Restylane: Alt, du skal vide, før du bliver behandlet med restylane
Udgivet første gang 13. februar 2017. Foto: Panthermedia
Hvad er restylane? Hvor længe holder det? Hvad koster det at få lavet restylane, og er der nogle bivirkninger ved behandlingen?
Flere og flere vælger at få sprøjtet restylane ind i huden for at mindske rynke eller for at undgå træthedstegn. Men selvom restylane ikke længere er et nyt fænomen, er det helt normalt at have mange spørgsmål til den kosmetiske behandling.
Benedikte Thuesen er speciallæge i plastikkirurgi og har knapt 30 års erfaring i branchen. I artiklen svarer hun på alle de oftest stillede spørgsmål vedrørende restylane.
Restylane: Hvad er restylane filler?
Restylane er en ikke-permanent filler, som giver volumen og fornyet spændstighed til din hud. Målet med en restylane-behandling er at udglatte rynker – for eksempel de famøse ’surmulerynker’ langs mundvigen – og dermed få dig til at se mere frisk ud.
Den unge hud er elastisk, hvilket blandt andet skyldes en høj koncentration af hyaluron, der binder vand i huden. Hyaluron-mængden svinder imidlertid ind, i takt med at vi bliver ældre. Derfor er det helt naturligt, at dit ansigt mister sin naturlige fylde med årene, og at du får rynker, nedadvendte mundvige eller fuger.
En restylane-behandling kan genskabe noget af den tabte volumen i ansigtet, idet der sprøjtes et ”fyldstof” tilsat hyaluronsyre ind i huden.
Hvordan foregår behandlingen med restylane?
Først og fremmest desinficeres huden grundigt. Hvis man skal have udglattet fine rynker, så lægger man en ganske, ganske tynd nål helt overfladisk i huden eller lige under ved hjælp af en ganske tynd nål.
Hvis det er dybe furer eller kindben, der skal korrigeres, så lægges nålen helt ned til knoglen. Fyldstoffet sprøjtes ind af flere små omgange, og undervejs masserer man huden for at fordele stoffet jævnt.
Hvad er restylane lavet af?
Restylane består primært af et fyldstof, hyaluronsyre, som er et sukkerstof, der faktisk allerede findes i vores krop. Det binder væske og stimulerer de collagene fibre. Og på den måde giver det fylde til de dybe furer i huden.
Hvad er forskellen på botox og restylane?
Begge bliver sprøjtet ind i huden. Botox i musklerne under huden og restylane i selve huden. Begge er ikke-kirurgiske indgreb, der ofte bruges mod rynker, men botox er en mikro-dosis nervegift, som man sprøjter ind for at blokere for nervesignalerne.
Det vil sige, at restylanen fylder rynkerne ud, mens botoxen lammer muskulaturen, så den ikke kan trække sig sammen og dermed glatter ud.
Derfor bruges de to ting også vidt forskelligt: Restylane kan hjælpe med at fylde ud de steder, hvor ansigtet har tabt fylde med alderen.
Fx de helt dybe, statiske rynker, ”surmule-rynkerne”, der opstår mellem næsefløjen og ned langs munden. Derudover bruges det også ofte til at fremhæve kindben og give volumen til læberne.
Botox derimod bruges, hvis man ønsker at få hjælp til bekymringsrynken mellem øjnene, de vandrette, mimiske rynker omkring panden eller øjnene, så er det botox, man skal have fat i.
Som regel bruges botox i den øvre del af ansigtet.
Gør en restylane-behandling ondt?
Uden lokalbedøvelse vil det svie og gøre rimelig ondt at få sprøjtet restylanen ind. Men de fleste behandlere anvender stoffer, som er tilsat lokalbedøvelse, og så er smerten ikke særlig slem. Men behandlingen gør mere ondt end botox.
Det kan derfor være en god idé at tjekke, at din behandler benytter stoffer tilsat lokalbedøvelse, inden du booker en behandling.
Hvad koster restylane?
Prisen på en behandling med restylane afhænger af, hvor mange og hvor store områder, du ønsker behandlet. Men priserne starter typisk ved 1.900 kroner.
Hvor lang tid holder restylane?
Restylane holder som regel seks måneder, men det afhænger også lidt af fyldstoffets type. Lidt tykkere restylane i læber godt holde endnu længere, og generelt holder restylane længere end botox.
Er der bivirkninger ved restylane?
Umiddelbart efter restylane-behandlingen ses ofte lidt hævelse og rødmen, og der kan være lidt ømhed af det behandlede område. Hvis sygeplejersken skulle være så uheldig at ramme et blodkar, kan man risikere at blive lidt blå og gul omkring området de efterfølgende dage.
Så skemalæg ikke en fest eller middagsselskab i dagene efter – bare for at være på den sikre side.
Fire ting, hudeksperten ville ønske, du holdt op med
Hvis man får restylane i læberne, kan man godt være meget hævet dagen efter, men det falder stille og roligt ned i løbet af næste dag.
Hvad kan gå galt under en restylane-behandling?
Med restylane er det vigtigt, at din behandler er meget omhyggelig med desinficering før og efter, for ellers er der risiko for betændelse.
Derudover er det vigtigt, at behandleren ikke bruger for store mængder restylane ad gangen, men stille og roligt bygger huden op.
Der er nemlig en sammenhæng mellem bivirkninger og overbehandling, som f.eks. knudedannelser i vævet.
Hvis du overvejer at få behandlet indhulinger på det nedre øjenlåg, bør du være meget forsigtig, da det er et vanskeligt område at behandle med restylane.
Hvis man benytter sig hæmningsløst af tyk restylane i ansigtet – altså den slags, der oftest bruges til fylde i kinder og læber – kan det gøre huden meget tyk på grund af arvævsdannelse. Men her snakker vi gentagne behandlinger over 10-12 gange.
Hvis du tager store doser blodfortyndende medicin eller fiskeolie, er det bedst at holde pause i minimum otte dage inden behandlingen for at undgå blå mærker.
Hvad skal jeg kigge efter, når jeg skal vælge en behandler?
Det er vigtigt, at man finder en behandler, der autoriseret til at arbejde med restylane. Bare fordi man er plastikkirurg, har man ikke automatisk autorisation.
Inden behandlingen skal man informeres om forløbet minimum to dage før. Der er nemlig en lovpligtig betænkningstid, som skal overholdes. Her kan det godt være en sygeplejerske med autorisation, som informerer.
Men sørg også for at finde en behandler, der hjælper dig med at være kritisk over for, om du nu også har brug for en opfyldning allerede, når resultatet fra sidst stadig ser fint ud.
Hvem bør ikke få restylane?
Det er ulovligt at blive behandlet med restylane, hvis man er under 18 år. Derudover må man ikke være gravid eller amme. Endvidere må man ikke have betændelse i huden eller være i blodfortyndende behandling.
Hvis du prøver at komme mange små fine rynker til livs, er en peeling eller laserbehandling desuden ofte en bedre løsning end restylane.
Kilde: Benedikte Thuesen, speciallæge i plastikkirurgi og forfatter til bogen "Skøn hele livet – din guide til kosmetisk kirurgi".
Læs mere på benedikte-thuesen.dk