Amalie: Sådan slap jeg mine maddæmoner

Jeg tror, det begyndte med en chokoladeskumfidus. Det er i hvert fald det tidligste minde, jeg har om at spise noget, fordi jeg var ked af det.

Jeg var fire år og på koloni med børnehaven, og jeg savnede min mor noget så forfærdeligt. Så forfærdeligt, at pædagogerne til sidst stak mig tre chokoladeovertrukne skumfiduser for at få mig til at holde op med at græde. Jeg kan ikke huske, om det rent faktisk fik mig til at holde op, men jeg ved, at jeg lige siden har spist på mine følelser.

LÆS OGSÅ: 10 tegn på, at du - måske - har et unormalt forhold til mad

Det var dog først 22 år senere, som 26-årig, jeg indså, at det rent faktisk var det, jeg gjorde – og altid havde gjort. At jeg gennem hele min barndom, min ungdom og nu mit voksenliv havde spist, når jeg var trist, ked af det, frustreret, nervøs, bange, glad, spændt eller rastløs. Og at jeg de seneste fem år havde taget skridtet endnu dybere ind i et madmisbrug ved konstant at gå fra kur til kur og fra livsstilsændring til livsstilsændring – med løfter og ændringer, der aldrig holdt, og som derfor resulterede i endnu flere overspisningsseancer med følelser af nederlag og skam til følge, når posen med chips endelig var tom.

En plade chokolade, en sprøjte eller guldøl?

Der findes ikke statistik på, hvor mange danskere der lever med et madmisbrug. Selv om læger og andet sundhedsfagligt personale er begyndt at få øjnene op for, at spiseforstyrrelser ikke kun viser sig som anoreksi og bulimi, men også som overspisning, så er forskningen i og anerkendelsen af, at nogle mennesker er lige så afhængige af mad, som alkoholikere er af guldøl, ikke stor.

I USA sidestiller man dog allerede madmisbrug med misbrug af stoffer og alkohol, og man behandler derfor ofte madafhængige ud fra samme metoder, som bliver brugt i forhold til alkoholikere og narkomaner. Det var da også i USA, livsstilscoachen Sofia Manning fandt hjælp og vej ud af sin egen madafhængighed – en vej, som hun udførligt beskriver i sin bog ”Mit hemmelige forhold til mad”. Den faldt jeg over sidste år.

Tre stykker lasagne

I bogen beskriver Sofia Manning, hvordan mad har fyldt hele hendes liv, siden hun var teenager. Nogle gange fyldte maden alt, fordi hun overspiste, og andre gange fyldte den alt, fordi hun kæmpede for at lade være. Udefra har Sofia Manning dog aldrig lignet en, der kæmpede en stor indre kamp for og imod maden. Det gør jeg egentlig heller ikke. Jeg er ikke tyk, men jeg er heller ikke tynd, bare sådan midtimellem. Lange, pæne ben, bløde arme, der dirrer lidt, når jeg vinker, en rund mave og en lille røv.

Så selvom jeg ikke ser ud som en, der elsker salat og crossfit, ligner jeg heller ikke en, der ofte kværner en hel plade chokolade og tre stykker lasagne, når jeg kommer hjem fra arbejde, og verden har vendt sig imod mig. Jeg ligner ikke en, som har hovedet fyldt med ”for eller imod”. En, der det ene øjeblik kan overbevise sig selv om, at hun fortjener og har brug for at spise alt det, hun har lyst til, for så det næste øjeblik at fortryde og hade sig selv inderligt for det, hun har gjort. For det, hun har spist. For det, hun endnu en gang har ødelagt.

Farvel til maddæmonerne

I den spæde start af 2016 indså jeg, efter at have læst ”Mit hemmelige forhold til mad”, at jeg ikke behøvede at have det sådan. At jeg havde et forskruet forhold til mad, men at det kunne blive normalt. Derfor meldte jeg mig til Sofia Mannings kursus, og der forstod jeg først rigtigt, hvor mine maddæmoner kommer fra. Hvorfor de er kommet, og hvad jeg kan gøre for at sige pænt farvel og tak. På kurset lærte jeg og de andre tykke, tynde og normalvægtige deltagere, at der altid er en grund til, at et madmisbrug begynder, og at det ofte er opstået i et forsøg på at passe én selv.

“Du har haft brug for det, som maden gav dig, men du har ikke brug for det længere,” fortalte Sofia Manning og opfordrede derefter os allesammen til at sige tak for hjælpen og farvel.

Derefter opstillede hun et par simple regler, som fra nu af skulle være de eneste madrelaterede regler, vi skulle leve efter: Ingen mad er forbudt. Spis tre måltider om dagen. Spis dessert to-tre gange om ugen. Vurder, hvor sulten du er, og hvor stor din portion er, inden du begynder at spise. Hold madro. That’s it. Det vigtigste er dog de tre måltider, da flere måltider giver alt for mange muligheder for at falde i, og færre måltider ikke er normalt.

“Sat på en spids svarer det at afvænne en madafhængig lidt til at bede en alkoholiker om kun at tage en tår af flasken med sprut tre gange om dagen. Det er svært, og derfor skal vi ikke udfordre os selv mere end højst nødvendigt,” forklarede Sofia Manning os.

Det normale menneske

Men selvfølgelig er det ikke bare så let. Selvom det lyder simpelt blot at spise tre måltider om dagen, opstår der nemlig en grundlæggende uro i mig og mine medkursister ved tanken om ikke at måtte spise mellem måltiderne. For hvad nu, hvis jeg bliver sulten? Eller hvad nu, hvis nogen byder mig på noget? Sofia Manning har dog ét simpelt svar på disse spørgsmål. Et svar, der egentlig også er et spørgsmål, og som har været med mig lige siden: “Hvad ville et normalt menneske gøre?”

Spørgsmålet stiller jeg mig selv næsten hver dag nu. Når jeg bliver tilbudt kage, og min gamle sundhedsrefleks allerede har slået mig mentalt over fingrene, spørger jeg. Når jeg føler mig trist eller rastløs og pludselig finder mig selv stående foran det åbne køleskab, spejdende efter noget at fylde hulrummet i mig selv op med, spørger jeg. Når jeg er til festmiddag med buffet, og alle de mange retter får mig til enten at ville rydde hele bordet, så maden forsvinder, eller køre nazistilen og kun spise grønt og kød, spørger jeg.

Og normale mennesker vil næsten altid sige ja tak, hvis det er en kage, de har lyst til. Lukke køleskabet, hvis de i virkeligheden ikke er sultne. Vælge de retter, som de godt kan lide, og stoppe med at spise, når de er mætte – og ikke først, når de ikke kan trække maven ind længere.

Uanset hvad har jeg indsigten

Sofia Manning skriver i sin bog og fortalte på sit kursus, at det tog hende 10 år at få et normalt forhold til mad. I 10 år arbejdede hun med det og fulgte reglerne til punkt og prikke, for ellers vidste hun, at hun ville falde i igen.

Jeg har nu været på vej hen imod et sundt og normalt forhold til mad i et halvt år, og der er stadig lang vej igen. Jeg spiser stadig på mine følelser en gang imellem, og jeg er langt fra at kunne slukke for min hjernes mange og modstridende tanker om mad. Men jeg er kommet et stykke, et meget vigtigt stykke, ad vejen. Jeg har indsigten. Jeg er klar over, hvad jeg gør, og hvorfor jeg gør det.

Det kan derfor godt være, at jeg stadigvæk spiser af andre grunde end sult, men når jeg gør det, ved jeg det godt. Det er et valg, jeg tager. Nogle gange fortryder jeg valget, andre gange accepterer jeg det og det faktum, at maden var noget, jeg havde brug for. Og det i sig selv er et kæmpe skridt for mig.

LÆS OGSÅ: Overspisning - den hemmelige spiseforstyrrelse

Kun sindet skal på kur

Jeg er altså så småt ved at have omstillet mig selv mentalt. Jeg har fået ændret mange af mine tankemønstre og instinktive reaktioner, og det er ifølge Sofia Manning det allervigtigste:

"Du kan spise sundt, let og ernæringsrigtigt på et utal af måder. Og du kan vælge den helt rigtige kur igen og igen. Men hvis du virkelig vil have styr på din vægt og på, hvad, hvornår, hvor meget og hvorfor du spiser, må du lave en mental omstilling. Du må få styr på maden, så den ikke styrer dig. Det er den eneste varige kur, jeg kender. Det er også den eneste kur, der ikke kun gør noget godt for din krop, men også for dit sind og din sjæl", fortæller hun, da jeg ringer hende op, her et halvt år efter at hun sagde farvel og ønskede mig held og lykke.

Og i dag ved jeg, at hun har ret. Der vil aldrig være en kur, der kan gøre mig både slank og sund i sindet, og der vil heller aldrig blive lavet en brownie, der kan gøre noget ved, hvordan jeg føler indeni. Der findes bare mad, og så findes der mig. Og jeg er efterhånden sikker på, at jeg en dag vil have lært at leve side om side med maden uden at føle andet end sult, mæthed og nydelse. Og den tanke alene gør, at jeg allerede føler mig 20 kilo lettere.