Brev til Renée: Forholdet til min datter gør mig ulykkelig

Kære Renée

Jeg skriver til dig i håb om at få et godt råd, da mit forhold til min datter gør mig ulykkelig.

Jeg er 44 år og har en datter på 20, som ikke har boet hjemme i snart to år. Jeg har været alene med hende, siden hun var fem år.

Hendes far har været med på sidelinjen, men orkede ikke at deltage. Dog har jeg forsøgt at give hende en god opvækst med tryghed og en god og kærlig base.

Jeg hjælper hende stadig meget – mest økonomisk.

Jeg er selv en fightertype med meget energi og gåpåmod, men min datter ligner mere sin far, som nærmest er det modsatte af mig.

Det har givet os en del konflikter, bl.a. om vores to katte. Vi fik dem for fire år siden, da min datter stadig boede hjemme. Tre uger efter fortrød jeg dog, og da jeg havde aftalt med sælger, at vi kunne gøre handlen om, ville jeg aflevere kattene tilbage.

Men min datter blev meget ulykkelig og sagde, at hun ville have dem. Hun ville tage del i at passe dem, og når hun flyttede hjemmefra, ville hun tage dem med.

Jeg indvilligede vel vidende, at jeg ville være den, som stod med ansvaret for dem i sidste ende, men også med håbet om, at min nu store datter ville tage større del i deres liv, end hun havde gjort med andre dyr førhen.

Men det blev ikke tilfældet. Og da hun flyttede hjemmefra, kom kattene ikke med.

Hun må kun have én kat dér, hvor hun bor, så vi aftalte, at de blev hos mig, men at hun ville passe dem, når jeg skulle på ferie.

Den ordning har til tider fungeret, men nu er der desværre igen kommet problemer: Hun mener ikke, det er rimeligt, at jeg beslaglægger hendes og kærestens tid i alle mine ferier, da de jo også har et liv.

Jeg overvejer at få kattene aflivet, men hun siger, at det vil hun aldrig tilgive mig. Jeg mener ikke, det er fair, at jeg skal passe dem og ikke kan forvente noget fra hendes side, men jeg er nok bare kommet til den erkendelse, at jeg hænger på dem.

Ud over det virker det, som om hun generelt har et problem med at overholde aftaler med mig.

Har hun lånt penge, skal jeg selv bede om at få dem igen – og får en vrissen datter til tak.

Hun gider ikke deltage i min fødselsdag, mors dag orker hun heller ikke. I det hele taget orker hun ikke meget andet end at passe sit aktiveringstilbud og så tage sig af de små gnavere, hun nu har købt.

Jeg er nu så træt af denne opførsel, at jeg for nylig fik nok og bad hende om at lade mig være.

Vi har prøvet det her før, men jeg kan mærke, at jeg denne gang er tættere på et endeligt brud end de andre gange.

Jeg har egentlig ikke lyst til det, da hun er min datter, og jeg elsker hende – men jeg synes heller ikke, man skal stå model til alt, bare fordi man er forælder. Jeg håber, du har nogle tanker, som kan få mig på rette spor?

Meget venlige hilsner fra en frustreret mor

Kære frustrerede mor

Åh, hvor jeg dog kender det scenarie, du beskriver: Store børn, der opfører sig, som om de stadig er små, og som tror, man kan byde ”mor” hvad som helst.

På en måde har de ret, for som du også selv skriver, så vil en mor jo altid elske sine unger – uanset hvad.

Men det ER svært for et barn at løsrive sig og blive sig selv i forhold til sine forældre, fordi vi på en eller anden måde er deres trygge base, hvor de altid har kunnet komme af med frustrationer og urimeligheder.

Samtidig er det også ofte svært for forældre at give slip på børnene, og vi kan have en tendens til at behandle dem som børn, i lang tid efter at de sådan set ikke er det mere.

Det er der ikke noget forkert i, men det er vigtigt, vi bliver opmærksomme på det. Du ønsker at rette op på det lidt skæve forhold til din datter, og det er jo rigtig godt.

Jeg synes bestemt ikke, du skal cutte forbindelsen. Det vil hverken du eller hun blive glad for ... tværtimod tror jeg, det vil bringe meget sorg med sig.

Men – du skal selvfølgelig have ændret ved jeres relation. Det kan du gøre ved at ændre din egen måde at være i relationen på. Helt konkret i sagen med dine katte, som er det, der fylder lige nu, vil jeg mene, du må tage det ansvar, der er dit.

For det første er det dig selv, der har sagt ja til de katte – godt nok blev du presset, men du er den voksne, og du sagde ja.

Ergo er kattene dit ansvar.

Din datter ønsker tydeligvis ikke at deltage ret meget i pasningen af dem, og derfor er du ikke længere interesseret i at have dem. Efter min mening er det fuldstændig fair.

Du kan sige til din datter, at hvis hun vil have én, skal hun være velkommen, og hvis ikke, er det også helt o.k.

Men du har ikke lyst til at have dem længere, og du har tænkt dig at aflevere dem på et dyreinternat, hvis det er muligt, og hvis ikke, så vil du sørge for, at de får en sprøjte.

Jeg kan ikke se nogen mening i, at du har to katte boende, som du ikke ønsker at have, fordi din voksne datter har følelser for dem, men ikke selv gider tage sig af dem.

Og det er faktisk det, jeg mener med at tage ansvar. Det kan ikke nytte noget, at du lægger det ansvar over på din datter.

Det kan hun tydeligvis ikke bære, og ærligt: Det skal hun heller ikke. Hun vil sandsynligvis blive sur/vred/ked af det, når kattene kommer væk, men det er der så ikke noget at gøre ved.

Hvis din datter vil have kattene, må hun tage ansvaret for dem.

Jeg tror i grunden, det bl.a. handler om, at du begynder at sætte de grænser, du har brug for at sætte – også selv om ”barnet” bliver ked af det.

Og så kommer det allervigtigste: Når og hvis du sætter de grænser, du har brug for, så stå ved dem. Når eller hvis din datter bliver vred eller ked af det, så skal du ikke også blive vred og ked af det. Det kan hun ikke bruge til noget som helst.

Du behøver heller ikke at undskylde for at sætte grænser, det har du ret til, så du kan roligt stå ved det, du gør, og så samtidig have overskud til at trøste hende, når hendes elskede katte bliver aflivet.

Det får hun brug for.

Det er klart, at hun bliver ked af det – det må hun gerne – men derfor vil du stadig ikke have dem boende. Og det er også helt i orden.

Kærlig hilsen Renée

Cand. psysch. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.

Meget mere Renée

Du finde tidligere svar og klummer fra Renée her.

Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.

Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet, eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.