke-prim.jpg

foto: All Over

Vi har lige i en anden artikel kunnet liste ti punkter, som en større skare af forskere er nået frem til efter årevis med forskning og undersøgelser indenfor alle mulige felter: De ti punkter udgør en liste over de ting, der gør os mennesker lykkelige. Og umiddelbart lyder det som om, der er tale om nogle temmelig banale ting: Vi skal være glade, åbne, taknemmelige, venlige, imødekommende og så skal vi nyde alle de gratis glæder, som livet giver os. Men helt ærligt… Hvis det er så enkelt, hvorfor løber vi så ikke alle sammen rundt i en lykkerus nu?

Læs artiklen "Forskere: Sådan bliver du lykkelig" her

Er du opmærksom nok?
"Problemet er, at når vejen til lykken bliver ridset op, sådan som den gør her, så lyder det jo meget enkelt og nemt. Men bare sådan en ting som at give sig selv tid til at nyde de små ting i hverdagen, kræver jo i virkeligheden utroligt meget opmærksomhed og tid", forklarer psykolog Sia Holm til Oestrogen.dk.
"Et andet eksempel er punktet med, at man ikke hele tiden skal sammenligne sig med andre. Bare det at opdage, at man sammenligner sig med nogen - og hvornår man gør det - kræver også opmærksomhed. Og dertil kan man jo ikke bare glemme sammenligningerne med det samme, for der vil jo typisk være en årsag til, at vi begynder at sammenligne: Jalousi, misundelse, vrede, selvretfærdighed… Hvad grunden end er, er det jo også noget, man må håndtere."

Verden går imod lykken
Med andre ord så handler det om, at selvom vejen til lykken lyder simpel, så stikker hvert enkelt punkt langt dybere end f.eks bare lige at huske at smile til verden. For vi lever jo på mange måder i en verden, som går i den stik modsatte retning.
"Det der med at lade være med at fokusere for meget på penge, er jo også meget rigtigt - men det kræver jo at man fuldstædig separerer sig fra de ting, som medierne hele tiden bombarderer os med. At man ikke lader sig smitte af den materialistiske tilgang fra reklamer og annoncer. At bryde løs af det og for alvor føle, at der er andre værdier, er virkelig svært", fortæller Sia Holm videre.

Lykke kræver ulykke
"Jeg tror faktisk, at det først er, hvis vi bliver alvorligt syge, bliver skilt eller mister én, vi har kær - når vi føler, vi står på kanten af livet - at vi begynde at tage stilling til, hvad der er vigtigt for os og hvad, der er knap så vigtigt! Først dér begynder vi rigtigt at kunne nyde de små ting, smile, hjælpe, og stoppe med at sammenligne og alt det der", siger Sia Holm.

Har du taget stilling?
Det, som et møde med døden eller andre alvorlige og - for en selv - verdensomvæltende ting er, at man bliver tvunget til at tage stilling. Pludselig bliver du konfronteret med, hvad der egentlig er vigtigt for dig, men indtil det måske sker, vil hverdagen for de fleste bare køre videre.
"Det, som betyder noget for os i hverdagen viser sig jo ofte ikke at have nogen betydning, når det virkelig brænder på. Men det når man sjælden at fornemme eller tage stilling til, når det hele bare kører derudad. Det kræver tid, vilje og opmærksomhed at tage stilling - og det er bare alt andet end nemt i et samfund, hvor tempo i dén grad spiller en rolle.", slutter Sia Holm af.

Læs mere om:

Læs også