hummersuppe på fin service
Mad

Lækker hummersuppe med cognac

22. november 2021
Af: Marie Melchior og redaktionen
Foto: Line Falck og Columbus Leth. Udgivet første gang d. 31. januar 2014.
Hummersuppen er en sand vinder, hvis du skal imponere gæsterne med en delikat fransk forret. Her får du opskriften på en skøn hummersuppe samt inspiration til en menu, der passer til.
6 personer
Tid i alt 45 min

DET SKAL DU BRUGE

  • 1 hel kogt hummer, 600-700 g
  • 2 skalotteløg
  • 1 fed hvidløg
  • 2 porrer
  • 3 spsk. olivenolie til stegning
  • 80 g hvedemel
  • 5 dl hvidvin
  • ½ dl cognac
  • 140 g koncentreret tomatpuré
  • 1 krydderbuket af frisk timian, rosmarin, laurbærblade
  • ½ tsk. cayennepeber
  • salt og friskkværnet peber
  • 1 l fiskebouillon
  • 2 dl piskefløde
  • 1 lille bundt purløg

Opskrift: Sådan laver du hummersuppe

  1. Flæk hummeren med en stor, skarp kniv. Placér kniven i ”krydset” mellem skjold og hoved. Skær først igennem hovedet. Vær opmærksom på, at det kan sprøjte en del. Herefter skæres hummeren fra ”krydset” ned igennem kroppen og halen. Fjern tarmstrengen i halen og mavesækken oppe fra hovedet (det er en lille pose).
  2. Tag kødet ud af hummeren. Flæk kløerne, og tag kødet ud med en hummergaffel. Gem skallerne, og læg kødet til side i en skål; sæt det på køl.
  3. Hak løg og hvidløg helt fint. Skær det grønne af porrerne, og fjern det yderste lag. Skyl dem grundigt. Hak dem fint.
  4. Opvarm olien i en stor gryde. Svits hummerskallerne. Tilsæt løg, hvidløg og porrer. Svits ved høj varme i 5-6 minutter. Drys mel over, og vend godt rundt. Hæld hvidvin og cognac i gryden, og kog ind i 3-4 minutter.
  5. Tilsæt tomatpuré, krydderbuket og cayennepeber. Krydr med salt og peber. Hæld fiskebouillon i gryden, og skru ned til svag varme. Lad suppen simre i ca. 30 minutter. Si suppen, hæld den tilbage i gryden, og varm den igennem med fløden.
  6. Anret hummersuppen i suppeskåle, og læg hummerkødet i. Pynt med hakket purløg.

Tip: Du kan købe en kogt hummer hos fiskehandleren, så din hummersuppe ikke føles som så stort et projekt. Bestil den eventuelt i forvejen.

Hummersuppen – den perfekte forret

Der findes et hav af lækre forretter med fisk, men en god hummersuppe er med sin intense og pikante smag en af vores favoritter. Den er en fabelagtig nytårsforret, hvis det er det, man er på udkig efter – men den kan naturligvis nydes resten af året også. Det er i hvert fald intet problem for os!

Imponer gæsterne til en eksklusiv middag med den cremede hummersuppe, måske serveret i små fine kopper som her. Det giver bare lige dét ekstra strejf af luksus – og det bliver ikke mere fransk.

I dag omtaler vi bare den delikate franske forret som hummersuppe, men den kaldes også hummerbisque. Bisquen har en del år på bagen efterhånden. Du kan læse lidt om hummerbisquens historie nederst på siden.

Historie om hummerbisquen

En bisque er en pureret suppe lavet på skaldyr, hvor skaller og kød fra skaldyr steges og tilsættes urter, krydderier, cognac, hvidvin og fløde.

Det siges, at ordet ”bisque” opstod omkring Biscayabugten, som er en del af Atlanterhavet og ligger mellem Frankrigs vestkyst og Spaniens nordkyst. Her betegnede det fjerkræ- og skaldyrstuvning. I bugten er der rig mulighed for at fiske, hvilket har dannet grobund for en masse små fiskersamfund langs kysten, så det er meget nærliggende, at ordet ”bisque” er opstået her.

Op til 1600-tallet lavede man kun bisque på krebs, men siden er der blevet tilføjet andre skaldyr til listen over ingredienser, man kan tilberede bisque på – reje, krabbe, hummer og jomfruhummer.

Kilde: Den Store Danske

Fransk citrontærte med marengs, også kaldet tarte au citron - her er opskriften

Skal du sammensætte en elegant menu, så du kan imponere dine gæster – eller vil du bare gerne forkæle venner og familie med en fuldendt fransk menu, så har vi retterne til dig. Du går sjældent galt i byen med en stor helstegt landkylling til hovedret. Gennemfør det franske tema med en smuk citrontærte med marengs på toppen, som har den perfekte søde og syrlige balance, der kendetegner en god citrontærte. De to retter passer perfekt til en forret som hummersuppe. Få opskrifterne herunder.

PRØV OGSÅ: Citrontærte med marengs

Nyd de grillede jomfruhummere med estragonmayo og et lækkert brød som i denne opskrift

Kan du ikke få nok af den himmelske hummer? Prøv Timm Vladimirs grillede jomfruhummer med estragonmayonnaise, som du kan spise med en grøn salat eller hjemmebagt surdejsbrød.

Læs også