Selvudvikling
31. maj 2012

Mindfulness hjælper kræftsyge

At få en kræftdiagnose medfører ofte angst og depression hos den ramte, hvilket kun gør ondt værre. Men det kan afhjælpes med mindfullness-baseret behandling.
Af: Malene Fich Weischer
https://imgix.femina.dk/media/f6d1c84a20884e5ba06159d2f1573172.jpg

foto: All Over

At få stillet et kræftdiagnose kan være et chok for hele systemet. Hele ens livsbane kan ændre sig, og måske slipper man ikke fra sygdommen i live. Man tænker på sig selv, sin familie, sine nærmeste i det hele taget. Hvad skal der blive af dem? Og man er bange. Bange for hvad fremtiden vil byde på.

Angst og depression kan afværges
Alt dette er jo helt forståeligt, og det er da også den typiske reaktion hos mennesker, der får stillet en kræftdiagnose. Men for næsten halvdelen af de ramte, udvikler tankerne sig til en tilstand af angst og depression, hvilket kun gør sygdomsforløbet værre. Nu har forskere ved Aarhus universitet og Aarhus Universitets Hospital i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse imidlertid fundet bevis for, at symptomer på angst og depression kan afhjælpes ved brug af en metode, som baserer sig på systematisk træning i mindfulness meditation.

Tanker om døden
"Det er meget kendetegnende for situationen, at man står med nogle meget massive overvejelser om liv og død. I sådanne situationer kan det være vanskeligt bremse negative tanker om sig selv og fremtiden, og man risikerer at stille de værst tænkelige scenarier op. Det er blandt andet de mekanismer, der antageligvis skaber og vedligeholder angst og depressive tilstande", fortæller en af forskerne bag undersøgelsen, Jacob Piet, psykolog og Ph.d. studerende ved Aarhus universitet til Oestrogen.dk.

FAKTA OM MINDFULNESS

  • Mindfulness bygger på buddhistiske meditationsteknikker i kombination med undervisning og såkaldte kognitive psykologiske teknikker.
  • Gennem forskellige øvelser træner deltagerne evnen til bevidst nærvær over for nuværende oplevelser, herunde en ikke-dømmende holdning over for sig selv, deres tanker, følelser og kropslige fornemmelse.
  • Mindfulness virker antageligvis ved forbedret kontrol over opmærksomheden og større accept, mens tendenser til negativ tænkning reduceres.

Se frygten i øjnene
"Teknikkerne i mindfulness-træningen handler i høj grad om en accept af sin tilstand og samtidig om et større bevidst nærvær. Om at være til stede i nuet. Og det er dét, som kan være utroligt værdifuldt for kræftpatienterne at arbejde med. Det handler meget om at forsøge at observere de ting, der sker i ens krop og sind med en nysgerrig indstilling. At se både frygten og ubehaget i øjnene og komme ud på den anden side med en større accept af tilstanden", forklarer Jacob Piet videre.

Kan mindske dødeligheden
Men hvorfor er denne accept af tilstanden så vigtigt? Er det ikke helt naturligt, at man, når man bliver diagnosticeret med en livstruende sygdom, bliver både angst og depressiv? Jo, det er det. Men både angsten og depressionen er nogle farlige størrelser.- Ikke mindst, når man er syg.
"Vi har faktisk videnskabeligt belæg for at sige, at angst og depression ikke bare medfører en længere hospitalstid hos den syge, men også en højere dødelighed", fortæller Jacob Piet.
"Så selvom det er meget vigtigt for mig at understrege, at det ikke handler om, at mindfulness kan kurere kræft, så kan fraværet af angst og depression både mindske dødeligheden og gøre hele sygdomsforløbet langt mere tåleligt. Det kan føre til en forbedring af livskvaliteten. Derfor er det vigtigt."

Målrettede behandlinger
Jacob Piet understreger samtidig, at der ikke "bare" er tale om at melde sig til en mindfulness time i det lokale fitness center. Faktisk er der kun to mindfulness-baserede behandlinger, der indtil videre har vist sig at virke, nemlig "mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR)" og "mindfulness-baseret kognitiv terapi (MBKT)".

Krævende arbejde
"For begge metoder gælder det, at der er tale om virkelig krævende arbejde. Der er tale om programmer, hvor man over en periode på syv-otte uger mødes hver uge i en gruppe på 15-30 personer samt en underviser. Hver session varer 2 1/2 time, men derudover skal man også regne med omkring 45 minutters daglig træning", fortæller Jacob Piet.

Sikre resultater
De resultater, som Jacob Piet, Hanne Würtzen, og Bobby Zachariae er nået frem til, er så sikre og samtidig så opsigtsvækkende, at de netop er blevet offentliggjort i det anerkendte amerikanske tidsskrift Journal of Consulting and Clinical Psychology. Og de taler da også nærmest for sig selv. Omkring halvdelen af de, som har været igennem et behandlingsforløb, slipper af med angsten og depressionen. Derfor forventer forskerne også, at den evidens-baserede behandling vil kunne indgå som et tilbud på de danske hospitaler.

Læs også "Kan anoreksi kurere kræft"

Eller læs "Øl gør modne kvinder sundere"


Læs mere om:

Læs også