Julens desserter: Tips, tricks og inspiration.
Foto: Columbus Leth
Inspiration til julens desserter
Julen bringer festligheder og overdådige middage i forgrunden. Af den grund har vi sammensat nogle tips, såsom hvordan du kan undgå, at risengrøden brænder på, og hvordan du kan opnå succes med dine hjemmelavede fyldte chokolader.
Julens desserter
- Honningkage
- Trøffelkugler
- Risalamande med kirsebærsauce
- Æbleskiver
- Marcipankonfekt
- Risengrød
- Flødekarameller
- Rocky Roads
- Jødekager
- Isdesserter
- Fyldt chokolade
Super nemt og super lækkert. Få Mette Blomsterbergs opskrift på nøddesmåkager her
Sådan får du sprøde småkager til jul
Det er vigtigt, at man tager de bagte småkager af bagepladen, lige når de kommer ud af ovnen, og lader dem køle helt af på en rist. Læg derefter småkagerne i en lufttæt kagedåse. Læg evt. et stykke alufolie mellem kagedåsen og låget, hvis du er i tvivl, om det slutter helt tæt.
Hvis der er fyld i eller glasur på småkagerne, bør du lægge et stykke bage- eller pergamentpapir mellem lagene. Skulle det ske, at småkagerne bliver bløde, kan de reddes ved, at man bager dem igen ca. 3 minutter på en bageplade.
Hjemmelavede risengrød med æbler, mandler og kanel som topping
Hvad gør man, hvis risengrøden er brændt på?
Hvis risengrøden er brændt på, så lad endelig være med at røre eller piske i det, der sidder fast på bunden. Gør man det, kommer grøden med garanti til at smage brændt. Hvis grøden ikke smager brændt, kan man redde den ved at hælde den over i en ren gryde og koge den færdig der.
Grøden smager brændt?
Smager grøden brændt, så smid den ud og begynd forfra! Der er desværre ikke andet at gøre.
Valg af gryde er ret afgørende for, om risengrøden brænder på. En tykbundet gryde af aluminium eller en emaljeret jerngryde er det bedste valg. Skru ned, når det hele er kommet i kog, og lad grøden simre ved ganske svag varme, til grynene er møre.
Rør en gang imellem, men ikke for meget, så bliver grøden klistret. Eller giv mælken med risengryn, salt og evt. en vaniljestang et opkog, læg låg på. Afprøv bedstemor-metoden, hvor du omfavner gryden med håndklæder, placerer den i sengen og sørger for at indhylle den grundigt i dynen.
Risengrød med hvid chokolade og syltede blommer
Fyldt chokolade med flormelis og karamel, der ligner små snebolde – perfekte til julens fester
Sådan får du den bedste konfekt – og de lækreste fyldte chokolader
Chokoladens kvalitet og temperaturen er vigtig, når man skal overtrække med chokolade. Brug god overtrækschokolade, f.eks. Valrhona – og husk, at den mørke er nemmere at arbejde med end den lyse mælkechokolade. Forkert temperatur kan få chokoladen til at klumpe, skille eller skjolde.
For professionelle chokolademestre er temperering af chokoladen et must, og et chokoladetermometer helt uundværligt. Temperering betyder, at fedtstoffet i chokoladen krystalliserer i en stabil og homogen form – det giver bl.a. en blank, skinnende overflade og lang holdbarhed uden at blive hvid. Man kan dog godt smelte og temperere sin chokolade uden brug af termometer:
Sådan gør du:
- Hak ¾ af chokoladen groft, og smelt den i en skål over et vandbad.
- Hak den resterende mængde chokolade fint, tilsæt den gradvist, og lad den smelte i den varme chokolade.
- Pas på, du ikke får vand eller damp ned i chokoladen, så bliver den grå, grynet og klumpet.
Vær opmærksom på, at hvid chokolade ikke tåler ret høj varme – så bliver den grynet. Den færdige konfekt opbevares i lukkede beholdere, f.eks. småkagedåser, og anbringes tørt og køligt, men ikke i køleskab.
Chokoladetrøfler med saltkaramel og hindbærdrys
Sådan redder du din julemad