Kammuslinger med ærtepuré
Forretter

Kammuslinger med ærtepuré og chorizo-crumble

23. april 2015(Opdateret 23.04.15)
Af: Timm Vladimir
Foto: Columbus Leth
De fine kammuslinger skal steges ved høj varme i kort tid, så de får en lækker, karamelliseret overflade og stadig er glasklare indeni. Her får du opskriften på kammuslinger med ærtepuré og chorizo-crumble
4 personer
Tid i alt 30 min

CHORIZO-CRUMBLE

  • ½ tørret chorizopølse (ca. 100 g)
  • vindruekerneolie til stegning

ÆRTEPURÉ

  • 1 skalotteløg
  • 1 spsk. smør til stegning
  • 1 fed hvidløg
  • ½ dl hønsebouillon
  • 200 g ærter
  • salt
  • saft af ½ citron

KAMMUSLINGER

  • 1 l koldt vand
  • 100 g salt
  • 12 store, friske kammuslinger uden skal
  • smagsneutral olie til stegning
  • salt

TIL SERVERING

  • citronsaft
  • 1 lille håndfuld friske krydderurter, f.eks. kørvel
  • godt brød

Opskrift - sådan laver du kammuslinger med ærtepuré og chorizo-crumble

1. Chorizo-crumble: Skær chorizoen i grove stykker, og blend dem til en fin masse i en minihakker. Steg massen i lidt olie på en pande, til den er sprød og har afgivet en masse fedtstof. Si det hele, og lad chorizo-crumblen dryppe af på et stykke fedtsugende papir.

2. Ærtepuré: Pil skalotteløget, og hak det fint. Steg det i smør på en pande i ca. 4 minutter. Tilsæt finthakket hvidløg, og steg videre i 1 minut. Hæld hønsebouillon ved, tilsæt ærter, og kog i ca. 3 minutter. Hæld det hele i en blender, og blend ærtemassen på høj hastighed i 2-3 minutter til en fin og glat puré. Smag til med salt og citronsaft, og hold den lun.

3. Kammuslinger: Bland vand og salt. Rens kammuslingerne, og læg dem i saltlagen i 10 minutter. Tag muslingerne op, og tør dem omhyggeligt i et viskestykke. Steg kammuslingerne på den ene side i olie på en glohed pande. Undlad at røre ved dem i 2 minutter. Vend dem, og steg dem 1 minut på den anden side. Læg kammuslingerne på fedtsugende papir, og krydr med salt.

4. Servering: Læg en skefuld ærtepuré på hver tallerken, og placér 3 kammuslinger i pureen. Drys med chorizo-crumble, dryp med et par dråber citronsaft, pynt med friske urter, og spis med et par skiver godt brød.

Se flere opskrifter med kammuslinger her.

Læs også