Graviditetsscanning: Få styr på alle dine scanninger
Foto: Shutterstock
Terminsscanning, nakkefoldsscanning, misdannelsesscanning og kønsscanning. Der er nok at holde styr på, når du venter en lille.
Tidspunktet for graviditetsscanningen kan også afhænge af andre ting: Om du bekymrer dig for barnets velvære, om du føler dig stresset, og hvordan din graviditet forløber. Læs mere om de forskellige gravidscanninger her.
Hvornår skal man scannes som gravid?
Har du et helt almindeligt graviditetsforløb, vil du få tilbudt en scanning to eller tre gange af det offentlige: Terminsberegning, nakkefoldsscanning og misdannelsesscanning.
Scanningerne forgår mellem uge 11-14 og uge 19-20.
Overblik over alle graviditetsscanninger
Her kan du få et overblik over gravidscanninger, der tilbydes på hospitalet og privatklinik. Du kan læse mere om hvert enkel scanning længere nede i artiklen.
- Terminsberegning
- Tidlig graviditetsscanning på privatklinik
- Nakkefoldsscanning
- Kønsscanning på privatklinik
- Misdannelsesscanning
- 3D-scanning
Privat gravidscanning og ekstra scanninger
Tidligere problematiske graviditeter, tvillingefødsler, mængden af fostervand, sukkersyge og en mængde andre hensyn kan betyde, at din læge eller dit fødested vælger at give dig en scanning flere gange end normalt. Mest normalt er vægtscanninger og en scanning, hvor flowet i navlestrengen og andre forhold i livmoderen tjekkes.
Mange gravide vælger at henvende sig en eller flere gange på privatklinikker for at betale for en yderligere scanning – enten fordi de er nervøse for, at der er noget galt, eller fordi de er så nysgerrige, at de slet ikke kan få nok af at kigge på den lille inde i maven.
Hvilke uger tilbydes gravidscanning?
Her får du et overblik over de mest almindelige scanninger på hospitalet samt private scanninger uge for uge. Nogle scanninger er gratis på hospitalet, mens andre kan tilkøbes på private klinikker.
Uge 4-10: Terminsberegning hos lægen
Terminsberegningen behøver ikke nødvendigvis indbefatte en scanning.
Når din læge skal finde ud af, hvornår din termin er, skal han eller hun nemlig blot kende datoen for din sidste menstruations første dag.
Men det er ikke alle gravide kvinder, der med sikkerhed kan sige, hvornår det var. Er du en af dem, der ikke har noteret datoen i din kalender, kan din læge derfor – alt efter hvor stor usikkerheden er – henvise dig til en scanning, der skønner, hvor langt du er henne i din graviditet.
Vil du bare gerne være helt sikker på din egen beregning, kan du også selv købe en scanning på en privat scanningsklinik. Du kan også selv blive klogere på din terminsdato med vores terminsberegner.
Beregn din dato her.
Er jeg gravid? 8 tegn på graviditet
Fra uge 8: Tidlig graviditetsscanning på privat klinik
Måske bliver du i løbet af din graviditet nervøs for, om alt er, som det skal være. Du kan i så fald have glæde af en tryghedsscanning eller en gennemscanning på en privat scanningsklinik.
Prisen afhænger af, hvor meget du ønsker der skal tjekkes, og hvilken type scanning du vælger.
Uge 11-14: Nakkefoldsscanning på hospitalet
Alle gravide danske kvinder får tilbudt en undersøgelse, der kan vurdere sandsynligheden for, om de er gravide med et barn med en kromosomfejl. Tre faktorer indgår i hospitalets beregning for at give dig en vurdering af din risiko for at bære et barn med kromosomfejl.
Den ene faktor er en blodprøve – doubletesten – som du får taget hos din læge, når du er otte-ti uger henne, altså inden du kommer til nakkefoldsscanningen.
Foto: Shutterstock
Den næste faktor er din alder – jo ældre du er, desto højere risiko. Den tredje og sidste del af den samlede risikovurdering findes så ved nakkefoldsscanningen, hvor nakkefolden og andre indikatorer måles af en jordemoder.
Det mest optimale tidspunkt at få foretaget nakkefoldsscanningen er, når du er cirka 12 uger henne. De mål, der findes ved scanningen, indgår i den samlede risikoberegning. En høj risiko giver udslag i et lavt tal. Hvis risikoen er mindre end 1 ud af 300 – for eksempel 1 ud af 1000 – er der ingen grund til flere undersøgelser.
Dreng eller pige? Alt hvad du skal vide om kønsscanninger
Fra uge 16: Kønsscanning på privat klinik
Skal baby hedde William eller Wilma? Spørgsmålet om babyens køn er måske meget vigtig eller slet ikke relevant. Hører du til dem, der næsten ikke kan vente, kan du fra uge 14 få en kønsscanning på en privat klinik.
Uge 19-20: Misdannelsesscanning på hospitalet
Misdannelsesscanningen – også kaldet gennemscanningen – er den anden scanning af de to, som det offentlige sundhedsvæsen tilbyder alle danske kvinder i deres graviditet.
Her måler og vejer jordemoderen hele dit ufødte barn, ser grundigt efter for misdannelser og måler i din livmoder. Gennemscanningen ender ikke med en risikovurdering, men jordemoderen vil afslutningsvis fortælle dig, om der er grund til videre undersøgelser.
Tegn på fødsel: Syv tegn på, at fødslen snart går i gang
I langt de fleste tilfælde er denne scanning en hyggelig oplevelse, hvor du får et nærmere kig på det barn, du snart skal være mor til.
Det er også ved denne scanning i det offentlige, at mange kan få at vide, om de skal til at beslutte sig for et pige- eller et drengenavn.
Uge 25-32: 3D-scanning på privat klinik
Har din kommende baby sin fars eller dine ansigtstræk?
Flere og flere forældre vælger at få lavet en 3D-scanning af deres foster for at få et indblik i, hvordan deres kommende barn ser ud i 3D eller 4D. Dette foregår også på en privatklinik. Hvis barnet ligger i en god position, kan du for eksempel se, når det gaber, smasker eller sutter på sin finger.
De fleste scanningsklinikker tilbyder desuden at lave en dvd af din scanning, så I kan se jeres barn derhjemme. På private scanningsklinikker kan du også få lavet en grundig gennemscanning af fosteret.