Kirsebærmarmelade med anis og ingefær
Desserter

Kirsebærmarmelade med anis og ingefær

16. august 2013(Opdateret 16.08.13)
Af: Susanne Palmqvist
Søde kirsebær bliver til en fin marmelade med en intens smag af stjerneanis, vanilje og friskrevet ingefær. Brug en god kirsebæreddike, eller hvis du ikke kan finde det, så brug æbleeddike, som begge giver en god balance i smagen.

Det skal du bruge (4 glas)

  • 500 g kirsebær
  • 300 g syltesukker (gerne økologisk)
  • 2 hele stjerneanis
  • 2 spsk. kirsebæreddike
  • ½ tyk stang vanilje
  • 2 tsk. friskrevet ingefær

Fremgangsmåde

  1. Halvér kirsebærrene, og tag stenene ud.
  2. Kom dem i en gryde med syltesukker, stjerneanis og eddike.
  3. Klip vaniljestangen i mindre stykker, og kom dem i gryden.
  4. Bring det hele meget langsomt i kog.
  5. Fjern det skum, der dannes ovenpå. Lad det småkoge i 10-15 minutter, til kirsebærrene er tilpas møre. Lav en stivelsesprøve: Kom en skefuld på en tallerken, stil det koldt, og se, om det stivner tilpas.
  6. Det kan evt. koges op med mere syltesukker.
  7. Skræl og riv ingefæren, og vend den i til sidst.
  8. Smag, om du vil have mere ingefærsmag, men husk, at smagen forstærkes, når det afkøles.
  9. Kom syltetøjet på rene, skoldede glas, og luk dem til med syltepapir, film og/eller bare de rene, skoldede låg. Opbevar på køl efter åbning.

Se flere opskrifter på marmelade og syltetøj her.

Læs også