Er du i kontakt med det, du virkelig føler?
Foto: Panthermedia
Har du modet til at være dig selv?
Måske kender du det: Du siger ja, selv om du mener nej. Du gør rent, selv om du hellere vil slappe af på sofaen. Du har sex, selv om du hellere vil sove. Og så videre. Og så videre. Med andre ord: Du gør en masse ting, du egentlig ikke har lyst til. Og de ting, du har lyst til, gør du ikke. Hvorfor?
Psykolog Kisser Paludan har et bud.
– Der er mange, der slæber rundt med en masse skyld og skam over ikke at være gode nok. De tror ikke, at de har fortjent deres kærestes kærlighed. De tror ikke, at de har fortjent en karriere. De tror ikke, de er en god mor. Derimod tror de, at de skal være på bestemte måder for at være værd at elske.
Hører du til dem, der føler dig ramt, kan du i det mindste glæde dig over, at du ikke er alene. Ifølge Kisser Paludan er det nemlig ikke mange af os, der virkelig hviler i os selv.
– Det er de færreste, der lever i kontakt med, hvem de er, og som reflekterer over sig selv, deres behov, og hvordan de ønsker at leve deres liv. De fleste er ikke sig selv tro og har ikke troen på, at de kan være i verden, som de er. De tror, at de bliver nødt til at tilpasse sig, og derfor ender de med at spille en rolle, siger Kisser Paludan.
LÆS OGSÅ: Chefredaktøren: Har du modet til at være dig selv?
Gør os ulykkelige
Og faktisk kan det få store konsekvenser for vores mentale helbred, hvis vi ikke er os selv.
– For mig at se er det en overset årsag til, at så mange af os er ulykkelige, stressede og angste. Forholdet til os selv er jo basen i vores eget liv. Og hvis du ikke har dig selv med, når du går ud i verden, er det skræmmende. Hvis du ikke kan stole på dig selv, er det klart, at du bliver angst, siger hun, der mener, at hvis vi i højere grad lever som de mennesker, vi er, og ikke dem, vi tror, vi skal være, vil mange også kunne vinke farvel til stress, utilfredshed og depression.
Men hvad vil det så sige at være sig selv? Ifølge Kisser Paludan kan vi stille os selv følgende spørgsmål:
- Er du dig selv, når du er sammen med andre?
- Siger du til og fra, når du mener til og fra?
- Kommunikerer du dit behov, når du har det (og ikke 10 dage efter)?
- Tager du dine behov alvorligt, hvad enten du foreksempel har brug for tid alene, til at være i naturen eller sove?
- Behandler du dig selv med kærlighed, når det kommer til for eksempel mængderne af motion, kost og arbejde.
Svarer vi ikke ja til alle spørgsmålene, så er det værd at se vores selv-mod efter i sømmende. Her får du Kisser Paludans fem råd til, hvordan du får mere mod til at være dig selv:
1# Skab nærvær.
Det lyder måske simpelt, men det er faktisk meget svært for de fleste at etablere nærværspraksisser i deres hverdag, på trods af at de gør en stor forskel. For eksempel har mange svært ved at fastholde en meditationspraksis. Det kræver mod at bruge tid og energi på at skabe nærvær, fordi vi ubevidst flygter fra nuet og nærværet for ikke at mærke os selv, de følelser, der er svære at håndtere, og de ting i livet, der ikke fungerer og kalder på vores opmærksomhed.
2# Kig på det, du har med i bagagen.
Når vi har svært ved at være os selv, tager det ofte afsæt i barndommen. De fleste af os er nemlig vokset op med forældre, der heller ikke har en helt ren bagage. På den måde, at der er følelser, de ikke har kunnet rumme, og som vi som børn derfor begynder at lukke af for, fordi vi gerne vil elskes. Det kan så betyde, at vi hele vores liv har skruet ned for for eksempel vrede, eller at vi holder op med at sige fra – og det, der var vores forældres holdning til vores opførsel i barndommen, går så med tiden hen og bliver vores egen. Derfor skal du have modet til at mærke gammel skyld, skam, frygt eller vrede og til at lade det være der længe nok, til det slipper dig.
LÆS OGSÅ: Vær god mod dig selv: Er du for kritisk?
3# Find ud af, hvem du er.
Når du bruger tid og energi på at opdage, hvem du virkelig er, får du mulighed for at kende dig selv, dine behov og dybeste livsværdier og navigere derfra i livet. Det handler om at slippe gamle historier og overlevelsesstrategier, for eksempel tanken om, at du skal være stærk og omsorgsfuld for at være værd at elske.
4# Stå ved din sårbarhed.
Når noget føles sårbart, er det vigtigt at optræne evnen til at være til stede i det i stedet for at stikke af fra det. Det handler om at undersøge, hvad det handler om i dig, når noget er sårbart, og at tage dig kærligt af det. Evnen til at være til stede med os selv med alt øger vores indre styrke, sikkerhed og ro.
5# Træn dig i at mærke, hvad du føler og har behov for, og lær dig selv at være tro over for det.
Vis dig selv den kærlighed og respekt, der ligger i at vide, at du er med dig selv, kan stole på dig selv og altid, også når det ikke er nemt eller sødt, er dig selv tro. Husk på, at kærlig integritet og autenticitet måske ikke altid er hverken blidt, sødt eller nemt, men det er altid det kærligste.
Om eksperten:
Kisser Paludan er psykolog og foredragsholder, og hun har igennem flere år holdt kurser og foredrag om at elske sig selv. Hun er også forfatter til flere bøger, senest ”Mod til at være dig”. Se mere på kisserpaludan.dk