Underholdning
30. marts 2017

TV-vært Signe Molde: Jeg tænker ALT for meget

Signe Molde er bestemt ikke bange for at gøre sig selv til grin, men hun har også en kontrolleret side, som gør, at hun lider af søvnløshed. Derfor øver hun sig i at tage lettere på tingene.
Af: Susse Wassmann, redigeret til web af redaktionen
Signe Molde

Foto: Carsten Seidel. Styling: Trine Høyer

Signe Molde: Jeg tænker ALT for meget

I journalistikkens tegn er TV-vært Signe Molde ikke bange for at bruge sig selv og risikere at blive til grin. Efter år med børneradio og ungdoms-TV, blev hun rapporter på ”Det nye talkshow” med Anders Lund Madsen, hvor hele hensigten var at rode sig ud i ekstremt pinlige situationer. I dag er hun vært på ”Quizzen med Signe Molde”, hvor hun griller især ministre og folketingspolitikere, og også her presser hun ofte situationen til det yderste.

Det kan hun gøre, fordi hun har ”grundlaget i orden”, som hun siger. Hun har altid forberedt sig enormt meget, inden hun går på skærmen, og så er der ikke noget, hun er bange for at gøre.

Kontrolfreak ”er så negativt et ord”, men Signe ER meget grundig. Og går hundrede procent ind i alt, hvad hun foretager sig.

- Jeg råber og skriger aldrig, men jeg føler tingene meget stærkt... passioneret, hedder det vist. Jeg går meget op i de ting, jeg laver – og det er ALT, lige fra børnefødselsdage til arbejde.

LÆS OGSÅ: Pernille Aalund: Det liv, man lever, er det liv, man får

Søvnløshed og kontrol

Men grundigheden har bestemt også en bagside, for den KAN være årsag til mange bekymringer.

Tænker du for meget?

– Ja, ALT for meget. Hele tiden. Så jeg bliver helt skør af det og træt i hovedet. Jeg prøver at regne alting ud, være på forkant med alting. Og det er jo nok noget med den dér kontrol.

Helt konkret kommer kontrollen til udtryk ved, at Signe lider af søvnløshed.

– Jeg kan ikke falde i søvn og vågner for tidligt, fordi tingene kører rundt i hovedet på mig, så jeg bliver helt forvirret. Jeg har prøvet ALT muligt – også sovemedicin, men det er jeg lige holdt op med. Den største hjælp har faktisk været, at jeg er begyndt at tage lidt lettere på det. Og det er noget, jeg øver mig på i det hele taget: At tage lidt lettere på tingene.

LÆS OGSÅ: Mangler du søvn? Se her, om du får søvn nok!

Og jo mere, hun gør det, jo bedre bliver hun til at tage det roligt og ikke lade søvnproblemerne fylde for meget.

– Dine forventninger til, hvordan noget skal være, passer jo alligevel ret sjældent med virkeligheden, og jeg elsker, at det er sådan. Det ville jo være frygteligt, hvis man vidste, hvordan alting kom til at gå. Alle, der lider af søvnproblemer, ved, hvad jeg taler om, når man ligger vågen og ikke kan sove og tænker: Åh nej! Det bliver en helt forfærdelig dag i morgen ..! Men det har ikke noget med det at gøre, har jeg fundet ud af. Hvor god din dag bliver, har ikke noget at gøre med, hvor meget du har sovet. Jeg fik det råd at prøve at holde øje med det og fandt ud af, at det ikke hænger sammen. Det kan være helt uventede situationer, der opstår, der gør din dag god. Du ved det ikke, og du kan ikke regne dig frem til det.

Læs mere om søvn og søvnløshed her.

Læs mere om:

Læs også