Renée: Hvilket menneske vil du være?

Vi sidder omkring mit spisebord, mig og et par veninder. Kaffen damper, kagen dufter, og hyggen har bredt sig. Snakken går, og den ene af mine veninder fortæller om et brev, hun har skrevet her til morgen. Et brev, hun længe har villet skrive, fordi hun mener, vi skal tage os tid til at fortælle mennesker i vores liv, hvad de betyder eller har betydet for os. Brevet var til hendes gamle musiklærer på seminariet, en mand, hun ikke har haft kontakt med, siden hun blev færdig som lærer for otte år siden. ”Måske kan han ikke engang huske, hvem jeg er,” siger hun. Men det er hun ligeglad med. Hun havde brug for at skrive og fortælle lige nøjagtig ham, hvor meget HAN har betydet i hendes liv. Hun mødte ham i en svær periode, hvor hun havde små børn, og forholdet til børnenes far var mildt sagt kaotisk. Koncentrationen var derfor i bund. Især i musik, som var et helt nyt fag for hende. Hendes selvværd var ikkeeksisterende, og hver dag var en kamp for ikke at opgive. Pludselig en dag fik hun et brev fra sin musiklærer, hvor han fortalte hende, at han syntes, hun var sej. At han kunne se, hvor hårdt hun kæmpede, og hvor meget det kostede hende at tage den uddannelse. Han skrev en lang peptalk til hende, hvor essensen var: DU KAN GODT. Det brev blev medvirkende til, at hun gjorde sin uddannelse færdig. Against all odds. Hans medfølende ord gav hende modet og energien til at gøre det færdigt, hun var startet på. LÆS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: Der findes ikke kun en sandhed - men mange Som hun sidder dér ved spisebordet, fyldes hendes øjne med tårer. Vi andre sidder også med tårer i øjnene, og hendes beslutning om at skrive til ham ud af det blå er pludselig forståelig. Med det brev blev han en vigtig person i hendes liv. Det, han gjorde for hende dengang, var altruisme, en kærlig menneskelig handling, der ikke forventer at få noget igen. For ham var det sikkert ikke noget stort, men for hende betød det alverden, Og det, han gjorde var så uendelig enkelt. Han kunne jo ingenting stille op med de følelser og det kaos, der prægede hendes tilværelse dengang. Men han gjorde det, han kunne. Og sådan er livet jo også. Hver eneste dag har vi et valg, der går ud på, hvad for et menneske vi vil være. Et valg om, hvad vi vælger at sende ud i verden til andre mennesker. Nøjagtig dét lærte hun dengang, og i brevet, hun sendte af sted i dag, stod der: ”Tak, fordi du var der. Tak, fordi du så mig. Du skal vide, hvor meget det betød for mig, og hvor meget du har betydet i mit liv.” Da hun var gået, tænkte jeg over, om der mon var et brev, jeg skulle have skrevet? Kærlig hilsen Renée