Oppustet mave: Sådan slipper du for luft i maven
Udgivet første gang 20. februar 2014. Foto: Shutterstock
Du har lige spist en lækker middag med vennerne og læner dig veltilfreds tilbage i stolen for at tale med sidemanden.
Men pludselig strammer bukserne, og du begynder at føle, at du har fået oppustet mave. Genkender du situationen?
På sundhed.dk kan man læse, at oppustethed er et symptom på luft i maven.
Det er helt almindeligt at have luft i maven, men det er ikke altid, at trangen til at slå en prut kommer belejligt – for eksempel kan det være meget ubehageligt, hvis man er i toget eller på arbejdspladsen.
Oppustet mave: Hvorfor er min mave oppustet og gør ondt?
Luft i maven opstår både på grund af naturlige tarmbakterier, som hjælper kroppen med at nedbryde kulhydrater, men også fordi man sluger luft, når man drikker og spiser.
Det er ganske normalt, og alle mennesker prutter i gennemsnit over 10 gange om dagen.
Vi har tendens til at servere mere festlig mad, når vi er samlet til et socialt arrangement, og festlig mad er ofte mere fedt end det, vi ville spise, hvis vi bare var derhjemme.
Men der er nogle ting, der kan gøre luften i maven værre.
Heldigvis kan du selv gøre en del for at undgå mere luft i maven end højst nødvendigt, og dermed hjælpe din oppustede mave på ret køl igen.
Klinisk diætist ved Aalborg Universitetshospital Mette Overgaard Holm forklarer, at det som udgangspunkt ikke er det, at vi tager ud og spiser med nogle venner, men nærmere den mad, der bliver serveret, der gør, at vi får oppustet mave.
– Vi har tendens til at servere mere festlig mad, når vi er samlet til et socialt arrangement, og festlig mad er ofte mere fedt end det, vi ville spise, hvis vi bare var derhjemme. Du kender sikkert godt det med, at hvis der kommer gæster, så skal I lige servere lidt chips som snacks.
– Også juleaften skal vi have stegt and med masser af fedt og risalamande til dessert. Fedtet gør, at maden forlader maven langsommere, og det betyder, at man får en fornemmelse af at være fyldt helt op, siger Mette Overgaard Holm.
Tre gode råd til at undgå oppustet mave
Her giver klinisk diætist Mette Overgaard Holm tre råd til at undgå luft og oppustethed i maven.
- Tilbered maden og skær den ud. At tilberede maden kan være bedre for maven end at spise rå mad. Jo mere, man skærer maden ud i små bidder, tygger grundigt og koger maden – frem for at lynstege eller blende den – jo nemmere er det at fordøje den.
- Server mindre mængder og mindre fed mad. Generelt når vi spiser i et selskab, har vi tendens til at overspise. Man får en lille drink her, og en snack der. Det bliver ofte til meget mere, end man er vant til at spise derhjemme. I stedet for chokoladebomben til dessert, kunne det være, gæsterne hellere vil have lidt frugt, som gør måltidet og fordøjelsen lidt lettere.
- Bevæg kroppen. Putter vi en masse mad ned i maven og sidder stille, så er det meget sværere for kroppen at fordøje maden. På den måde er det svært at komme af med det, der ophober sig i maven, hvad end det er en prut eller afføring. Hvis vi kommer op og får gang i kroppen, så er det meget nemmere.
"Jeg vil være Danmarks første anti-slankeguru"
Madvarer, som kan give oppustet mave:
Fuldkornsbrød
Mysli
Mælk
Ost
Bønner
Broccoli
Hvidkål
Artiskok
Ærter
Rosenkål
Blomkål
Løg
Æbler
Pærer
Ferskener
Sodavand
Øl
Danskvand
Sukkerfrit slik
Kilde: Sundhed.dk
Hvad skal jeg spise for at undgå oppustet mave?
Den mad, man spiser, er ofte den helt store synder, hvis man døjer med en oppustet mave.
Mette Overgaard Holm nævner fed mad som den værste tricker for oppustet mave, og hun anbefaler derudover, at man undersøger, om man spiser en for fiberrig kost.
For selvom fibrene er rigtig gode til blandt andet at få sat gang i fordøjelsen, kan et højt fiberindhold altså også give luft i maven.
Du kan for eksempel være, at du kender følelsen af at være helt oppustet eller trangen til at slippe en vind, når du har spist en lækker kålsalat? Du kan undersøge, om du spiser lidt for fiberholdig mad ved at skære ned på grove grøntsager, brød og kerner, frugt og bælgfrugter som ærter og bønner.
Men udover at skære ned på den fiberholdige mad, er der også andre ting, du selv kan tjekke, hvis du oplever gener med luft i maven og oppustethed.
Er du gluten- eller laktoseintolerant?
For eksempel kan du undersøge, hvorvidt du er laktose- eller glutenintolerant. Det kan du gøre ved i en periode at undgå laktose eller gluten og se, om situationen bliver bedre eller forbliver den samme.
Hvis du stadig er i tvivl om, hvorfor du er oppustet – og hvis dine gener er meget store – bør du søge læge.
Især, hvis du oplever kvalme, opkastning, blødning, vægttab eller feber samtidig. Det kan nemlig være, du har en kronisk sygdom i tarmen eller en irritabel tarm.
Endelig kan du prøve low FODMAP-diæten. Det er ikke videnskabeligt bevist, at den virker, men mange mennesker beskriver, at den har virket for dem. Den skulle afhjælpe problemerne med oppustet mave og irritabel tyktarm.
Diæten går ud på at undgå en række bestemte kulhydrater (laktose, fruktose, fruktaner, galactooligosaccharider og polyoler). Opsøg en diætist for at få mere at vide.
Sugerør og tyggegummi kan give oppustet mave
Vil du gerne af med din oppustede mave hurtigt, så hjælper det heller ikke at drikke din sodavand med sugerør.
Faktisk skal du lægge både sodavand og sugerør til side, for begge dele bidrager til luft i maven og oppustethed, forklarer Mette Overgaard Holm.
Tyggegummi er også en af de ting, du skal undgå, hvis du har problemer med oppustethed. Du sluger nemlig luft, når du tygger, og det giver luft i maven.
Seks råd mod oppustet mave fra Patienthåndbogen
I Patienthåndbogen er der givet en række gode råd til, hvad man selv kan gøre for at mindske mængden af luft i maven og dermed forhåbentlig slippe af med den oppustede mave. Her er seks gode råd:
- Brug ikke sugerør. Når man drikker med sugerør, sluger man automatisk ekstra luft, fordi der opstår luftbobler i sugerøret på vej op. Hvis man ovenikøbet drikker sodavand, som indeholder meget luft i sig selv, kan det give endnu mere luft i maven. Øl er også en synder.
- Spis, når du har god tid. Hvis man spiser, når man ikke har tid til det, er der større risiko for, at man ikke får tygget maden grundigt nok, og det kan give luft i maven.
- Undgå tyggegummi og hårdt slik. Det giver lidt sig selv, at når man tygger på noget i lang tid, så sluger man samtidig masser af luft.
- Spis mindre til måltiderne. Spiser man mere, end maven er vant til, kan det give en følelse af, at man er oppustet.
- Spis langsomt. Hvis man spiser meget hurtigt, er der tendens til, at der ryger meget luft med ned på samme tid, og det øger mængden af luft i maven.
- Tyg maden grundigt. Tygger man ikke maden så grundigt, er der større sandsynlighed for, at der kommer mere luft med ned ved hver bid.
Seks livsstilsændringer, der kan afhjælpe luft i maven og oppustethed
Ifølge Patienhåndbogen kan disse seks livsstilsændringer afhjælpe oppustet mave:
- Spis mindre måltider. Forsøg at spise flere små måltider i løbet af dagen i stedet for to eller tre større måltider
- Spis langsomt, og tyg maden grundigt. Nogle personer spiser alt for hurtigt og sluger samtidigt store mængder luft. Hvis det er vanskeligt for dig at spise langsommere, så tving dig selv til at lægge gaflen ned mellem hver bid for på den måde at sænke tempoet
- Spis ikke, når du er nervøs, oprevet eller har travlt. Prøv at gøre måltiderne til en afslappende stund - og spis langsomt. At spise når du er stresset, kan forstyrre fordøjelsen.
- Undgå tyggegummi, hårdt slik og brug af sugerør. Disse ting får dig til at sluge mere luft
- Tjek eventuelt gebis. Et gebis, som er dårligt tilpasset, kan få dig til at sluge ekstra luft, når du spiser og drikker
- Ryg ikke. Hvis du ryger cigaretter, kan det øge mængden af luft, som du sluger.
Kilde: Patienthåndbogen