Skuespiller Lisbeth Wulff: ”Vi er bare mennesker, for faen - vi gør vores bedste!”

Jeg har set Lisbeth Wulff nøgen. Jeg fik en uventet klump i halsen og blev rørt over at opleve en krop på tv, der lignede min egen. En kvindekrop med en lettere punkteret numse og bryster, der har ammet. Det kommer jeg til at tænke på, da jeg giver hende hånden. Det var i ”Mens vi presser citronen – det er jo bare en madklub”, som hun også skrev manuskriptet til. En dramaserie, der klæder denne generations konstante stræben efter det perfekte liv af. Lisbeth har trukket en grå strikhue godt ned over ørerne, selvom solen skinner, og vi befinder os i Absalons Kirke, der er blevet til et kulturelt samlingspunkt på Vesterbro.

”Jeg kommer direkte fra sådan noget akupunktur og fik masseret min hovedbund med olie, så jeg har helt fedtet hår og tænkte, at jeg hellere måtte dække det lidt til, når jeg skulle møde en journalist fra et dameblad,” griner hun undskyldende.

Skuespillerinden er en sjov blanding – eller ’pudseløjerlig’ som er et næsten glemt ord, hun godt selv kan lide at bruge. Samtidig med at hun hviler i sig selv og gerne vil gøre op med idealbilleder, gemmer hun sit fedtede hår under huen. Måske er det denne dobbelthed, der gør hende så eminent til at skildre vores generation, der styrter af sted i et vældigt tempo og har så høje krav til sig selv på alle områder i livet, at vi har det med at knække?

Det går den forkerte vej

Som manuskriptforfatter til satireserierne ”I hegnet” og ”Mens vi presser citronen” viser Lisbeth Wulff dagligdagssituationer, der kan få en til at græde af grin. Som når man taler om konflikter med andre mennesker og stress på jobbet hen over hovedet på ens børn på engelsk, der mestrer sproget bedre end en selv. Fordi det rammer så rent, har man lyst til at blive ved med at græde.

For det gør også ondt at blive spejlet lige der, hvor man er allermest menneskelig og fuld af fejl. For eksempel når man opstiller regler for, at ungerne ikke må se tv eller spille computerspil, mens man selv tjekker arbejdsmailen konstant og tager billeder af aftensmaden til Instagram i stedet for at være til stede. Hun mener, at det især er kvinder, der er udfordrede lige nu.

”Vi føler stadig, at vi har hovedansvaret i hjemmet, og så er vi kommet på arbejdsmarkedet. Og så har vi måske tre børn og to bonusbørn. Vi står med det hele og tænker: ”Det skal vi kunne, for sådan er tiden!” Men det er altså for meget. Vi løber rigtig stærkt og taber mange ting på vejen. Vi har svært ved at slippe kontrollen, og så ryger kontakten til de nærmeste. Det er sjældent, vi tænker, ”hov der gik en hel aften med at lege”, fordi vi har det her system, vi lever i,” siger hun.

”Alt skal helst have et formål, og vi er så effektive, at vi glemmer det menneskelige aspekt. Vi overhører vores behov for at holde pauser og stå stille. I vores ønske om at være perfekte, bliver vi ramt af stress og udbrændthed som aldrig før. Jeg ser mange sammenbrud. Det går den forkerte vej. Vi skal præstere hele tiden. Denne generation har så mange muligheder, men vi forvalter vores tid og vores liv helt forkert. Det kæmper jeg også selv med, så jeg peger ikke fingre.”

Med de mange bolde i luften har Lisbeth selv været på kanten af stress. Hendes karriere tog for alvor fart, da hun blev mor. ”I hegnet” blev for eksempel skrevet og udført i et hæsblæsende tempo, og hun havde en rolle i tv-serien ”Borgen”, mens sønnen var lille. Hun har dog ingen svar på, hvad vi skal gøre for at undgå de mange sammenbrud.

”Men det vigtigste er vel, at vi passer på os selv, for det er at passe på vores nærmeste. Vi skal være bevidste om, at alt vi gør, har indflydelse på andre. Hvis du træder ind i en bus med dårlig energi, så giver du det videre. Selvfølgelig kan du have det skidt og vrisse ad en, bare du siger ”Undskyld – det var faktisk mit eget lort, jeg lod gå ud over dig. Det var ikke rimeligt”. For når vi ikke har overskud, går det ikke kun ud over os selv. Vi mennesker hænger sammen.”

Velstand på overfladen

Hun mener, at der er noget kynisk over vores tid, hvor man hører folk henkastet sige i kantinen over tarteletterne: ”Ja, jeg har jo ikke lige været her de seneste par uger, for jeg gik lige ned med stress.”

Eller en anden kollega: ”Mit barn har adhd, så det er lidt svært i weekenden”. En anden sætning, som undrer Lisbeth Wulff, er: ”Ja så blev vi skilt, og det er selvfølgelig noget lort”.

”Det er jo nogle vilde overskrifter. Hvor er indfølingen? Gør det ikke ondt at sidde og tale om? Vi har sådan nogle kasser, vi kan putte det i. Hvorfor tager vi og samfundet det ikke mere alvorligt? Det er jo ikke nok at dyrke yoga to gange om ugen. Vi skal længere ind. På overfladen har vi velstand, men vi negligerer noget af det meget dramatiske, der sker lige nu. Vores opfattelse af, hvad der er normalt, har ændret sig, og når man holder sine følelser ud i armslængde og gør alt for at opretholde billedet af, at alt går fint, giver vi ikke os selv mulighed for at bearbejde ting. Så opstår der en distance til ens følelser.”

Som ung havde Lisbeth, hvad hun selv kalder en følelsesmæssig perfektionisme.

”Jeg ønskede brændende, at folk fik det rigtige indtryk af mig. Jeg ville gerne please og passe ind, så alle kunne lide mig. Det er jo også noget af et job,” siger Lisbeth og laver en sigende grimasse.

”Jeg synes, jeg har sluppet det. Der sker et eller andet, når man bliver mor, for der kan man umuligt være perfekt hele tiden. Jeg er blevet mere ærlig over for mig selv og mine omgivelser, og det giver meget mere råderum. Det er noget med at hele tiden stille sig selv spørgsmål som: ”Hvorfor gør jeg alt det her, jeg egentlig ikke har lyst til? For hvis skyld gør jeg det?” Det sårer ikke folk, at man siger fra til noget, hvis man er åben og ærlig.”

Skilsmisse er en sorg

Da Lisbeth var seks år, blev hendes forældre skilt.

”Det er noget af det værste, man kan opleve som barn. Sådan er det bare. Og det betyder jo ikke, at forældre ikke må gå fra hinanden, det er fuldstændig forståeligt, og jeg er ikke imod skilsmisser. Det, jeg er imod, er, hvis vi glemmer alvoren. Ingen bliver skilt for sjov, men vi skal passe på, at vi aldrig bare tænker, at det skal børnene kunne tåle, fordi det har deres klassekammerater også.”

Hun kigger ned fra balkonen til grundplanet, hvor to fyre spiller bordtennis.

”Vi skal jo alle igennem noget her i livet. Det er ikke sådan, at jeg tænker, at det er strengt, at jeg skulle opleve en skilsmisse. Det er bare meget tidligt at miste, og det er som et bjerg, man skulle bestige. En sorg.”

Ikke nok med at Lisbeths forældre gik fra hinanden, familien blev også splittet op over forskellige kontinenter. Mens hendes far, der er ulands- og bistandsarbejder, blev i Lesotho i Sydafrika, tog moren hjem til Danmark med sin datter, der ikke havde boet i landet, siden hun var fire år.

”Det var en megastor omvæltning. Det tog tid at omstille sig. Hverdagen var meget anderledes og mere ordnet her.” Hendes far bor i El Salvador nu og kom aldrig tilbage til Danmark.

”Så jeg har rejst rigtig meget for at være sammen med ham. Jeg har skullet deale med omstillingen altid,” siger hun.

Frihed eller rammer?

Hvad hendes barndom ikke bød på i stabilitet og kernefamilie, bød den til gengæld på i frihed:

”Det var meget loose det hele. Jeg havde utrolig meget frihed, og det var jeg enormt lykkelig for. Det havde mine venner også, og det var ikke, fordi vores hippieforældre havde så travlt, at de glemte os. De var bare mere afslappede, end vi er i dag. Måske var det mere stenet, det hele,” siger Lisbeth Wulff og griner.

”Der var hele tiden nye lege, der skulle findes på, og nye træer, der skulle klatres op i. Det gjorde mig fuldstændig lykkelig at være sammen med andre mennesker og skabe et univers, en leg og fortælling. At finde et udtryk og bearbejde noget af det, jeg tog ind.”

Der er en scene i ”Mens vi presser citronen”, hvor forældrene går i panik, fordi et barn er klatret op i et træ i gården og ikke selv kan komme ned. De har også et nøje planlagt madprogram med sunde og sukkerfri retter.

”Jeg er meget på min søn, selvom jeg har travlt. Uden at være bevidst om det, så gør jeg ting helt modsat af mine forældre – på godt og ondt. Pendulet svinger den anden vej. For det kan godt være, at jeg ikke giver ham så meget frihed, som jeg selv elskede at have, men til gengæld prøver jeg at give ham så meget tryghed og stabilitet, som jeg overhovedet kan.”

Lisbeth Wulff har kendt sin mand i 18 år.

”Jeg skal aldrig nogensinde bryde familien op. Det kan selvfølgelig være, det sker, men jeg vil kæmpe til det sidste. Jeg prøver at give min søn et sikkert fundament, som jeg savnede. Det går jeg utrolig meget op i. Så er det jo spændende, hvad han og den næste generation finder på som modsvar.”

Humoren i det svære

Når man taler med Lisbeth Wulff, mærker man kontrasterne. Der er de skarpsindige betragtninger om vores tid, og så er der den anden del. Den menneskelige, fejlbarlige. Som hendes visioner om et stressfrit samfund, når hun selv kommer spurtende i sidste øjeblik til dette interview, fordi der lå en anden aftale op til. Eller når hun taler om at give sit barn trygge rammer for så at grine ad, at disse rammer måske kan virke som en spændetrøje.

”Jeg har altid haft humoren med mig, men det modsatte ligger også meget naturligt for mig. Jeg ser tit noget sjovt i noget, der er ret alvorligt. Det kan være små hverdagssituationer, som egentlig er åndssvage. F.eks. har min veninde lige fundet et nyt sted at gå til yoga, for hun stressede altid over, at hun ikke kunne nå det og måtte cykle hurtigt for at komme til tiden. Det grinte vi lidt af. Det er jo ret langt ude at skulle stresse for at få en pause og passe på sin krop.”

Hun samler med andre ord på de små sprækker i den polerede overflade.

”For det er så genkendeligt, og vi er bare mennesker for faen!’ Vi gør vores bedste. Det gælder om at finde det pudseløjerlige i hverdagen og tilgive hinanden og os selv. Det er klart, at det kan bryde sammen for os i denne perfektionsstræben, men gud, hvor er den måde, vi handler på, og de ting, vi siger, egentlig også morsomme.”

Drop idealerne

Vi lever i et samfund med mange idealbilleder, der presser os til at leve i en evig stræben. På Instagram og Facebook har vi en bestemt historie, vi fortæller. Når vi kigger på andre folks profiler, kan vi konstatere, at alle andre er lykkelige og lever i balance. De drikker grønne smoothies, hygger sig ubekymret med yndige børn, der aldrig skændes eller får et flip i supermarkedet. De kroppe, vi ser, er ofte unge og ligner dem, vi ser i medierne. Portrætterne er nøje udvalgt og redigeret med et forskønnende filter. Lisbeth Wulff ønsker, at vi dropper idealbilledet af, hvordan en rigtig mand og en rigtig kvinde ser ud. De historier, hun har lyst til at formidle, er om rigtige mennesker, ”som jo ikke er perfekte”.

Og så er vi tilbage ved nøgenheden. Snart er hun aktuel i den romantiske komedie ”Swinger” om kærlighed, parforhold og swingerklubber med sin mand Rasmus Botoft, i hvilken de i sagens natur er en del nøgne:

”Vi er meget modige i den film. Men det er en enorm tryghed at arbejde sammen.”

Man kunne godt tro, at det at være et ægtepar med samme profession kan give gnidninger, men tværtimod inspirerer de hinanden og er gode til at stå på de skrå brædder sammen. I ”Mens vi presser citronen” spillede de et par, hvor han tager hende op ad køkkenbordet, mens hun laver mad. Han blev vist uden sixpack, men med en far-krop og alt for ivrige hænder.

”Det var helt bevidst at vise det som lynhurtig sex, når børnene ikke skal se det. Og i den scene var det ulykkelig sex. Det ser sådan ud og ville være fuldstændig latterligt, hvis man skulle gøre det lækkert. Men man er ikke vant til at se det. Nogle blev rystede, men det var ikke for at forskrække folk, det var mere for at sige tingene, som de er. Det ligger der megen humor og sårbarhed i. En normal krop er da helt fantastisk.” Det er befriende som tilskuer. Særligt den sidste, stærke scene, hvor hendes karakter klæder sig af i trods for så at løbe væk ned ad vejen. ”Det mest menneskelige må være det smukkeste. Det er jo dejligt, hvis det sætter noget fri i andre mennesker, og de tænker, ja så kan jeg sgu da også se sådan her ud. Det hænger og dingler, men det er hyggeligt på en eller anden måde.”

Mere ligeglad med alderen

Nu er det ikke, fordi Lisbeth Wulff altid er tilfreds med sin krop:

”Jeg kan da ikke sige mig fri for at have mindreværdskomplekser og være selvkritisk nogle gange. Hvad man ser, når man kigger sig i spejlet, kommer an på, hvordan man har det. Hvis jeg ikke har det så godt, så kan jeg godt blive irriteret over, hvad jeg ser, fordi det minder mig om de følelser, der er inden i mig. Andre gange tænker jeg, nå ja – der er jeg jo.”

At være nøgen foran kameraet i en fortælling er noget andet end at smide tøjet i en anden sammenhæng, understreger hun.

”Når det er en rolle, så bliver man mere fri. Jeg havde nok ikke gjort det for ti år siden, selvom nogle vil sige, at der var kroppen mere egnet til det. Eller hvad?” spørger hun. ”Ikke at jeg har været led og ked af min krop, jeg har bare været genert. Nu går jeg i sauna, hvor der er mænd og kvinder. Som 23- årig er fællessauna ikke sagen, men når man er blevet ældre og har en base i livet, er tryg ved sig selv og ved, hvad man skal, så bliver man mere ligeglad og uperfekt.”

Alt har en betydning

Relationer og leg er grundingredienser i det gode liv for Lisbeth Wulff.

”For nylig fyldte jeg 44 år, og min underbo fyldte 38. Vi slog os sammen med vores andre underboer, og børn og voksne spiste en dobbelt fødselsdagsmiddag Jeg følte en total lykke, da min søn på ni år spontant spillede fødselsdagssang på guitar. Vi blev alle sammen til et vidunderligt orkester og stemte i med gafler, sang og trommen i bordet – der mellem glas, tallerkner og vin og mad. Både voksne og børn havde det skidesjovt. Der røg taget af i fem minutter.”

Samvær med andre har altid gjort hende lykkelig, og det er, som om hun er mere til stede i sit liv på alle planer efter at have fået et barn.

”Det var der, mit liv for alvor tog fart, og jeg samtidig lærte at give slip og at være mere til stede. Livet og kærlighed er andre mennesker. Jeg siger gerne nej til forskellige jobs, hvis det ellers vil gå ud over min familie. For jeg kan kun have det liv, jeg gerne vil have, når jeg passer på dem, jeg elsker, og jeg forventer, at de gør det samme. Noget af det vigtigste for mig er at være ærlig og kærlig og til stede i det, der foregår, på godt og ondt.”

Læs også: Julie Bertelsen: "Selv da jeg var top-tunet, fokuserede jeg kun på den ene lille delle, jeg havde"

Læs også: Sofie Hagen: "Hvorfor er det mere acceptabelt at være tyk, end at være en dum skid?"

Få flere interviews med spændende personer i Q - prøv et abonnement her!