”Ikke uden min datter” som voksen: Min fars død var en lettelse

Betty Mahmoodys bog ”Ikke uden min datter” fra 1987 blev på rekordtid en international bestseller, som rystede verden. Det, der skulle have været to ugers ferie i Teheran, blev til halvandet år fyldt med krig, vold, dødstrusler og et liv i fangenskab uden kontakt til familien hjemme i USA for Betty og hendes fireårige datter Mahtob. Moody, som Betty ellers har været lykkelig gift med i seks år, lover, at besøget hos svigerfamilien kun skal vare 14 dage – i virkeligheden havde han allerede planlagt, at familien aldrig skulle vende hjem igen. Og da de islamiske love gør kvinden til mandens ejendom, er der kun én mulig udvej for Betty og hendes datter: At flygte fra Iran. Efter en 800 kilometer lang og nervepirrende flugt kommer Betty og Mahtob hjem til USA, men ikke til et liv i frihed, som de tror. Moodys trusler om at slå Betty ihjel og kidnappe Mahtob fortsætter, og først da han dør i 2009, kan de føle sig nogenlunde trygge. Nu har verdens mest berømte datter skrevet bogen ”Forfulgt” om årene efter flugten. Bogen er på den ene side en rystende beretning om at leve i et liv i evig frygt – på den anden side en historie om kunsten at tilgive og derigennem sætte sig selv fri. Mahtob indleder bogen med at fortælle, at hun i løbet af sine 32 år er flyttet 32 gange. Altid med hemmelig adresse, for frygten for, at faderen eller nogle af hans slægtninge eller venner skulle finde hende, har været konstant. LÆS OGSÅ: Caitlin Moran: Husk at kæmpe for feminismen VI VAR MED TIL AT BRYDE TAVSHEDEN Siden hjemkomsten til USA i 1986 har Mahtobs mor Betty arbejdet utrætteligt for familier, der har lidt samme skæbne som dem. Og en af de bedste ting ved at dele deres historie igen og igen har været, at der er kommet på fokus på forældres bortførelser af børn, mener Mahtob. LETTET OVER FADERENS DØD Hvilke konsekvenser har dine oplevelser i barndommen haft for dit liv, tror du? – Jeg tror, at de har gjort mig til et mere taknemmeligt menneske. Den friheds-berøvelse, jeg blev udsat for i Iran, gør, at jeg sætter mere pris på den store frihed, jeg har i dag. Overgreb og mishandling er aldrig i orden. Ingen burde nogensinde opleve det – og slet ikke i deres eget hjem. Men at have oplevet min fars overgreb hjælper mig med at værdsætte mit eget trygge og fredfyldte hjem i dag. Din far døde for fire år siden – hvordan påvirkede det dig? – For mig døde min far, dengang han fortalte os, at vi aldrig skulle forlade Iran igen. Fra da af blev han en anden person; én, jeg frygtede, ikke længere min elskede far. Jeg var fire år gammel dengang, så jeg har sørget nok over mit tab. – Så da jeg fandt ud af, at han var død, var min første reaktion lettelse. Endelig er det ovre! tænkte jeg. Han havde udgjort en trussel i mit liv i så mange år. Men næsten omgående blev min lettelse afløst af bekymring for, om en anden ville prøve at gøre gengæld på hans vegne, fordi jeg havde nægtet at kommunikere med ham. Heldigvis er der ingen, der har forsøgt, og jeg føler mig tryg i dag, fortæller Mahtob. DE KONSTANTE TRUSLER Du skriver i bogen, at du har tilgivet din far, men udtrykker også en masse vrede mod ham? – Jeg kunne meget nemt være endt som en bitter og hadefuld kvinde, men der har været nogle mennesker i mit liv, som har hjulpet mig med at lære at tilgive og komme videre på en sund måde. Især min mor har hjulpet mig med også at huske de gode ting i min far og at sætte pris på de ting, han gav mig. Faktisk er der en sørgelig ironi i, at det var min mor, der lærte mig at sætte pris på min persiske herkomst, mens det var min fars indflydelse, der gjorde, at jeg desperat ønskede at distancere mig fra den! JEG TROR, MIN FAR ELSKEDE MIG Inden Moody Mahmoody dør i 2009, har han en længere brevkorrespondance med en tidligere meget tæt ven i USA, som Mahtob altid har kaldt sin ”onkel Kombiz”. Betty giver Mahtob brevene, men Mahtob får først mod til at åbne dem fire år senere. Moody forsvarer sig og forsøger at retfærdiggøre sin opførsel, men onkel Kombiz giver ham tørt på. Blandt andet skriver han, at Moodys opførsel blev den største katastrofe for verdens forestilling om den iranske og islamiske mand. Det er Mahtob enig i, men: – Hvis nogens opførsel har sat Iran og Islam i et dårligt lys, er det min fars! Men ét enkelt menneske afspejler jo ikke en hel nation eller religion. Bare fordi min far har gjort nogle afskyelige ting, er det ikke ensbetydende med, at alle iranere eller muslimer er onde mennesker. Der var så mange iranere, der prøvede at hjælpe os, da vi var der, og hvis ikke det var for dem, var vores flugt måske aldrig lykkedes. Nogle af dem satte deres liv på spil for at hjælpe os. Og det vælger jeg at holde fast i: Det gode, DE gjorde, og ikke det onde, min far gjorde, siger Mahtob LÆS OGSÅ: Julia Lahme: Jeg blev kaldt en ravnemor