Dit parforhold: Ændrer du dig for hans skyld?
Kan du huske scenen fra Julia Roberts-filmen "Runaway Bride", hvor hun ikke kan huske, hvilken slags æg, hun egentlig bedst selv kan lide? Hun har ganske simpelt ændret "smag" alt efter, hvad hendes kærester godt har kunnet lide.
Måske har du været der selv - måske har du oplevet, at en god veninde har ændret sig efter, hun har fået en kæreste. Er det så kæresten, der har en dårlig indflydelse på hende? Ikke nødvendigvis, mener parterapeut Katrine Axholm. Ifølge parterapeuten er det en typisk kvindeting at lave om på sig selv for at please manden i et parforhold.
”Kvinder har en tendens til at lave om på sig selv for at føle sig sikre på få sin partners kærlighed – også selvom han ikke har bedt hende om at ændre noget. Mange mænd i et parforhold vil derimod være, som de er, og gøre præcis, som de har lyst til, hvorimod kvinder planlægger efter hans behov og ikke altid efter deres egne behov,” siger Katrine Axholm.
Læs også: Sådan plejer du dit parforhold
Parforhold og fællesskab
Når mange kvinder kan finde på at tilpasse sig manden i forholdet og ændre tøjstil, madvaner, holdninger og andet ved dem selv, handler det ifølge Katrine Axholm om, at kvinder i modsætning til mænd ofte er opdraget til at tilpasse sig. Kvinder er desuden typisk mere optagede af fællesskabet end individet. Derfor er det mere vigtigt for dem at være en del af et ”vi”, end det er for mænd.
”Mange kvinder har lært, at de skal være søde og artige og give afkald på sig selv for parforholdets skyld. Måske er de opdraget af forældre, der kun viste dem kærlighed og roste dem, hvis de var søde og hjælpsomme. Måske har kvinderne været vidne til, at deres egen mor gav afkald på sig selv for at please faren, og så er hun blevet rollemodel for, hvordan man selv agerer i et parforhold,” siger Katrine Axholm, der samtidig peger på, at det dybest set handler om, at man ikke har et sundt selvværd.
”Hvis man er bange for ikke at være god nok, klog nok, smuk nok og så videre, søger man andres anerkendelse hele tiden og fokuserer på, hvad andre tænker om en. Man er usikker på, om man er værd at elske, og prøver derfor at gætte, hvad andre forventer af en, og tilpasser sig for at sikre sig kærlighed. Derfor vil det ofte være sådan, at man tilpasser sig for meget også i andre af livets forhold,” siger parterapeuten.
Læs også: Undgå konflikt: Sådan håndterer du vennernes skilsmisse
Det kan ødelægge parforholdet
Hvis man forsøger at lave om på sig selv og hele tiden tilpasser sig sin partners behov, kan det få store konsekvenser. Konsekvenser, som de færreste er klar over.
”Man ender med at blive usynlig som person, og ens egne værdier kommer til at fylde meget lidt. Man mister med andre ord sig selv og holder op med at kunne mærke sine behov. Man kan blive så usikker på, hvem man er, og hvad man står for, at man ikke engang aner, om man kan lide kaffe eller te,” siger Katrine Axholm.
”Enten går han sin vej, fordi man ikke længere er den, han forelskede sig i. Eller også ender man med selv at gå, fordi man ikke kan mærke sig selv og ikke ved, hvem man er. Det er ikke sundt for kærligheden, at den ene tilpasser sig i et og alt. Et godt kærlighedsforhold forudsætter, at man er ligeværdige og får lov til at fylde lige meget. Så stik modsat af, hvad man havde til hensigt, kan man ende med at miste ikke kun sig selv, men også sin kæreste eller mand, når man laver om på sig selv af hensyn til ham.”
Læs også: Får din kæreste altid sin vilje?
Hvorfor gør du, som du gør?
Når vi tilpasser os, sker det ofte glidende og umærkeligt for os selv, og en dag kan du pludselig ikke genkende dig selv. Eller også er det din familie eller veninderne, der fortæller dig, at de føler, at de er ved at miste dig. I nogle tilfælde kan det tænkes, at de har forsøgt at gøre dig opmærksom på problemet, men at du ikke har villet lytte og i stedet i vrede har skubbet familie og venner fra dig.
”Første skridt er at turde se på dig selv. Det er vigtigt at være opmærksom på, hvorfor du træffer de valg, du gør. Hvorfor du begynder at gå i kjoler, når du plejer at gå i bukser. Hvorfor du ikke får set dine veninder, fordi du skal være sammen med din kæreste. Hvorfor du pludselig godt kan lide rock … Det er vigtigt at skelne mellem, om det er hans ønske, eller om det er noget, du tror, han forlanger. Og så afgøre, hvad du selv ønsker,” siger Katrine Axholm.
Læs også: Parforhold: Får din kæreste altid sin vilje?
Kompromiser er nødvendige
En måde at gøre noget ved problemet på er ifølge Katrine Axholm at kigge på, om du tidligere i dit liv har måttet tilpasse dig meget, for der er jo en grund til, at du gør det i dit parforhold. Hvis du har fået ros af dine forældre for at være sød og artig, vil det falde dig mere naturligt at tilpasse dig for meget. Men hvornår er det tilpas, og hvornår er det for meget, vil du måske spørge.
”Et parforhold er ’give and take’, og man kan ikke altid få sin vilje. Vi er nogle gange nødt til at gå på kompromis. Men du er gået for langt, når du opdager, at du ikke længere kan mærke dig selv i stort og småt,” siger parterapeuten.
Tegn på, du har mistet dig selv, kan være, når du overvejer, hvad han gerne vil se dig i, når du shopper tøj til dig, selv i stedet for at fokusere på, hvad du selv synes om tøjet. Måske spørger du ham altid om, hvad han vil have til aftensmad, og lader ham bestemme. Eller også ringer du altid til ham for at høre, hvad han synes, før du skal træffe en beslutning.
Katrine Axholm understreger, at man sagtens kan være en selvstændig kvinde med et godt overblik over sit liv undtagen i kærlighed, hvor man så giver fuldstændig afkald på at være den, man er, for at være sikker på at få sin partners kærlighed.