Anna Mejlhede: Forelskelse – og andre dødelige sygdomme

Jeg har en veninde, som opfører sig mærkeligt. Eller i hvert fald anderledes, end hun plejer. Forleden glemte hun at skifte hjemmeskoene ud, inden hun cyklede af sted til sit arbejde. Da jeg senere på dagen fik gengivet historien og så hendes mørke rande under øjnene, hendes tydeligt udmagrede silhuet og håret, der hang i uredte tjavser ned ad ryggen, blev jeg oprigtigt bekymret: ”Du bliver nødt til at gå til lægen!”, udbrød jeg så, men hun rystede bare på hovedet og grinede: ”Det, jeg fejler, kan en læge ikke rigtig gøre så meget ved ...”. Hun er nemlig blevet forelsket. Sådan fuldstændig sindsoprivende forelsket. Og skønt det er gengældt og ovenikøbet ikke nogen kompliceret affære, så er min veninde, hvad man kan kalde – ude af sig selv. Forelskelse kan godt ligne en dødelig sygdom næsten til forveksling. Fordi den om noget kan forandre os totalt. Den er en urkraft, der vælter ind over os med en voldsomhed, vi ikke rigtig kan styre, og det gør os bange på flere planer: Vi bliver utrygge, når vi ser mennesker, vi ellers kender godt, forvandle sig. Og når den rammer os selv, bliver vi dødeligt angst for at miste, og for alt det, der kan gå galt. Bange for at falde ud af kærligheden igen. Læs også: Sådan reagerer hjernen på kærlighed Se, hvis nu min veninde havde været teenager, havde det ikke vakt større opsigt sådan at være dødeligt ramt af forelskelse. Men fordi hun nærmer sig de 50, er omverdenens overbærenhed med hendes tilstand, mærkbart formindsket. Hendes glemsomhed. Det slørede, let fjerne blik. Hendes gråd – og latterlabilitet og lettere utilregnelighed, for ikke at glemme den ustyrlige begejstring, der tager kontrol over hende, hver gang hun skal være sammen med sin elskede. Men i stedet for med et smil at bære over (som vi gerne gør med unge forelskede: ”Sådan er det jo at være ung”, og: ”Så lad dog turtelduerne”, osv.) så vækker hendes tilstand ofte dybt mishag eller ligefrem væmmelse hos folk. Når hun omfavner eller kysser sin kæreste i det offentlige rum, er det langtfra altid venlige, overbærende blikke der møder dem – snarere forargelse. Og kommentarer får de også med på vejen, a la: ”Er I ærlig talt ikke lidt for gamle til det dér?”. Heldigvis er hun fortsat for opslugt til selv at tage synderlig notits af kommentarerne ... et af de praktiske symptomer på denne dødelige sygdom ... I gamle dage brugte man lidt nedladende udtrykket: ”Når der går ild i gamle huse”, om farerne ved at forelske sig, når man var ovre den første ungdom. Man fandt det både komisk og upassende med disse kærlighedsforandrede voksne mennesker. Deres tilstand kunne ligefrem virke skræmmende, som hvis de fejlede noget dødeligt og smitsomt. Var man ude over den fødedygtige alder, var sådan en forelskelse også biologisk ubrugelig, og det var anstødeligt at få smækket lige i synet, at menneskets kærlighedsliv og seksualitet ikke udelukkende var forbundet med praktisk nødvendighed, men derimod handlede om hjertets frydefulde hengivelse. Det sære er, at vi – skønt vi er trådt ind i det 21. århundrede – stadigvæk ser forelskelse som et ungdomsfænomen, man gerne skulle vokse sig fra, lidt som visse børnesygdomme. Er man over skelsår og alder – eller sagt med andre ord: godt over de 40 – må det være slut med galskaben. Men det er en konstruktion, vi selv har skabt! Ja, jeg ved snart ikke, hvilke eksempler jeg skal vælge ud for at vise, hvor meget vi tager fejl. Men et nygift par i 70’erne, en dødforelsket 82-årig mor til en af mine venner er – ud over min veninde fra før – blot enkelte af de livsbekræftende eksempler, jeg selv har været vidne til. Min veninde er stadigvæk uden for rækkevidde nu på femte måned: ”Tror du egentlig godt, man kan dø af det her?” spurgte hun, sidst jeg var sammen med hende. Men i så fald vel hellere dø af kærlighed – end dø uden? Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser