Kærlighed og sex
25. oktober 2012

Derfor er vi utro

Utroskaben rammer hvert tredje forhold, siger undersøgelser. Dertil kommer alle de ”smuttere”, som aldrig bliver nævnt for nogen. Utroskab er med andre ord kommet for at blive – desværre. Men hvorfor er det, vi ikke kan holde os på måtten?
Af: Line Hviid / Malene Fich Weischer
https://imgix.femina.dk/media/billeder/2012/oktober/utro-prim.jpg

foto: All Over

Har du selv været utro, eller har du taget din partner i utroskab? Hvis du har, så ved du sikkert også, at utroskab er et emne, hvor alting ikke bare er sort/hvidt. Der kan nemlig være rigtig mange forskellige grunde til utroskab, og er man opmærksom på de grunde, bliver det måske nemmere at holde de forbudte lyster fra døren.

Vores gode venner fra Magasinet Q har kigget dybere ned i utroskabens væsen og er kommet frem med en liste på ni punkter over de mest typiske grunde til, at vi er hinanden utro.

1. Årsag til utroskab: Du søger bekræftelse
Du får ikke den opmærksomhed, som du har brug for. Det går ud over dit selvværd. Derfor har du behov for at komme "ud på markedet". For er du stadig tiltrækkende over for det modsatte køn? Og hvis du ikke lider af uoprettelig dårlig samvittighed, så begynder det sikkert også at gå bedre i parforholdet igen, efter du har været ude at lege lidt med utroskab.

2. Årsag til utroskab: Midtvejskrisen gør dig utro
Du er gået i panik, og der skal bare ske noget i dit liv. Derfor vælger du at kaste dig ud i utroskab. Du springer hovedkulds ud i utroskab, fordi du ikke kan se nogen anden løsning. Men i virkeligheden skal du nok nærmere kigge lidt på, hvorfor du er så angst for at blive gammel. Affæren bliver et plaster på såret, men problemerne bliver bestemt ikke løst.

3. Årsag til utroskab: Du har brug for en sammenligning
Denne type utroskab sker oftest hos nygifte eller i nyere parforhold. Du er rent ud sagt i tvivl, om du har truffet det rigtige valg, og du er utro, fordi du har brug for noget at sammenligne med. Brug dette fejltrin til at tænke over, HVAD det egentlig er, du er utilfreds med. Hvis du finder frem til det, du har brug for, så skynd dig ud af dit utroskab og kom videre i dit "rigtige liv".

4. Årsag til utroskab: Du vil ud af dit forhold
Du er træt af dit forhold, men har simpelthen ikke modet til at håndtere problemerne, og derfor tager du kujon-vejen og begår utroskab. Men i virkeligheden ville det være meget mindre smertefuldt at få talt om problemerne uden at gøre brug af denne tidsbombe af utroskab.

MERE FRA Q: Lær at forstå, hvordan mænd tænker

5. Årsag til utroskab: Du vil hævne dig på din partner
Din partner har været dig utro, så derfor skal du have hævn. Derfor er det på ingen måde ud af lyst, du kaster dig ud i utroskab. Denne type utroskab er en yderst selvdestruktiv handling, og du får det meget skidt bagefter. I stedet for at begå utroskab skal du søge hjælp til at komme over din vrede.

6. Årsag til utroskab: Utroskab som en trøst
Du ved, det er denne form for utroskab, der er gældende, når du bruger mere tid på at tale med din elsker end at have sex med ham. Han bliver den, du kan betro dig til, og den, der forstår dig. Men hvorfor er det, at du har behov for denne trøst? Drop dit utroskab og se hellere på, hvad du mangler i dit parforhold.

7. Årsag til utroskab: Du føler, du er mere værd
Din markedsværdi er pludselig røget i vejret, og du synes ligesom ikke, at din partner kan følge med. Derfor føler du, at det er tid til en opgradering, og du finder en mand, der er mere på dit niveau. Men i stedet for at dyrke utroskab skulle du nok tage en snak med din partner.

8. Årsag til utroskab: Du bliver ikke tilfredsstillet hjemme
Din partner nægter at opfylde de behov, som du udtrykker over for ham. Så du satser hele forholdet ved at få dine behov tilfredsstillet ude i byen. Det ville nok være en god idé at tale med en sexolog i stedet for at begå utroskab. Men måske er dit behov så altoverskyggende, at du bliver nødt til at gøre det forbi med din partner.

9. Årsag til utroskab: Den impulsive utroskab
I den impulsive form for utroskab, så ved du faktisk ikke, hvordan eller hvorfor affæren startede. Det impulsive utroskab opstår, fordi der er noget galt med dit forhold, men du har fornægtet det indtil nu. Så brug affæren til at finde ud af, hvad det er, der er galt.

Læs også