Krop & velvære
26. januar 2013

Kom gennem vinteren med et stærkt immunforsvar

Vil du holde vinterens mange forkølelser og influenzaer væk, så er dit våben et stærkt immunforsvar. Få 9 tips til hvordan du gør
Af: Birgitte Muldbjerg
https://imgix.femina.dk/media/sondag/2013/01/04/immunforsvar/immunforsvar612x325.jpg

Foto: Panthermedia

Mange af os kan ikke gå en hel vinter uden at blive ramt af en irriterende forkølelse eller det, der er værre. Også selv om vi passer godt på, klæder os varmt på og spiser sundt. Men det varme tøj er ikke nok. Der er en hel del andre knapper, du kan skrue på for at holde dit immunforsvar stærkt vinteren igennem.

- Det er faktisk ret nemt at holde immunforsvaret stærkt, mener lektor ved Institut for Human Ernæring Jens Rikardt Andersen.

LÆS MERE: Boost dit immunforsvar med broccoli og blomkål

Sådan holder du immunforsvaret stærkt

- Det gør du ved at spise varieret, dyrke noget motion og komme ud i sollyset. Det, der kan ødelægge immunforsvaret, er for eksempel at ryge og drikke alkohol. Hvis man drikker alkohol hver dag - det ene glas, som mange drikker, er nok - er man i stor fare for at komme til at mangle magnesium, zink, selen og de to B-vitaminer thiamin og folinsyre. Og det svækker immunforsvaret. Hvis man ikke drikker hver dag, så mener vi ikke, at det er et problem, siger Jens Rikardt Andersen.

Hvis du altså er sund og rask, ikke spiser det samme hver dag og altså ikke drikker hver dag, så er der faktisk ikke noget, som din krop mangler til at holde immunforsvaret kørende vinteren igennem. Men derfor kan det stadig være en rigtig god idé at give immunforsvaret en ekstra hjælpende hånd.

11 måder at spare 100 kcal - se dem alle under artiklen!!

LÆS MERE: Ti gode råd, der holder forkølelsen væk

9 råd der styrker til immunforsvar

1: Hold fødderne varme

Noget af det, der kan få fimrehårene i næsen, som har til opgave at filtrere vira og bakterier fra, til ikke at fungere, er faktisk kolde fødder. Så sørg for at holde dem varme med lune uldsokker eller hjemmesko, et dejligt, varmt fodbad og selvfølgelig varmt og tørt fodtøj.

Hvis du har svært ved at holde blodomløbet kørende helt ned i fødderne, så kan det være en god idé at lave øvelser for fødderne et par minutter nogle gange om dagen: Sæt dig ned i en stol, stræk fødderne, så tæerne spredes så meget som muligt og hold dem spredt i fem sekunder. Knyt tæerne sammen i fem sekunder og spred dem igen. Du vil snart kunne mærke, at blodet strømmer og varmer fødderne op indefra.

2. Sov godt - og længe

Søvn er vigtigt, hvis du skal holde sygdomme væk. Hvis du konstant går rundt og er træt, er kroppen hele tiden på stikkerne og får ikke ro til at regenerere. Den bliver stresset, og det svækker dit immunforsvar, fordi det så bruger kræfterne på at holde dig kørende og ikke på at holde vira og bakterier i skak. Voksne over 25 år har brug for gennemsnitlig 7½ times søvn i løbet af en nat.

LÆS MERE: Søvnproblemer kan spolere din sundhed - læs hvorfor lige her

Hvis du har svært ved at falde i søvn og sove natten igennem, er det bedste, du kan gøre, at give din søvn rutine og rammer. Gå i seng og stå op på samme tid hver dag, også i weekenden. Sov gerne i et kølig rum, men frys ikke under dynen. Hold soveværelset så mørkt som muligt.

3. Brug tid på at vaske hænder

Vask dine hænder grundigt, før du laver mad, skal spise, når du har været på toilettet, når du har nyst i hænderne eller pudset næse, og når du kommer hjem fra arbejde eller et andet sted, hvor andre mennesker har rørt ved ting, du også har rørt ved. Når du vasker hænder, vasker du også bakterier og virus væk, som du ellers risikerer at gnide ind i øjnene eller få i munden. Det er fint at vaske hænder i koldt vand. Varmt vand fjerner ikke flere partikler. Men husk at bruge sæbe. Brug gerne et helt minut, hver gang du vasker hænder. Der er ingen grund til at bruge spritbaseret hånddesinfektion bagefter. Nøjes med at bruge det, når du ikke kan komme til vand og sæbe.

4. Holdt rent i huset

De ting, du har derhjemme, som bliver rørt ved af mange forskellige hænder, bliver helt automatisk samlingssted for bakterier og små partikler, der potentielt kan gøre dig syg. Og det er særligt dørhåndtag, vandhaner, telefoner, computertastaturer og fjernbetjeninger. Brug lidt opvaskemiddel eller universalrengøringsmiddel i vand og eventuelt eddikevand på vandhanerne, hvis der er kommet kalk til, hvor snavs kan sidde ekstra godt fast.

LÆS MERE: Dit soveværelse kan give dig allergi. Få tips til, hvordan du giver dit soveværelse et sundhedstjek.

5. Luft ud

Mikroorganismer stortrives, hvis luftfugtigheden er høj, og det bliver den derhjemme, hvis der ikke bliver luftet ud jævnligt. Luft gerne ud to gange om dagen. Fem minutter - gerne med gennemtræk - er nok hver gang.

6. Dyrk motion

Når du motionerer, producerer din krop flere hvide blodlegemer, der udgør immunforsvaret. Og ikke nok med, at du beskytter dig selv mod sygdom. Hvis du alligevel skulle blive ramt, så vil du være syg i færre dage, hvis du er i god form. En gåtur, en tur i motionscenter, en tur i svømmehallen - al motion tæller.

7. Grin og vær positiv

Hvis du generelt er i godt humør, vil du også have et bedre forsvar over for infektionssygdomme. Man ved ikke nøjagtigt, hvorfor det er sådan, måske har det noget at gøre med lykkehormonet endorfin, som hjernen producerer, når vi er glade. Så sørg for at lave noget hver dag, der gør dig glad og positiv. Lyt til musik, du kan lide. Dans. Se en sjov film eller en tv-serie, der får lattermusklerne i gang.

8. Slap af

Stress er en af de ting, der for alvor kan svække immunsystemet. Ikke sådan almindelig travlhed, det kan faktisk være med til at styrke det lidt. Men stress, hvor kroppen ikke kan følge med. Så hvis du har lidt for travlt, så sørg for at få regulær afslapning ind i din hverdag. Det kan være at bruge en halv time på noget, som du ved kan få dig ned i gear.

9. Spis rigtigt

En sund og varieret kost giver dig et godt immunforsvar, og du skal spise ekstremt forkert eller ensformigt for at skade dit forsvar mod vinterens sygdomme.

Læs også