"Menstruation har været tabu i sindssygt mange år"

Kan det virkelig passe? Ja, det kan det: Hvis man får sin første menstruation som 13-årig og bløder cirka fem dage i hver cyklus de næste cirka 35 år, så bløder man i sammenlagt seks et kvart år af sit liv. Det er så uden fradrag for eventuelle graviditeter, men alligevel… seks et kvart år… Og hvad bliver det ikke til i bind og tamponer og dermed kroner og øre? Mindst en luksustur til de meget varme lande. Femstjernet.

Hvis man da ikke går over til genbrugelig menstruationskop, supersmukke amerikanske Thinx-menstruationstrusser med indbygget absorberingsbund, vælger at spise P-piller 365 dage om året (gynækologer har for nylig givet grønt lys) eller at free-bleede (bare at lade det løbe, det ER der nogen, der gør, men det ER garanteret ikke dem, der som mig har prøvet at stå i Irma i Lyngby og bløde igennem bind og trusser og ned i højre sko…).

Du kan læse mere om det hele i artiklen her. Hvis du da ikke allerede nu tænker: Uargh klamt, jeg magter det ikke… Hvilket du i givet fald ikke vil være ene om. Men giv det lige en chance. Menstruation er på mange måder stadig tabu. Det er derfor, blod i reklamer for bind og tamponer altid er blåt - selv om vi faktisk er temmelig mange kvinder i denne verden, der IKKE har royalt blåt blod i årerne. Menstruation er stadig noget, kvinder ikke taler særlig meget om, og det er da ufatteligt, når det nu fylder så meget i vores liv. Nogle gange omtaler vi det endda med indbygget negativ afstand: ”Jeg har mit lort” eller ”mit skidt”.

Læs også: PMS - sådan påvirker din cyklus dig dag-for-dag

Maja Nyvang Christensen og Sine Cecilie Laub synes, det er på tide, vi taler om det, så sammen har de skrevet bogen ”Gennemblødt”. Maja fik som teenager ”et kæmpe chok” og begyndte at græde, da hun første gang så blodet i toilettet, selv om hun godt vidste, hvad det var. Det føltes også ”stort”, og hun var glad for, at hun fik det hjemme hos sin mor og ikke hjemme hos sin far, som hun havde frygtet, for hvordan talte man med sin FAR om sådan noget? Sine husker, hvordan drengene helt forkert var blevet sendt ud for at spille fodbold, ”de burde da være blevet for også at lære noget om menstruation”, mens dansklæreren uddelte en lyserød pamflet fra et af de store bind- og tamponbrands til pigerne og fortalte om menstruation. Alligevel blev hun ”vildt bange og brød fuldstændig sammen”, da hun fik den første. Hun fornemmede symbolikken: Der var ingen vej tilbage til barndommen. Sine har nu, siger hun 212 menstruationer på sit menstruations-cv, Maja har haft menstruation i 17 år, ”så der er røget nogle bind og tamponer ud og ind”. Med andre ord: Vi taler direkte ud af trussen i artiklen her.

Maja: - Ideen til bogen opstod, fordi vi begyndte at undersøge reklamer for bind og tamponer for et par år siden og fandt ud af, at der faktisk ikke er sket særlig meget fra 1920erne til nu. Ordet ”menstruation” optræder f.eks. stadig ikke. Og det er stadig noget med, hvordan man kan skjule det, så der IKKE er nogen, der opdager det. Men hvis man ikke engang kan nævne ordet ”menstruation” i reklamer, så kan man jo heller ikke tale om det. Det vil sige, at menstruation har været et tabu og stadig er det. Vi har prøvet på en lidt let og fabulerende måde at skrive en bog, der ud fra et kulturelt perspektiv fortæller, hvad fanden det er for noget med den røde plet. Vores største ønske er at vi kan snakke om det uden at det skal være noget vi hvisker til hinanden. For helt ærligt: Der bliver blødt rundt omkring dig hele tiden.

Hvorfor har vi så svært ved at tale om det?

Sine: - Først og fremmest handler det om, at det er en kropsvæske, og det er noget ekstremt intimt og privat. Man går heller ikke og taler højt om ens urin, afføring, snot eller spyt. Menstruation er så lige et skridt slemmere, for den kommer fra et sted – altså kussen og skeden – som rent historisk har været underlagt alle mulige mærkelige myter og fortolkninger. At menstruationsblodet kommer ud af så mystisk et sted på en krop, gør det endnu sværere at tale om.

Og så er der det faktum, at det er – blod. L.O.C. siger det faktisk meget tydeligt i sin sang ”Helt min egen”:

”Man kan ikke stole på nogen, der kan bløde i fem dage uden at dø”.

DET STRØMMER FRIT

Sine og Maja har ”svømmet rundt” i menstruation i to et halvt år og har på egen krop prøvet alle mulige ting til ”den tid på måneden”.

Sine: - Og jeg har personligt prøvet at free-bleede. Det vil sige, at man ikke bruger nogen menstruationsremedier.

Okay – her tager vi lige en dyb indånding, en forklaring og et eksempel. Den indiske kunstner, musiker og maratonløber Kiran Gandhi fik menstruation lige før, hun skulle løbe London Marathon i 2015, og tanken om at løbe 42,2 km med bind og tamponer fik hende til at vælge at free-bleede – hun løb hele vejen uden og kom over målstregen med en velvoksen blodplamage mellem benene på de – røde - løbetights.

Tænker du også skriiig og kontroltab og vildt pinligt? Sine siger:

- Jeg synes, det er en meget behagelig kropslig oplevelse. Der er ikke noget, der absorberer eller gemmer dit blod væk, det strømmer ligesom bare frit.

Du går på gaden helt uden noget? På café?

- Ja, det kan jeg faktisk godt. Nu bløder jeg heller ikke så meget, så jeg kan godt håndtere det. Jeg skal ikke have hvid nederdel og hvide silketrusser på, men med ordentligt tøj på, kan det faktisk godt lade sig gøre. Jeg tror min kæreste LIGE har skullet sluge den – hvis man kan sige det på den måde, ha ha… Der er egentlig ikke noget odiøst i free-bleeding, kvinder har gjort det i årtusinder, for det er først inden for de sidste 150 år, at vi har fået remedier til at gemme og absorbere blodet, men free-bleeding er i dag et politisk statement – det handler om at nedbryde tabuet omkring menstruation. Og mange kvinder bruger det for at vise deres kritik af den store femcare-industri, der tjener rigtig mange penge på at lave kemikaliefyldte bind og tamponer. Vi håber på en større bevidsthed omkring de menstruationsartikler, vi kvinder bruger.

Maja: - Vi fik en stor overraskelse, da vi begyndte at læse om femcare-industrien. Hvor mange blegningsmidler der er i. Hvor fucked bomulden er, hvor mange kemikalier der er i. Og om tamponsyge- Toxic Shock Syndrome - som stadig forekommer.

Det seneste kendte eksempel: Den amerikanske model Lauren Wasser var døden nær af tamponsyge i 2013. Hun blev reddet i sidste øjeblik – men højre ben måtte amputeres.

Maja: - Al den fare der ligesom også er ved de remedier, tror jeg, var en stor overraskelse for os. Det er jo fint at der findes remedier, så vi ikke bløder ud i vores blondetrusser og nye jeans eller ned i sko eller på andres stole – det er jo ikke specielt fedt. Men jeg brugte tamponer før, det kan jeg ikke gøre nu. Jeg går nogenlunde op i hvad jeg smører i mit hoved af cremer og i, hvad jeg spiser, men nu er det gået op for mig, at det jeg stikker IND i mig for at styre min menstruation, er jeg på en eller anden måde slet ikke gået op i. Altså hvad der er i af stoffer. Og blandt alle de bind og tampon-pakker, vi har kunnet finde, er der INGEN, hvor det står på pakken, hvad der er i af stoffer. Man skal købe pakken og åbne den, før man kan se det.

Sine: - Vi har en industri, der selvfølgelig tjener penge på engangsartikler, som godt kunne være mere miljø- og kropsvenlige. Men de er selvfølgelig også dyrere i fremstilling, og så risikerer man at miste man en masse forbrugere. Og hvis man tager en helt feministisk kritikhat på, kan man spørge sig selv: hvorfor har det igennem tiden især været mænd, der som ingeniører på produkterne har udviklet menstruationsartikler til kvinder?

ODEUR-KONTROL TIL MÆND…

Noget er der nu sket. Vi er trods alt gået fra forhåndenværende klude og hjemmestrikkede indlæg til murstenstykke bind med løkker i enderne og underlige bælteanordninger. Undervejs blev tamponen opfundet. Først Tampax - med indføringshylster, så kvinderne ikke ”behøvede” røre ved deres egne kønsorganer. Så fik bindene skumgummi i bunden. Siden klister. Og vinger. Og trusseindlæggene kom marcherende ind på supermarkedshylderne. Hygiejneremedierne har frisat kvinderne. Gjort det muligt for dem at komme ud på arbejdsmarkedet. Så de har deres del af æren for kvinders ligestilling. Men produktudviklingen er paradoksalt nok også kønsnedsættende. Hvorfor er der f.eks. ofte parfume og ”odeur-kontrol” i bind og trusseindlæg? Hvorfor bruger vi overhovedet trusseindlæg? Kunne man forestille sig ”odeur-kontrol”-indlæg i mænds underbukser? At de havde en lille papæske med absorberende engangs-penishoved-hætter stående på toilethylden? (”Enhver mand ved, at den sidste dråbe kommer i underbukserne”, sagde en mandlig bekendt engang til mig.).

Sine: - Jeg synes, det er vigtigt at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg skal lugte af en blomstereng mellem benene. Der er kommet SÅ mange remedier med lugtkontrol. Og det er da rigtigt, at menstruation kan lugte af død sild eller fiskehal, ha ha. Men hvorfor accepterer vi, at det skal gemmes væk med kemikalier og parfume?

Hvad handler odeur-kontrollen om?

Maja: - At vi skal sikre os, at der ikke er tegn på menstruation, hvilket også betyder at man ikke kan lugte noget som helst. Menstruation har været tabu i sindssygt mange år. Det går helt tilbage til Biblen. Kvinden var uren, hun var syg i den forstand, at hun smittede, hvis folk rørte hende, mens hun havde menstruation. Vi har igennem tiden tacklet menstruation ved at lave en masse regler for det. Isolere det. Det er jo stadig noget med at skjule det. Vi kan simpelthen snige tamponer ind i ærmet eller ned i støvlen, som om det var narko, når vi skal ud og skifte på vores arbejdsplads.

DET KOSTER KASSEN

Og så er der helt lavpraktisk – udgifterne. Menstruationsprodukter er en tung post på kvinders budget. Burde det være gratis? Eller bare momsfritaget f.eks.?

Maja: - Hvis man skal ligestille kønnene, og det ene køn konsekvent har en meget større udgift end det andet, så er det en interessant tanke at tage op. Jeg tror, at hvis vi havde levet i et matriarkat i 200 år, eller hvis det var mænd, der havde blødt, eller hvis vi ALLE havde blødt en gang om måneden, så havde det nok set meget anderledes ud. Når vi snakker ligestilling, er det som regel noget med, at der skal være samme forhold for alle. Men lige præcis i denne situation handler det jo om forskellige fysiologiske processer, som gør, at man må behandle forskelligt for, at vi KAN blive lige. Allerede i 1970erne stod der i Kvinde Kend Din Krop, at bind og tamponer skal være gratis. Det er faktisk en relativt dyr udgift for kvinder.

Læs også: 6 tips mod menstruationssmerter

Men så er der jo: menstruationskoppen. Blød silikone eller naturgummi, ligner en lille tragt. Fås på apoteket, i helsebutikker, hos Matas, på nettet. Sine henter en: ”Den er ubrugt denne her!”. Og siger:

- De koster mellem 170 og 300 kr. og kan genbruges i flere år, så de tjener sig hurtigt ind og er et billigt alternativ.

Udfordringen er, at man i høj grad skal være ”hands on” med sin egen krop.

Maja: - Jeg er totalt kop-fan. Det var sgu svært i starten, ha ha. Man skal lige lære at bruge den. Nu er jeg sindssygt glad for den.

Det siger sig selv, at producenterne af bind og tamponer ikke elsker den.

Sine: - Den ødelægger det for de andre femcare-produkter, for den kan genbruges, og den er bionedbrydelig. Den er også blevet et ret politisk feministisk remedie. Man kan opsamle blodet og tegne og male med det og lave menstruationskunst.

Og ja, det er der kunstnere, der gør. Som da Ingrid Berthon-Moine brugte menstruationsblod som læbestift i fotoserien Red Is The Colour i 2009.

Sine: - Der spirer en undergrundskultur, der er blevet meget mere kropsaktivistisk og meget mere favnende og ønsker at inkludere alle mulige typer kroppe, køn og seksualitet. Derfor tror jeg også, vi er nærmere et tidspunkt, hvor vi kan være med til at nedbryde tabuet, end vi har været.

Hvad har overrasket jer i arbejdet med bogen?

Maja: - Sine og jeg har snakket så meget om menstruation, at vi kan snakke om det, mens vi spiser rødbedesuppe, det er ikke et tabu for os mere. Men da vi skulle til at skrive om UDFLÅD, ramte vi faktisk en mur igen. DET er måske alligevel en kropsvæske, der overgår menstruation. Det er noget, vi ikke tør tale om, og som vi gemmer væk – den der batikplet i underbukserne...