Julekrimi - 2. afsnit
Illustration: Sisterbrandt
Maria er smuk, single og kasserer i en bank, hvor hun uden skrupler stjæler penge fra kunderne. Hun har besøg af en mand, der som de fleste andre ikke er blind for hendes yndigheder, men hendes interesse i ham er langtfra ægte.
Hendes ufrivillige sponsorer bestod for langt hovedpartens vedkommende netop af pensionister. Så man bort fra godt en snes lokale handlende, der aldrig selv gad tælle deres kassebeholdning, samt et lignende antal fulderikker, som hun uden risiko kunne prakke en 173-kroneseddel på, så var resten pensionister. Ikke sådan at alle gamle lod sig snyde, mange af dem var skam skrappe til at sikre sig, at de fik udleveret nøjagtigt det beløb, de havde hævet. Men lige så mange stolede på banken, hvilket ville sige hende, og de ville tilskrive en eventuel senere opdaget manko, som egen manglende evne til at holde rede på kontanterne. Desuden var hun forsigtig og tog aldrig chancer. Hellere en lille halvtredser og egen fri bolig end en stor 500-kroneseddel og en tvungen tur i byretten. Hun var heller aldrig grådig. Tilfredse sponsorer vendte tilbage, og mange bække små gjorde en stor succes i den sidste ende. Hun hjalp gerne de svagtseende og de konfuse med at lægge pengene ned i deres pung, det skulle da bare mangle, jeg sidder her jo for din skyld. Hendes smil var ægte.
Da hun anden gang lænede sig frem og tog sit vinglas, lykkedes det hende i samme bevægelse at skubbe sig et pænt stykke over mod ham uden at se alt for kluntet ud. Hun holdt om glassets stilk med tommelfingeren øverst og en bøjet pegefinger under. Med løst, blidt håndled lod hun vinen rotere i glasset, rundt og rundt i en blød, gylden ellipse. Så stoppede hun, drak en lille tår og kørte derefter forsigtig tommel- og pegefinger på sin anden hånd op og ned langs stilken i en sigende bevægelse.
"Hvordan går det ellers med dig i banken?" Hans stemme var usikker, næsten stammende. Man skulle ikke være psykolog for at høre, at han ikke spurgte for at få svar, og hun lo da også blot, som havde han sagt en morsomhed. Hans øjne hang ved hendes glas. Hun fortsatte sin bevægelse, op og ned, langsomt, tålmodigt.
Kunsten var uafbrudt at regne med i hovedet, så hun hele tiden på kroner og øre vidste, hvor stort overskud hendes kassebeholdning indeholdt, for så som en af de sidste daglige ekspeditioner at indføre beløbet på Gamle Nicolajs konto. Nicolaj Steen Petersen var en kær ældre grosserer, der jævnligt frekventerede banken, og som hun på et tidspunkt havde fået et hævekort retur fra. Han havde ved udstedelsen ikke forstået, at kortet primært var beregnet til automater, og da sandheden gik op for ham, ville han hverken eje eller have det. Det ville Maria til gengæld, så i stedet for at inddrage og destruere, nøjedes hun med inddrage. Siden havde Gamle Nicolajs konto ud over det egentlige formål også funktion som midlertidig rasteplads for Marias private transaktioner. Hver dag hævede hun sit tilgodehavende, aldrig mere, i Kontanten på Buddinge Station og sendte, når hun huskede det, en venlig tanke til den gamle grosserer, der havde befriet hende fra den risikable disciplin at stikke penge til side til sig selv uden at blive opdaget.
Hun fugtede sine læber ved at slikke let på dem. "Gider du ikke give mig min lipgloss? Bare tag den i tasken bag dig ...". Før de satte sig, havde hun lagt sin clutch på ryglænet i hans side. Det var en nyerhvervelse i flettet satin og slangeskin fra Bottega Veneta, 1.250 euro over nettet. Han åbnede den, kiggede nysgerrigt og gav hende, hvad hun havde bedt om. Hun lod sine fingre hvile blødt på hans hånd, inden hun tog imod. "Tak, skal du have. Ja, jeg får let så frygtelig tørre læber. Giver du mig ikke også et jordbær?"
Lipgloss mod tørre læber, hun lo indvendigt. Hvor var mænd dog uvidende. Hun smilede og rundede derefter munden for at tage imod, mens hun tænkte, at hvis han nu rakte hende skålen, ville hun skrige.
Og så var hun altså alligevel blevet opdaget. Brevet havde ligget til hende i tirsdags, da hun kom fra arbejde. Det var afsendt fra banken, og hun havde til en start ikke viset det synderlig interesse. Kun ved et tilfælde var det ikke havnet i avisbunken til ugelang glemsel, idet hun havde åbnet og læst det for at udfylde ventetiden, mens teen trak. Bestyrtet lod hun sig dumpe ned på en stol, da sandheden gik op for hende. Hun måtte vente en halv time med at læse det igen. Det var umuligt at græde og læse samtidig. Selvmedlidenhed lå ellers ikke til hende, men alt har en grænse. Det gjaldt også for teen, den trak al for længe og blev ødelagt.
Hun greb ham om håndleddet og overtog hans bevægelse. I slowmotion, nærmest rituelt førte hun bærret nærmere og nærmere, mens hun kiggede ham dybt i øjnene. Hendes åbne mund tog imod, masede det modne bær mellem gane og tunge, samtidig med at hun klemte hans fingerspidser mellem sine læber. "Mmm, de er gode, giv mig ét til." Kysset kom efter tredje bær. Hun lod underkæben falde og gjorde sine øjne store. Forbløffelse, jamen, hvad sker der dog her? Han undskyldte febrilsk. Det var ikke hans mening, at ... Hun kvalte hans forklaringer ved at gengælde hans kys. Ærbart, nu med nedslående øjne.
Beskeden var kortfattet, men levnede ingen plads til misforståelser. Afsenderen, der omstændeligt beskrev sit ønske om at være anonym, fastslog kort og nøgternt, at hun var tyv, og appellerede til, at hun kastede et blik på vedlagte bilag. Bilaget var en udskrift af Gamle Nicolajs konto. At afsenderen var af hankøn, var hun ikke et øjeblik i tvivl om. For efterfølgende havde han uden omsvøb eller skam meddelt, at han ønskede at presse sex af hende. Hendes krop for hans tavshed, en simpel, letforståelig byttehandel.
Hun havde været ved at kaste op af ydmygelse, da hendes første bestyrtelse havde lagt sig. Hvordan anonymiteten kunne bevares under de angivne forhold, havde han også et bud på: Hun måtte ganske enkelt ikke afvise nogen tilnærmelser under de to årlige firmafester. Han sluttede med at udtrykke håb om, at hun på næste fredag ville få en velsignet julefrokost. Gud ved, om han også havde gennemtænkt, at hvis hun skulle imødekomme alle de invitationer, hun normalt fik ved den slags lejligheder, så kom hun på overarbejde med pænt over halvdelen af bankens mandlige ansatte og ikke så få af de kvindelige med. Han kunne sgu sagtens ønske hende god fornøjelse, syge stodder.
Hun tænkte, at enten var hendes chef en fabelagtig skuespiller, eller også var det ikke ham, der havde skrevet brevet. I alle tilfælde havde han været noget træg at bringe i omdrejninger. Men aldrig så snart havde hun tænkt tanken til ende, før end hans forsigtighed forsvandt, og han væltede ind over hende, kyssede hende vådt i øret, på øjnene, munden og kinderne, mens hans hånd begyndte at ælte hendes lår, som om det var en genstridig klump mørdej. Indimellem kyssene stønnede han idéforladt. "Åh Maria, åh Maria ...". Hun slikkede ham på halsen og tænkte, at det efterlod et udmærket dna-spor til politiets teknikere - et spor som kunne bekræfte hendes historie: Her var tale om et almindeligt lille sidespring, der var gået grueligt galt. Hun ville slå øjnene ned og rødme, åh gud, det hele var så forfærdeligt, ligesom en ond drøm, men ... altså, det var svært ... kunne hun ikke nok få lov kun at tale med en kvindelig betjent?