Så meget får danske børn i lommepenge
Foto: Panthermedia
Danske børn får i gennemsnit 53 kr. i lommepenge om ugen. Det viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for Søndagsavisen.
Her har man adspurgt i alt 721 forældre til børn under 18 år om deres lommepengevaner.
Inddelt i aldersgrupper stiger det gennemsnitlige ugentlige beløb som følgende, efterhånden som barnet vokser:
Under 7 år: 24 kr.
7-8 år: 29 kr.
9-10 år: 36 kr.
11-12 år: 47 kr.
13-14 år: 69 kr.
15-16 år: 99 kr.
17 år: 115 kr.
Læs også: SÅDAN får du dit barn til at rydde op på værelset
Mere end hvert tredje barn får ingen lommepenge
Tallene skal ses i lyset af, at 38 procent - altså mere end hver tredje - af de adspurgte forældre slet ikke giver deres børn lommepenge.
Inddelt i aldersgrupper er procentdelen af børn, der slet ikke får lommepenge, følgende:
Under 7 år: 58 %
7-8 år: 42 %
9-10 år: 12 %
11-12 år: 13 %
13-14 år: 20 %
15-16 år: 23 %
17 år: 19 %
Lommepenge er godt for dit barn
Lommepenge medvirker ellers til, at børn udvikler et sundt forhold til privatøkonomi, og derfor bør alle forældre - hvis muligt - give deres børn lommepenge, mener børnepsykolog Birgit Bruun.
- Vi skal lære vores børn, at ting koster penge, så de ikke ender i de der luksusfælder. Hvis man vil have noget, som man ikke lige har råd til, så må man spare op. Det udvikler børn en forståelse for ved at få lommepenge. De bliver både økonomisk bevidste og økonomisk ansvarlige, siger hun til Søndagsavisen.
Læs også: Derfor er pligter vigtige for dit barn
Giv ikke lommepenge for pligter
Birgit Bruun anbefaler, at man undgår at kæde lommepenge sammen med de huslige pligter.
- Når man er en del af en familie, har man nogle forskellige arbejdsopgaver, der skal udføres, for at hverdagen fungerer. Børn kan sagtens have gøremål i hjemmet, fra de er små, uden at få penge for det. Det gør, at de føler sig som en del af familien - at de bidrager til fællesskabet og ikke kan undværes. Blander man pligter og lommepenge sammen, kan barnet udvikle en forventning om, at det altid skal have noget for at hjælpe til, siger hun.
Der kan dog godt være nogle ekstra opgaver, der ikke er en del af de faste pligter, som barnet kan tjene lidt ekstra lommepenge på, siger børnepsykologen.
Læs også: Hvilke pligter skal udløse lommepenge?
Hvor mange lommepenge skal børn have?
Birgit Bruun vil ikke sætte noget fast beløb på, hvor mange lommepenge, man skal/bør give sit barn, da det kan variere efter alder og behov.
Hun understreger dog, at det ikke behøver at være store summer, men foreslår samtidig, at det er nok til, at barnet kan prøve at spare lidt op.
Evt. kan man langsomt hæve beløbet med alderen og med tiden lade barnet betale for f.eks. sin egen telefonregning, så der gradvist sker en tilvænning til det ansvar, der følger med voksenlivet.
Uanset om man giver lommepenge eller ej, er det under alle omstændigheder godt at snakke med børnene om penge, fra de er helt små, lyder rådet fra Birgit Bruun.
Læs også: Sådan får du hjælpsomme børn
Pligter: Sådan motiverer du dit barn - uanset alder!:
Pligter: Sådan motiverer du dit barn
Artiklen indeholder affiliatelinks