Tine Bendixen: Spontan tirsdag

Årh, hvor kunne jeg godt trænge til lige præcis dét,” sagde min veninde i telefon-en. ”Så tag med!”, sagde jeg. Vi, mand, teenagedatter og mig, skulle en uge til Grækenland, der var flyafgang ugen efter, og mens veninden og jeg henført snakkede løs om varme dage og kold hvidvin, var det, det ene ord pludselig tog det andet: Hvorfor tog min veninde, hendes mand og deres teen-agedatter ikke bare med? Vi nåede lige at lege med tanken om, hvor dejligt, hyggeligt og grundlæggende egentlig ret livsnødvendigt det ville være at holde ferie sammen, selv om jeg godt vidste, det var et long shot. ”Det går ikke,” sagde hun ærgerligt. Og remsede alle de ting op, der gjorde det umuligt. Sådan er livet jo. Kalenderbestemt. Dagen efter skulle vi spise middag sammen. Midt i snacksene så min veninde finurligt på mig og gav mig highfive. Hun og manden var gået i clinch med kalenderen. Vi skulle alligevel til Grækenland sammen. Den overraskende melding resulterede i en ekstraordinært sprudlende aften, hvor vi sad på terrassen og jublede med underlige hatte på og hørte høj musik og drak vin. På en tirsdag. Nu er det lige om lidt, vi skal rejse, og det sjove er, at jeg faktisk glæder mig endnu mere til den ferie, end hvis vi for længe siden havde planlagt at rejse sammen. ”Det er det impulsive, der virker, ikke det planlagte ...,” siger min veninde. Og det har hun efter min mening så meget ret i. Problemet er bare, at de fleste af os lever så kalenderafhængigt, at vi ikke sådan lige kan hoppe ud i noget fra den ene dag til den anden. Det passer sjældent godt til virkeligheden at forfølge en hurtigt opstået drøm. Det er bare interessant, at det føles helt vildt godt, når man så alligevel gør det. LÆS OGSÅ: Julia Lahme: Fanget i kalenderhelvedet Og jeg går og funderer over, hvor meget automatpilot og automatreaktion der egentlig er over vores liv. Man kan godt risikere at gå hen og blive lidt livsdoven. Det er jo kalenderen, der bestemmer, ikke? Det er så let at falde til hverdagspatten. Det er forpligtelserne, aftalerne, arbejdet, rutinerne ... der har førsteprioritet. Og det føles helt vildt sørgeligt at skrive det, når man nu er så heldig at leve i en del af verden, hvor mulighederne står i kø. Men det spontane liv har trange kår i en kontroltid, og vi er vanedyr. Der sker også noget underligt, når man bliver sådan rigtig voksen. Magelighed-en tager magten. Der er færre fester. Færre gæster. Færre vinøse tirsdage med underlige hatte og høj musik. Færre impulsive rejser med venner, man holder rigtig meget af. Mindre frihed, faktisk. Når man er ung, har man friheden, men ikke midlerne. Når man bliver voksen, har man midlerne, men ikke friheden. Groft sagt. Men livet bliver jo smukkere, når man vælger at gøre noget særligt med det. Når man husker at lade de skøre indfald få lov til at blive til noget. Når man gør noget ANDET. Man kan jo godt gå hen og glemme, hvor kort livet egentlig er. Det er farligt. Man kan risikere en dag at vågne og opdage, at man ikke rigtig kan huske, hvad man har lavet i årevis, fordi man har lavet – for lidt. Livet lever jo ikke sig selv, vel? Hvornår var du sidst impulsiv? Hvornår brød du hverdagsrutinen og sagde ja til noget, som du normalt ville have sagt nej til? Muligvis er du helt vildt god til det impulsive. Jeg vil gerne blive bedre. Til at vende: ”Nej, det går ikke, det kan jeg ikke”, til: ”Selvfølgelig kan jeg det!”. Fordi det er helt vildt livsbekræftende. Man bliver høj af det impulsive liv. Helt uden stimulanser af nogen art!