Renée: Kan jeg bede mine børn om penge?

Kære Renée

Jeg er en kvinde først i 70’erne, der for kort tid siden mistede min samlever efter knap to årtier.

Et svært samliv præget af udfordringer med bund i min mands psykiatriske diagnose, der med tiden også medførte dyb alkoholafhængighed.

Alt dette udholdt jeg, idet jeg ikke nænnede at forlade ham, da jeg var hans eneste og sidste anker. Sidst, men ikke mindst holdt jeg utrolig meget af ham som det fine, vidende og kærlige menneske, han var.

Jeg er godt i gang med at efterrationalisere og håndtere det tomrum, der opstår, når man mister en af sine kære.

Men som med alt i livet er der nye livsvilkår at håndtere.

I mit tilfælde drejer det sig om at blive i vores fælles lejlighed. Som følge af min samlevers sygdomsperiode, hvor han ikke var i stand til at arbejde, har han kun efterladt en pension af symbolsk betydning.

Selv var jeg tidligere hjemmegående i mange år. Efter min skilsmisse begyndte jeg at arbejde, men jeg fik aldrig fast fodfæste på arbejdsmarkedet, og derfor har jeg i dag kun pension fra det offentlige.

Mit største ønske er at blive boende i min lejlighed. Men jeg har ikke råd.

Jeg er både skrevet op i boligforeninger, og jeg har forsøgt at bytte lejlighed, men ingen af delene har givet gevinst. Jeg har siden min samlevers bortgang været meget utryg ved min boligsituation.

En dame i min alder, som jeg har snakket med, fortalte, at hendes datter og svigersøn havde tilbudt at betale det månedlige beløb, hun måtte mangle for at kunne betale huslejen i den lejlighed, hun gerne ville flytte til.

Det satte nogle tanker i gang. Jeg har fra mit ægteskab en dejlig superdatter, og hende og hendes mand bestrider begge yderst vellønnede lederstillinger i udlandet.

Jeg har det sidste halve år tumlet med spørgsmålet om, om man kan bede sine børn om økonomisk hjælp? Jeg har spurgt mig for til højre og venstre, og meningerne er delte.

Det taler imod, at min datter er vidende om mine vanskeligheder med at finde bolig, men ikke selv har tilbudt at hjælpe.

Måske har tanken slet ikke strejfet hende. Jeg tænker meget på, om jeg sætter hende i en situation, hvor hun vil føle sig forpligtet til at sige ja. Så helt kort: Kan man bede sine voksne børn om penge?

De venligste hilsener

Tryghedsnarkomanen

Kære tryghedsnarkoman

Det er et rigtig vigtigt emne, du bringer op.

ht. dit spørgsmål om, hvorvidt man som forældre kan tillade sig at bede sine børn om økonomisk hjælp, er jeg ikke det mindste i tvivl: Ja!

Som forældre har vi betalt alt for vores børn de første mange år af deres liv, og i min optik er der intet i vejen for, at børnene hjælper til, når vi bliver ældre – hvis de altså har mulighed for det.

Dine overvejelser er både relevante og gode, og jeg kan godt forstå, du er i tvivl om, om det er i orden at spørge din datter og svigersøn om økonomisk hjælp.

I Danmark har vi ikke tradition for, at børnene hjælper forældrene økonomisk. Den tradition har de dog i mange andre lande.

F.eks. er det fuldstændig almindeligt i Thailand, at man hjælper familiemedlemmer økonomisk, hvis de har brug for det, og det er faktisk en pligt, at børn hjælper deres forældre med penge.

Flere steder i Sydeuropa gælder det samme. Men sådan er det ikke i Danmark.

Her i landet har vi indrettet os på den måde, at det er staten, der står for at hjælpe os, når vi bliver ældre.

Problemet er bare, at mange ældre oplever, at det bliver sværere og sværere at få pengene til at række.

Jeg synes godt, man må spørge sine børn om økonomisk hjælp, også selv om det selvfølgelig er en større ting at bede om et månedligt bidrag.

Hvorvidt det er muligt for din datter at hjælpe dig, tror jeg vil være fuldstændig afhængig af beløbets størrelse og især af deres indkomst.

Du skriver, at din datter og hendes mand begge har gode stillinger og derfor en god løn, så hvis du ”kun” har brug for 500 eller 1.000 kroner om måneden, vil jeg tro, de kan putte dig på familiens finanslov, uden at det kommer til at gøre alt for ondt.

Derfor tænker jeg, det er vigtigt, hvor stort et månedligt beløb der er brug for. Din datter er vidende om din situation, og du skriver, at hun måske selv skulle have tænkt tanken om at hjælpe, hvis hun har lyst til det.

Jeg synes aldrig, man skal lade den slags problemer, du tumler med, være usagte.

Det er muligt, selv om du fortæller din datter det hele, at hun ikke har mulighed for at bidrage med et fast beløb hver måned.

Men hvis du beslutter dig for at fortælle hende om dine økonomiske kvaler, så kan hun i hvert fald dele sine tanker med dig, og sommetider kan det halve af lindringen være at have nogen at dele sine bekymringer med.

En anden ting er, at din datter er yngre og friskere end dig, og hun kender sikkert de offentlige systemer bedre, end du gør.

Så måske vil hun kunne hjælpe dig med at søge boligbidrag fra kommunen, måske vil hun kunne hjælpe dig med at finde en anden lejlighed, som du har råd til, eller måske kender hun tilfældigvis en, der gerne vil bytte med dig?

Du ved det ikke, for du har ikke taget mod til dig og fortalt hende om din situation eller bedt hende om hjælp.

Så mit råd til dig skal være: Ring til din datter, bed hende om at komme til kaffe, og fortæl hende så alt om dine bekymringer.

Spørg, om hun tror, det ville være muligt at hjælpe dig økonomisk. Hvis ikke, om hun så kan hjælpe dig på anden vis. Du skal ikke gå og putte dig alene med så store bekymringer.

Kærlig hilsen

Renée