Brev til Renée: Arvestridigheder i familien

Kære Renée I 2008 flyttede jeg ind på min mands slægtsgård, som også var hans virksomhed. Den ældste af min mands to sønner arbejdede også i firmaet. Sønnen er biologisk set kun min mands ekskones søn, men min mand adopterede ham, da sønnen fyldte 18 år. Min mands to sønner er altså halvbrødre. I 2013 solgte min mand det meste af virksomheden til en konkurrent. Han beholdt dog en underafdeling, som han og jeg kunne drive, i det omfang vi havde lyst. Den ældste søn, som tidligere var ansat i firmaet, gik i selvsving og kunne ikke finde ud af, hvad han nu skulle arbejdsmæssigt. Det kulminerede en aften, hvor hans kæreste ringede til os og fortalte, at han sad på gulvet og græd, fordi ingen ville hjælpe ham (han er 33 år og far til to!). Efter en lang nats snak besluttede min mand og jeg at hjælpe ham i gang. Min mand ansatte derfor sin søn samt en anden tidligere medarbejder i vores afdeling, hvor de begge blev lønnet godt. Inden for et år skulle de så tilegne sig kvalifikationer til at overtage/købe vores del af firmaet. Men forretningsaftalen blev ikke overholdt, og da købsaftalen skulle skrives under, endte det hele i et brag. Sønnen og den anden medarbejder syntes, firmaet var for dyrt, og at vi ikke havde hjulpet dem nok. Min mand valgte derfor at forære dem firmaet med navn, kundekartotek og ordrer og håbede, at de så ville være glade. Men det var desværre ikke tilfældet. Sønnens kæreste overfusede både min mand og mig, og de ville nu have en konkurrenceklausul på fire år mod min mand. Da vi protesterede mod deres måde at opføre sig på, fik vi at vide, at hvis min mand ikke skrev under, måtte han ikke se sine børnebørn! Derfor skrev han under. Sønnen og hans kæreste holdt dog ikke ord, og vi måtte alligevel ikke se min mands børnebørn, som var blevet bildt ind, at vi havde for travlt til at se dem! Her halvandet år senere har min mand så konfronteret sin søn og bedt ham skrive under på et arveforskud fra firmaet, som skal gives til hans lillebror, da han ikke havde fået tilbuddet om at købe firmaet og dermed var gået glip af en god indkomst resten af sit liv. Min mands ældste søn mener dog ikke, han skylder nogen noget – da slet ikke sin far eller bror. Min mand og jeg har nu besluttet, at det er sønnens tur til at komme med indrømmelser. Men i dag ringer den yngste søn så og beder sin far om at blive gode venner med hans storebror. Hvis ikke, vil han bryde med sin far! Det var et hårdt slag i ansigtet for min mand. Derfor spørger jeg dig: Hvor langt skal vi gå for husfredens skyld? Vi har oplevet et kæmpe tillidsbrud, men hvor mange kameler skal vi sluge? Min mand er 57 år, og jeg er 55. De bedste hilsner fra Den anonyme X Kære anonyme X Du spørger, hvor mange kameler du og din mand skal æde for husfredens skyld. Det er et svært spørgsmål, som jeg kun kan reflektere over sammen med dig. Jeg vil dog sige, at din historie ikke lyder rar og til tider lidt uforståelig. Derfor tænkte jeg som det første, at din mands sønner på en eller anden måde har en ganske anden opfattelse af tingene, for hvordan kan de ellers opføre sig på den måde over for deres far? Kan det handle om, at din mand sælger hoveddelen af firmaet i første omgang? Måske er den pågældende søn skuffet over det? Måske har han troet, at firmaet skulle gå i arv til ham, og at han skulle drive det videre? Det er kun et gæt, men hans reaktion, det, at han efter salget græder, fordi han ikke mener, han har nogen fremtid, kan være en indikator på den teori? Hvis det er sådan, det forholder sig, bliver sønnens adfærd mere forståelig. Han har haft udsigt til en stor flødeskumskage, og den er så skrumpet ind til et lillebitte stykke chokolade. Hvad der måske kan have fået ham til at tro, at han skulle arve hele firmaet, ved jeg ikke. Måske har din mand stillet ham det i udsigt, eller måske er det bare noget, han har regnet med? Situationen lige nu er i hvert fald hverken god for ham eller jer, især ikke nu, hvor den anden søn, som åbenlyst har sympati for den ældstes krav og følelser, mener, I skal begrave stridsøksen og droppe at give arveforskud til ham. Skal I holde på jeres ret til at have ret – eller skal I lade det fare? Min mening er, at det her handler om penge – og penge er ”kun” penge. Jeg synes, din mand skal give sin anden søn et arveforskud af sine egne penge og på den måde kompensere ham for, at han ikke fik del i det, der var tilbage af firmaet. Og så mener jeg, I skal bilægge striden med den ældste søn og prøve at forstå, hvilke følelser omkring penge der har været på spil for ham. Det kan måske handle om sønnens tro på sin fars kærlighed, synliggjort igennem hvor mange penge han er villig til at give ham? Så hvis din mand har råd, så giv den yngste det arveforskud, din mand mener, han skal have, og bliv så venner med den ældste. Lad ham drive firmaet, sådan som han synes, det skal drives. I nærmer jer de 60, og er der noget, der er vigtigt, når man bliver ældre, er det børn og børnebørn. Dem synes jeg ikke, I skal sætte på spil for penge! Kærlig hilsen Renée Cand. psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre. Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet, eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Min eksmand svigter vores døtre