Så mange fordele er der ved læsning!
foto: Panthermedia.
Læsning sænker dit stressniveau og styrker din empati!
Tiden flyver afsted i en travl hverdag. Du har brug for, at den står stille et øjeblik, men paradoksalt nok synes du ikke, du har tid til at gøre noget ved det.
Men den gode nyhed er, at nyere forskning viser, at det at fordybe sig i kunst og kultur kan give nogle af de samme fordele som yoga og mindfulness kan! Ved at læse en bog styrker du dit nærvær, din empati og dine sanser. Det nedsætter dit stressniveau, fordi det giver ro i kroppen og åndedrættet, og derudover booster det både dit lykkecenter i hjernen og dit immunforsvar. Og så er det ganske gratis!
Litteratur giver indsigt
– Når vi læser god litteratur, får vi en større indsigt. Vi får en oplevelse af at kunne lytte til og nærme os et andet menneske. Det er en særlig dimension, som litteraturen har. Den kan skabe genkendelse og anerkendelse i os. Vi bliver bedre til at genkende følelser og forstå dem. Og vi bliver bedre til at forstå, at der er mange synsvinkler på spil i en situation, og det styrker vores empati, fortæller Anne-Marie Mai, der er professor i dansk litteratur ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet.
Hun forklarer, at når vi læser, træder vi ud af hverdagens trummerum og skærper vores blik.
– Litteraturen er ikke et spejl for virkeligheden, men den kan give os et andet forhold til virkeligheden og os selv. Den kan hjælpe os til at stille spørgsmålet: Hvordan lever jeg? Hvorfor er mit liv sådan?
LÆS OGSÅ: Derfor får du det godt, når du læser bøger
Læsere lever længere
En canadisk undersøgelse viste i 2016 netop, at læsere af skønlitteratur er mere empatiske mennesker end ikke-læsere. En amerikansk undersøgelse viste desuden, at læsere lever længere. Mennesker, der læser 30 minutter om dagen eller mere, har en chance for at forlænge deres levetid med op til to år.
En af grundene er, at læsning af især kompleks skønlitteratur aktiverer nogle dybere processer i hjernen. De processer, som sættes i gang, når vi identificerer os, skaber følelsesmæssige forbindelser og får os til at tænke empatisk.
Hun anbefaler, at man derfor ikke skal holde sig tilbage fra den mere komplekse litteratur. Det er ofte dér, der er mest at hente, hvis man læser efter indsigt og fordybelse. Klassiske romaner med rigt udbyggede karakterer giver en større nærværsoplevelse end f.eks. krimier, hvor det ofte er plottet og ikke personerne, der er vigtige.
LÆS OGSÅ: Reducér dit stressniveau med mindfulness
Stress af
Og så er det også svært at stresse kroppen, samtidig med at man læser, gør Anne-Marie Mai opmærksom på. Hjerterytmen falder på plads, og man kobler 100 procent af.
– Der er fordybelse og ro i selve det at læse. Det er svært at stresse, mens man læser. I udlandet har man lavet undersøgelser omkring, hvordan blodtrykket og stressniveauet i kroppen reagerer, men det har vi ikke gjort i Danmark endnu, fortæller Anne-Marie Mai.
Anne-Marie Mais tips til nærværslæsning
1. Herman Bang, ”Ved vejen”
2. Karen Blixen, ”Syv fantastiske fortællinger”
3. Helle Helle, ”Hvis det er”
4. Ida Jessen, ”En ny tid”