Amerikansk æblepie
Foto: Lars Ranek
(8 personer)
MØRDEJ:
150 g koldt smør i terninger
25 g flormelis
1 tsk. kanel
200 g hvedemel
1 lille æg
FYLD:
6 store madæbler (vigtigt, madæbler afgiver ikke så meget væske)
50 g smør
6 spsk. rørsukker
2 tsk. stødt kanel
1 tsk. stødt ingefær
korn af ½ stang vanilje
ENDVIDERE:
1 sammenpisket æg
4 spsk. perlesukker
Smuldr smørret godt sammen med flormelis, kanel og mel. Saml dejen med ægget. Lad dejen hvile i køleskabet i ca. 30 minutter. Del dejen i to ulige store portioner, hhv. ²/3 og ¹/3. Rul den store portion tyndt ud, og læg den i et smurt tærtefad med høj kant, så der hænger dej ud over kanten. Stil til side.
Del æblerne i kvarter; fjern kernehusene, og skræl dem. Skær hver kvart i ½ cm tykke skiver.
Smelt smørret på en stor pande, og tilsæt sukker, kanel, ingefær og vanilje. Steg æblestykkerne på panden i blandingen. Fyld formen med de stegte æbler. Rul resten af dejen ud, og læg den på som låg. Klem kanten sammen med fingrene, og fjern den dej, som hænger ud over kanten. Tril den overskydende dej til lange pølser, og pynt kagen i et mønster. Pensl hele kagelåget med æg. Drys med perlesukker, og skær små snit i låget. Bag kagen nederst i en 180° varm ovn i 35 minutter, til den er flot gylden.