Fransk tærte med citroncreme og hindbær
Desserter

Fransk tærte med citroncreme og hindbær

22. marts 2022(Opdateret 22.03.22)
Af: Mai Knauer
Foto: Columbus Leth
Vil du servere tærten for dine gæster og samtidig ose af overskud, kan du med fordel bage tærtedejen dagen før, kagen skal serveres. Her får du opskriften på en lækker fransk tærte med citroncreme og hindbær
20 min8 personer
Tid i alt 45 min

INGREDIENSER

  • 200 g hvedemel
  • 125 g sukker
  • 3 pasteuriserede æggeblommer
  • 100 g blødt smør
  • skal af 1 usprøjtet citron
  • 1 knsp. salt
  • 1 tærteform, ca. 24 cm i diameter

CITRONCREME

  • 40 g smør
  • 2 hele æg
  • 75 g sukker
  • 20 g flormelis
  • saft og skal 1 usprøjtet citron

PYNT

  • 250 g friske hindbær
  • flormelis

Opskrift - sådan laver du fransk tærte med citroncreme og hindbær

1. Bland mel, sukker, æggeblommer, smør, fintrevet citronskal og salt i en food processor, til dejen samler sig til en kugle. Pak dejen ind i husholdningsfilm, og læg den på køl et par timer.

2. Rul dejen ud med en kagerulle på et meldrysset bord, og beklæd en smurt tærteform med dejen, så dejen dækker formens bund og indvendige kanter. Prik huller i dejen med en gaffel, og bag tærtebunden i en 180° varm ovn i ca. 20 minutter. Lad den køle helt af.

3. Citroncreme: Smelt smørret ved lav varme. Tilsæt æg, sukker, flormelis, fintrevet citronskal og citronsaft, mens du pisker konstant.

4. Bring cremen i kog under vedvarende piskning, til den begynder at tykne. Hæld cremen i en kold skål, og fortsæt med at piske, til den er helt afkølet. Fordel den kolde creme oven på den kolde tærtebund, og pynt med hindbær og et drys sigtet flormelis.

Se flere opskrifter på tærte her.

Læs også