Tine Bendixen: Man brænder da bøger...

Normalt er jeg ikke stærk tilhænger af gardiner, men jeg har pludselig fået behov for at investere i et ganske særligt gardin: Pippi-gardinet. Du har hørt historien, ikke? En svensk mor reagerede forarget på gardinets tegninger af to skønne mørke piger, der står og køler Pippi af med viftende palmeblade. Tegningen stammer fra danske Ingrid Vang Nymans 66 år gamle illustrationer til ”Pippi Langstrømpe i Sydhavet”. Gardinerne var for hård racistisk kost for svenskerne, de blev trukket af markedet, og eventuelle vildfarne får (købere) fik tilbud om at levere det farlige gardin tilbage og få pengene retur. Lur mig: Det gardin bliver lige så sjældent og eftertragtet som Kählers guldstribevase. Det får kultstatus! I hvert fald i Danmark ... Hvis det lykkes mig at gafle et gardin, skal det ikke hænges op. Planen er at få lavet en kjole i Mad Men-stil. Muligvis tager jeg en tur til Malmø i kjolen. Det er en modig beslutning, ikke? Man ved efterhånden ikke, hvad man risikerer i vores ekstremdemokratiske naboland. Fængsling for at være iført et racistisk Pippi-gardin? At blive sat i samme fængselscelle som svenskeren Dan Park, der laver uønsket kunst, som under ingen omstændigheder må udstilles? Et svensk TV-selskab er ved at modernisere dvd-udgaven af TV-serien ”Her kommer Pippi Langstrømpe” fra 1969. I den moderniserede udgave må Pippi ikke længere omtale sin far som negerkonge, han er bare konge. Og scenen, hvor Pippi trækker sine øjne skrå og leger kineser, er helt klippet ud. Racisme??? LÆS OGSÅ: Renée: Er folkeopdragelsen gået for langt? Det virker absurd. Forfatteren Astrid Lindgren skabte med sin utrolige menneskelige indsigt en superhelt ud af en lille rødhåret, utilpasset, ensom pige. Astrid Lindgren var ALLE børns bedste ven. Hun hyldede mangfoldigheden og retten til at være det menneske, man nu var. Hun forstod børns rige fantasi og humor. Begge dele noget, flere og flere voksne åbenbart mister, så de kommer til at minde om Pippis plageånd frøken Prusilusken ... Hvad bliver det næste? Er det muligvis dyrplageri at vise en hest, der har fået malet kunstige pletter på og bor på en veranda, eller iføre en abe halstørklæde og give den en dukkeseng? Den svenske mor, der fik det dårligt over gardinet, får det også dårligt over utrolig meget børnelitteratur. Så hun har travlt med slettelakken. Det er sandt! Hun fjerner alle de sætninger, hun opfatter som grænseoverskridende. Hendes barn må ikke udsættes for dem. Kan du se det for dig? Børnebogssider fyldt med hvide striber, der engang var ord? Det lugter af totalitærstat. Det lugter af brændte bøger. Det sære er, at det er folk selv, der udøver censuren. Nu er det ikke, fordi vi herhjemme selvfedt kan pudse glorien og tænke: De er skøre, de svenskere. Vi er – om end i mindre grad – også smittet af trangen til at justere vores egen historie. Sambo-flødeboller er for længst omdøbt til Samba-flødeboller. (Og nej! Du må IKKE længere kalde det negerboller eller negerkys). Kan vi virkelig nulstille sandheden om os selv? Skal vi forbyde ”Sonja fra Saxogade”, fordi danske børn ikke bør se film om et barn, der i 1960’erne går for lud og koldt vand og konstant skal hente 10 Grønne Cecil til sin excentriske mor? Vil det udrydde racisme, ”forkert” livsstil og forskelle i livsvilkår, at vi mennesker forbyder ord og tanker og billeder, der pludselig er dømt uønskede? Tag f.eks. noget, de fleste mennesker har derhjemme: Et fotoalbum. Det afspejler fortid. Det vil formentlig rumme billeder af mennesker, der ryger. Der vil som regel også være billeder af mennesker, der fester og muligvis ikke er helt ædru. Og er der børn i familien, er der også en vis sandsynlighed for badebilleder og bare numser. Sådan var virkeligheden. Det hele er ”forkert” og potentielt farligt nu, ikke? Skal vi destruere alle de billeder? Udøve fælles oprydning, så vi én gang for alle får visket tavlen klorin-ren? Jeg ved, det er sat på spidsen. Men spørgsmålet er, om det alligevel ikke er dér, vi langsomt, men sikkert er på vej hen: Mod undsigelsen af os selv. Og er det ikke også en slags racisme? Man mister sin forankring, sin rummelighed og sin medmenneskelighed, hvis man sminker sin egen kulturhistorie. Det er selvcensur. Det er historieforfalskning. Det er også løgn. (Og hvis du har et Pippi-gardin, så hit med det!) LÆS OGSÅ: Renée: Passer du ind i samfundets skabeloner