Mad
5. april 2011

Hellefisk med asparges

Super enkel luksusmad på 15 (måske 15½) minutter! Brug hvilken som helst hvid fisk, hvis fiskehandleren ikke har hellefisk.
Af: Louisa Lorang
hellefisk

Foto: Anders Schønnemann

Hellefisk med asparges til 2 personer

DET SKAL DU BRUGE

ASPARGES
1 dl vand
1 spsk. smør
1 tsk. salt
250 g grønne asparges

HELLEFISK
1 dl vand
1 dl hvidvin
½ tsk. salt
1 spsk. smør
350 g hellefisk uden skind og ben

ENDVIDERE
2 dl cremefraiche eller drænet yoghurt
2 tsk. dijonsennep
1 tsk. fintrevet citronskal (øko, selvfølgelig!)
salt

TILBEHØR
1 potte ærteskud eller brøndkarse
groft brød
citronbåde

Opskrift - sådan laver du hellefisk med asparges

Sæt en dyb pande over med vand, smør og salt. Knæk den nederste, træede ende af aspargesene, og kassér den. Kom aspargesene i vandet, og lad dem dampe i 1-2 minutter. Hæld straks vandet fra, og lad dem dryppe af i en si.
Sæt imens vand, hvidvin, smør og salt over i endnu en dyb pande. Lad det koge op. Skær fisken i 4 stykker, kom den i panden, og læg låg på. Lad fisken dampe i 2-3 minutter, alt efter tykkelse. Tag den forsigtigt op.
Rør imens cremefraiche med sennep og citronskal, og smag til med salt. Anret aspargesene på et fad eller en stor tallerken med hellefisk, cremefraichedressing og ærteskud. Giv brød og citronbåde til.
TIP: Hvis du har mere end 15 minutter, kan du servere kartofler til i stedet for brød.

Opskriften er fra kogebogen " Vild med hverdagen - også når det skal gå hurtigt" af FEMINAs madskribent Louisa Lorang

PRØV OGSÅ: Salat med hellefisk og citron-aioli

Læs også