Julia Lahme: Kan man være for pæn til at blive taget alvorligt?

Vi ved det godt. Det er det indre, der tæller. Det kan bare være satans svært at se forbi det ydre. Også for dem, der har det perfekte ydre, for åbenbart er det perfekte ydre et problem, mange kvinder har. At de simpelthen er så pæne, at ingen kan tage dem alvorligt. Den aktuelle engelske forfatterinde – og skønhed – Zadie Smith fortalte ved en litteraturfestival i Edinburg i 2013, at en italiensk avis engang havde skrevet, at hun var for smuk til at være en god forfatter, og hun har for nylig udtalt, at hun råder sin datter til ikke at bruge for meget tid på, hvordan hun ser ud. Gloria Steinem, forfatterinde, feminist og aktivist, er tit blevet skudt i skoene, at hun var for smuk til at mene helt så meget. Nu er hun i 80’erne og ligner stadig en milliard.

Skønhed er åbenbart noget, nogle kvinder slås med på rigtig mange fronter og endda så meget, at nogle holder op med at fremhæve den. Sidste år holdt den næsten overjordisk smukke sangerinde Alicia Keys for eksempel op med at bruge makeup – hverken til foto eller den røde løber ville hun lægge sig under penslen. Hendes begrundelse var vist nok, at hun ikke ville gemme sig, men også at hun ville styrke sig selv ved at ligne sig selv. Der er noget med den skønhed, som bliver ved med at være en udfordring.

På den ene side tænker jeg, at det jo er nemt nok at stoppe med at bruge makeup, når man som Alicia Keys ligner en engel, og på den anden side kan jeg ikke lade være med at tænke over, at der jo faktisk ER et pres på os alle for at se godt ud.

I 2011 viste en undersøgelse, foretaget af YouGov for Politiken, at ni ud af 10 mener, at smukke mennesker lettere får job – og at der var noget om snakken, blev underbygget af en forsker. Smukke mennesker har det nemmere, synes myten at være, men åbenbart mener de det ikke selv. Faktum er, at vi bruger utrolig lang tid på at se ud. På at vælge de rette jeans, på vores hår, vores hud, vores fremtoning og på, at vi er nogle – mig selv inklusive – der har det bedre på en god hårdag end på en dårlig. Nogle mener derfor, at det at gøre oprør mod skønhedsidealerne er et feministisk anliggende; at vi skal råbe nej til alt, hvad der er overflade, alt, hvad der er pynt, og alt, hvad der efter sigende fjerner fokus fra substansen.

Men substansen kan virkelig være svær at finde frem, når man føler, man ligner en ork, mens man går rundt mellem sylfider. Eller når man har opdaget en ny fold, der breder sig ned gennem ansigtet som Grand Canyon en tørkeramt sommer uden mulighed for regn. Vi slås alle sammen med den – skønheden – manglen på den eller det indimellem rimelig arbejdskrævende vedligehold af den, men vores forhold til den er vidt forskelligt. Ligesom vores forhold til os selv i øvrigt er det, og jeg tror, vi er nødt til at lægge fordommene fra os – mine egne inklusive – og se, om ikke vi kan lade være med at tage stilling til andres udseende, Botox, bryster, rynker, folder og furer og i stedet bare bekymre os om vores egne komplekser og gøre det, vi burde: Nemlig holde fokus på det indre.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info her