Jeanette lever med en hudsygdom: Jeg tør være mig selv

De brune øjne stråler af liv og varme. Smilet er uden forbehold. Og ordene har en umiskendelig nordjysk klang. Jeanette Andersen, 45, skænker te i det hyggelige rækkehus i Støvring.

For halvandet år siden begyndte hun at tabe de første totter hår. Tre måneder senere var alt hår på hele kroppen væk.

– Da jeg begyndte at miste mit hår på hovedet og mine øjenbryn, var min første reaktion: »Åh, nej. Nu sker det igen«. For da jeg blev skilt for nogle år siden, skete det samme. Men denne gang var det alligevel helt anderledes. For jeg mistede det hele på meget kort tid. Og det er ikke kommet igen.

Det voldsomme hårtab har et navn: Alopecia. Men der gik næsten et år, før Jeanette fik stillet diagnosen, og i en periode var hun bange for at fejle noget alvorligt – at hun skulle dø fra sine fire børn.

– Det var en lettelse at få diagnosen, og jeg vidste med det samme, at der skulle ske en forandring i mit liv. Mit hårtab var et wake-up-call til mig selv: Jeg bliver nødt til at tage bedre vare på mig selv. Jeg ser min sygdom som en fysisk reaktion på alle de svære ting, som jeg er flygtet fra hele mit liv. Al den mentale bagage, som jeg ikke har fået ryddet op i.

Jeanette har haft en turbulent opvækst med forældrenes skilsmisse, børnehjem og plejefamilie. Svære minder, som hun ikke har kunnet håndtere, men som i stedet har fået et fysisk udtryk, mener hun. Sygdommen har tvunget hende til at stoppe op.

– Jeg tager nu ansvar for mig selv på en helt anden måde og er holdt op med at snakke folk efter munden. Det har jeg gjort alt for meget, og det vinder jeg ikke noget ved. Nu lytter jeg mere til mig selv, gør dét, der føles rigtigt for mig, og er bevidst om at være god ved mig selv. Jeg tænker over, hvad jeg har brug for, både fysisk og mentalt.

Hendes nye start på livet ses blandt andet i kosten. Hun har droppet mælk og gluten, spiser udelukkende økologisk og har de seneste måneder tabt sig ti kilo, ikke fordi hun har ønsket et vægttab, men som et resultat af den ændrede livsstil.

Jeanette bruger sjældent paryk, og går også gerne ud uden.

Læs også: Hanne har en kronisk sygdom: Jeg vil ikke leve med begrænsninger

En ny begyndelse

Og parykken med det lange mørke hår – den kommer sjældent med ud.

– Jeg har haft den på seks-syv gange. Den er ikke en del af mig, føler jeg. Jeg tager den på til barnedåb og den slags, ellers ikke. Jeg kan bare godt lide at være den, jeg er. For mig sidder kvindeligheden i mine øjne og i mit smil. Jeg får tit at vide, at jeg har et fantastisk smil.

Når Jeanette ser sig i spejlet, er det med glæde.

– Jeg synes stadig, jeg er en køn kvinde. Jeg genkender ikke helt mig selv i spejlet, men tænker i stedet, at det her er et nyt kapitel. En ny begyndelse.

– Jeg har altid haft langt hår og har elsket, når nogen redte det. Så det er en stor forandring, men jeg tror ikke, jeg får det bedre af at have hår. Jeg tænker ikke »nej, hvor synd for mig«. Jeg tænker »sådan er det«. Jeg lever stadig, og jeg har fire fantastiske børn. Jeg ser på det, jeg har fået, i stedet for det, jeg har mistet.

Læs også: Mille Dinesen efter sygdom: Tag ansvar for dit eget liv!

På date uden paryk

Jeanette har levet alene det seneste års tid. Hun har tre børn (21, 19 og 15 år) med sin eksmand, som hun var sammen med i 16 år og blev skilt fra for otte år siden, og efternøleren Oliver på fire år med sin tidligere kæreste. De to ældste er flyttet hjemmefra, mens de to yngste stadig bor hjemme.

Før hun blev ramt af Alopecia, kunne hun ikke være alene, i dag har hun ikke spor travlt med at finde en ny mand, men nyder sit singleliv.

– Min udvikling blomstrer, og jeg er ved at finde det skønne, der er inden i mig. Det er en proces, og jeg er taknemmelig for at komme tættere på mig selv. Hvis jeg engang i fremtiden skal på date, bliver det uden paryk. Ellers ville det jo ikke være mig.

Helle Hertz: Jeg ønsker jeg ikke var blevet ramt af sygdom

Selvværd lig nul

Sygdommen har kostet et års sygemelding, en tid som Jeanette har brugt på at planlægge sin fremtid. Tidligere har hun blandt andet arbejdet som personlig hjælper og på et plejehjem. Nu læser hun hf-enkeltfag, og planen er at læse ernæring og sundhed på Aarhus Universitet og sideløbende uddanne sig til biopat.

– Tidligere var mit selvværd lig nul. Jeg prøvede at kompensere udadtil med mit hår og mine bryster.

– Nu kan jeg se, at det handlede om manglende selvværd, hvor jeg byggede det ydre op, fordi det indre vaklede. I dag føler jeg glæde og tilfredshed. Jeg kan grine, snakke og mærke mig selv. Det har jeg ikke kunnet i mange år. Jeg tør være mig selv. Og jeg har accepteret mit udseende i stedet for hele tiden at finde nye problematikker. Mit motto er blevet: Tag mig, som jeg er.

Jeanettes historie er en del af SØNDAGs tema "Vi er, som vi er", hvor du også kan møde to andre kvinder, der skiller sig ud rent fysisk. Denne uges SØNDAG (nr. 31/2015) er på gaden netop nu!