Selvudvikling
4. januar 2016

Samlivseksperten: Kvinders to-do-lister kastrerer deres mænd

Madpakker, tjek. Vasketøj, tjek. Madlavning, tjek. Løbetur, tjek? Velkommen i klubben af liste-kvinder, der husker fødselsdage og klassearrangementer, og som ved, hvor mandens bilnøgler er, før han selv gør. Listekvinder, som alt for ofte kommer til at kastrere deres mænd. Læs her hvorfor
Af: Katrine Bøg, FEMINA, Aller Media
https://imgix.femina.dk/media/article/1552_kvinders_todolister_kastrerer_deres_maend_0.jpg

foto: Pantherstock

Rigtig mange af os har mentale tjeklister, der sandsynligvis kører nogenlunde nonstop på den indre skærm. For eksempel er de med til at sikre os det fulde overblik over dagens opgaver. Ligesom de får hverdagen til at fungere upåklageligt for hele familien. Men hvad sker der, hvis nogen bryder ind i vores lister og laver rod?

Oprydning: Se, hvad jeres skænderier i virkeligheden handler om

Her er et eksempel: I skal have gæster. Du har lynende travlt og har din liste kørende i neon på din indre skærm – hvis du skræller kartofler og laver salat, så kan din mand lige nå at støvsuge og skure toiletter, inden gæsterne kommer. Men så kommer din mand pludselig ud i køkkenet med løbetøjet på og siger: ”Hej skat, jeg løber lige en tur, inden gæsterne kommer”. Hvordan reagerer du? Med beskyldninger og irritation? Og måske et svar i stil med: ”Hvorfor er det altid mig, der skal stå her og lave det hele, mens du kun tænker på dig selv?”.

Det vil i hvert fald være den typiske reaktion, siger psykolog Heidi Agerkvist i et interview med FEMINA:

– Mange af os er alt for hurtige til at bebrejde hinanden uden tanke for, at vi skal huske at tale ordentligt sammen. Vi glemmer at invitere hinanden med i de planer, vi hver især har. Det kan jo ikke nytte noget, at kvinden har alle de her lister og planer, men glemmer at indvie manden i sine tanker. Hvordan skal han så vide, hvad det er, hun ønsker?

Undgå stress over julemaden: Få en køreplan til julemaden – time for time

Åbn munden!

Heidi Agerkvist fortæller, at mange par går skævt af hinanden på grund af mere eller mindre simple misforståelser. Begge parter ønsker det bedste for deres parforhold, men de glemmer at tale sammen og
dele deres idéer og tanker med hinanden. Og så ender konflikterne i en gang mudderkast, der kun graver grøfterne endnu dybere.

– Det lyder så kedeligt, men det handler om at forventningsafstemme. Hvis du har et ønske, så sig det højt. Det kan være: ”Det vil betyde meget for mig, at vi fik ryddet op i kælderen i weekenden. Vil du være med til det, eller skal vi aftale et andet tidspunkt?”. På den måde inviterer du din partner, og du accepterer samtidig, at du ikke kan bestemme over ham. Han har ret til at sige nej – også uden at du bliver sur, forklarer Heidi Agerkvist.

– Du skal passe på, at du ikke koger din partner ned til at være statist i dit liv, så du ser ham som din pedel, din babysitter eller din havemand, som du kan styre rundt. Hvis vi reducerer hinanden til nogen, der skal passe ind i en plan, risikerer vi ifølge psykologen at gå glip af det passionerede, sjove og livfulde i parforholdet.

Brok ødelægger jeres forhold

Mange kvinder savner initiativ og mere hjælp fra deres mænd, men er samtidig ikke opmærksomme på, at de kommer til at afvise den eller dræbe initiativet ved at irettesætte ham. Det kan være med sætninger som: ”Når nu du har støvsuget hele huset, hvorfor springer du så lige badeværelset over?”, eller: ”Det
passer jo slet ikke sammen, det tøj, du har givet ham på”. Kvinder skal øve sig i at tage imod hjælpen, selv om den måske kommer i en lidt anden form, end de lige havde forestillet sig.

– Mange kvinder kommer i den bedste mening til at tage rigtig meget ansvar. De har de her billeder af, hvordan det hele skal være, og i processen kommer de til at kastrere deres mænd, fordi han skal passe ind i en bestemt form, siger Heidi Agerkvist.

– Kvinderne føler sig enormt pressede, for når man spurter rundt og skal leve op til et glansbillede af et familieliv, så bliver man enormt ufleksibel, og man kan slet ikke se, at man kan gøre det på andre måder. Og så er det, brokkeriet starter.

Se, hvordan du redder julemaden, hvis der er klumper i saucen eller flæskestegen ikke vil blive sprød

Psykologen forklarer, at kvinden ofte føler sig lige så ulykkelig i det liv, de lever, som manden, der føler sig konstant irettesat. Derfor ender det i en ulykkelig situation, som ofte først kan brydes, når begge parter tager sig tid til at sætte sig ned sammen og se på, hvad de sammen kan gøre anderledes.

– I skal spørge jer selv: Hvilket parforhold vil vi gerne have, og hvad kan vi gøre for at bevæge os derhen? Når I har fundet svaret, skal I selvfølgelig sørge for at sætte handling bag ordene. Husk, I er på samme side i den her sag, og I vil begge det bedste for hinanden. Med det udgangspunkt kan det ikke gå helt galt, siger Heidi Agerkvist til FEMINA.

Læs mere om:

Læs også